Livet er ikke slut

Som ung fandt kunstneren Sunny Asemota både sin biologiske far og sit kunstnerkald. Med alderen har han også fundet en ny ro, men det var en kamp at kæmpe sig tilbage til livet, efter han for syv år siden blev ramt af en hjerneblødning.

Sunny Asemota faldt pludselig om en sommerdag i Venedig.

– Jeg var traditionen tro dernede for at se kunstbiennalen, som jeg plejer at se med nogle venner. Men en af dagene faldt jeg om i lejligheden, hvor vi boede, siger multikunstneren, der selv er kendt for både at tegne, male og modellere og anvende et væld af materialer fra sit kunstværksted i Nexø.

Men denne gang blev hans vandringer gennem Venedigs gader med al den nye biennalekunst med ét begrænset til udsigten fra en hospitalsseng på byens lokale hospital og en både fysisk og mental via dolorosa, da han med ét lå vandret i Venedig og forsvandt ind i et bevidstløst mørke.

– Det viste sig at være en hjerneblødning. At få den har nok været en af mine største kriser. Jeg troede ikke, jeg skulle overleve. Det var skræmmende. For det gik jo skidegodt, og lige pludselig gjorde det ikke. Og jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved det at leve. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen. Det var virkelig forfærdeligt.

– Jeg havde så meget dødsangst, siger Sunny Asemota, der dermed var bange for, at han som en dårlig joke pludselig skulle komme til at legemliggøre dansktopsangen "Se Venedig og dø". Men sådan gik det heldigvis ikke.

Kunne ingenting

I dag er det syv år siden, at Sunny Asemotas liv blev vendt på hovedet.

I dag lever han et liv, der på mange måder minder om livet før, men vejen tilbage til livet har været lang, fortæller han, da vi sidder i hans kunstværksted på Nexø havn med dampende te i hver vores kop, mens hans lille hvide hund Perle trisser lydløst rundt på gulvet. Selv har han heller ikke travlt. Stemmen er rolig og eftertænksom, da han fører os tilbage til hændelsen i gondolernes by.

– For det første, så var jeg et vrag. Jeg var svag. Jeg kunne ikke gå, jeg kunne ikke stå. Jeg kunne ingenting, siger Sunny Asemota, som først blev fløjet til Danmark tre uger efter sit fald.

– Jeg havde gudskelov en forsikring. Men da jeg kom hjem, kunne jeg ikke være alene. Så i to år boede jeg hos nogle venner i Gentofte, som hjalp mig, ligesom jeg kom i gang med genoptræningen på Gentofte Hospital. Og det var godt. For her havde de styr på det.

Hvordan kom du igennem den livskrise?

– Jeg har altid troet på Gud. Jeg synes, det er vigtigt at have noget at tro på, og min tro tror jeg også har hjulpet mig her. Men jeg mødte også mange mennesker, der var så fantastiske og virkelig hjalp mig, og som også troede på, at det nok skulle gå, så jeg selv kunne begynde at tro på det.

Sunny Asemota sammen med hunden Perle, der daglig kalder smil frem i kunstnerens ansigt. Foto: Joan Øhrstrøm.

Hjalp at være rasende

I sidste ende handlede det også om et valg, forklarer han.

– Man kan jo vælge, om du vil det her, eller du ikke vil. Hele tiden skulle jeg vælge, hvad vil du? Vil du det her?

Og det ville du?

– Ja, det ville jeg. For jeg var så rasende. På det hele. Det kunne bare ikke være rigtigt, at det var slut nu. Og det tror jeg er grunden til, at jeg overlevede det. Og jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at der var nogen, der skulle bestemme over mit liv.

Han tier lidt.

– Du kan se det på mig, siger han med opspilede intense øjne.

– Jeg var virkelig tosset. Jeg troede jo, det var helt slut. Jeg troede aldrig, jeg skulle komme til at male igen. Jeg troede aldrig, jeg kom til at læse en bog igen. Jeg troede ikke, jeg kom til at kunne følge med i fjernsynet. Jeg var fuldstændig flad. Jeg kunne ikke noget.

Efter to år var han endnu ikke genopstået til en genkendelig udgave af sig selv. Alligevel valgte han at flytte hjem igen til Bornholm.

– Det var det eneste, jeg havde lyst til. For det kendte jeg. Jeg kunne ikke finde rundt, når jeg boede i København. Det var for voldsomt for mig. Men det her kunne jeg styre, og her var også familie. Og her var venner, siger han og ser i retning af vandet udenfor.

– Jeg vil mene, at et af de steder, hvor man heler bedst, er på Bornholm. For her er det hele. Prøv at se. Natur er her, og folk er enormt søde, og folk giver en tid. Der er meget respekt, og folk er interesseret. Respekt er en meget vigtig ting, synes jeg. Og at lytte på andre mennesker. Og specielt at se andre mennesker, fortæller kunstneren og tilføjer, at det også er værdier, han har taget med hjemmefra.

Et hjem med hjerterum

Som barn voksede han op i Aalborg som den ældste i en søskendeflok på fire langt væk fra sin nigerianske far.

– Mine forældre mødte hinanden i 1960'erne i Skotland, hvor de begge to studerede. Min far uddannede sig til læge, mens min mor uddannede sig til barneplejerske.

Men efter de endte deres studier, skiltes deres veje, fortæller han. Mens hans mor rejste tilbage til Danmark, rejste faderen hjem til Nigeria.

– I mellemtiden havde de fået mig. Jeg er født i 1962. Og i Danmark giftede min mor sig med en tosset bager fra Lyngby, som hun fik mine tre søskende med. Så jeg kom ikke til at se min far i meget lang tid.

Efter nogle år blev hans mor dog skilt fra sin danske mand.

– Han drak alt for meget og var et nærmest slet menneske, vil jeg sige. Han har aldrig accepteret mig som menneske. Han kunne ikke lide mig, tror jeg, det er i hvert fald den fornemmelse, jeg havde. Det kan børn jo meget hurtigt mærke, siger han.

– Men vi havde en god mor. Hun var skæg. Og så var hun meget kærlig.

Hvordan udtrykte hun den kærlighed?

– Det gjorde hun ved, at hun lyttede. Hun lyttede på mig og på mine brødre og søster. Selvom hun ikke havde så meget tid. Hun skulle jo arbejde, siger han og fortæller, at selvom de voksede op i et socialt boligbyggeri på få kvadratmeter, var der masser af plads på andre måder.

– For vi havde altid gæster. Mange af dem fra klassen og fra de andres omgangskreds kom også i hjemmet. Så på den måde var det godt, siger han og drikker af sin te.

– Vi er heller ikke opdraget til, at vi skal føle, vi ikke har noget. Så det med at være fattig, det snakkede vi aldrig om. Der er nogle familier, hvor de sammenligner sig med andre. Sådan var det ikke hos os.

Omvendt havde de rigeligt med socialt liv, husker han.

– Vi var også interesseret i andre mennesker. Det var relationerne, der betød noget. Kærligheden til familien. Vi er meget forskellige os fire søskende, og det var vi også, da vi var børn. Så der var ikke noget, der var bedre end andet. Så respekt er nok noget, vi alle sammen har lært. Og at blive sin egen.

– Man bliver aldrig, som man var før. Det skal jeg heller ikke være. Men jeg har det godt. Jeg mangler ikke noget. Jeg har det faktisk rigtig godt, siger Sunny Asemota, der for syv år siden overlevede en hjerneblødning. Foto: Joan Øhrstrøm.

Der står et billede på et bord

Selvom der ikke var meget plads i barndommens lejlighed i Aalborg, fandt Sunny Asemota sin egen verden, når han som dreng tegnede og skabte kreative udklip.

Dengang havde han dog ikke troet, at kunsten skulle blive en levevej, for som ung voksen i 20'erne søgte han mening i teologistudiet i København, mens savnet til sin biologiske far i Afrika sideløbende voksede sig større. Men det var også i disse år, at han både fandt hjem i sin egen seksualitet som homoseksuel og i en identitet som kunstner.

– Det her er min far, som jeg har set på hele min barndom, siger han og løfter en billedramme, der har fået sin egen faste plads på et stort bord mellem stakke af mapper, lærreder og collager.

– Han er meget flot der, siger han og betragter rammens sort-hvide fotografi af en sort mand i habit.

– Her er han 37 år, men han døde faktisk sidste år, siger han.

– Det er det eneste billede af ham, jeg har haft i barndommen.

Men billedet vækker ingen minder.

– Jeg kan ikke huske ham. Men det var et billede, som min mor gav mig, og så sagde hun: "Når du bliver gammel nok, må du selv tage ned og besøge ham". Det syntes jeg egentlig var lidt strengt, kan jeg huske. At hun ikke hjalp.

Et lykkeligt sammentræf

Til gengæld kom fik han hjælp fra anden side.

– Da jeg var 25 år, fik jeg en kæreste fra Elfenbenskysten, og han sagde: "Skal du ikke til Afrika?" Men selv havde jeg det stadig sådan: Jeg hedder Sunny og er fra Aalborg. Men gennem ham fik jeg alligevel mod til at opsøge min far.

Således tog han et job i Røde Kors for at samle penge sammen til rejsen, velvidende at han ikke anede, hvor i landet Nigeria hans far boede.

– Da jeg tager af sted, køber jeg den billigste rejse over Moskva, og i flyvemaskinen møder jeg en kæmpestor sort dame med en hvid dukke, og da jeg fortalte hende om min søgen efter min far, sagde hun: Det kan du godt glemme. Det kommer ikke til at ske.

Men de rappe bemærkninger slog ikke den unge Sunny Asemotas gåpåmod ud af kurs.

– Jeg ville have været skrækslagen, hvis det var nu, smiler han og fortæller, at damen fra flyet faktisk uden at vide det pegede ham i retning af hans far.

– Da vi kom til Lagos, kendte jeg jo ingen, så hun tog sig af mig, og så flyttede jeg hen hos hendes søster, som på et tidspunkt siger, at hun godt kendte mit navn, siger han og holder blikket.

– Og det viste sig, at hun kendte min onkel! udbryder han.

– Altså, Nigeria er stort. Og Laos er kæmpe også. Men i Afrika er der noget med efternavne, forklarer han og fortæller, at damens søster tog ham med på besøg hos onklen.

– Jeg kom ud på en stor highway, hvor der stod: "Why dont you rent a Asemota car?" Min onkel solgte åbenbart biler, og dem kunne man leje også. Og så gik jeg op til ham og fortalte om min søgen. Så kiggede han på mig og tog kontakt til min far.

Sunny Asemota er en multikunstner, der blandt andet både maler og arbejder med collager fra sit værksted i Nexø. Foto: Joan Øhrstrøm.

Mødte faderen i påsken

Kort efter skulle Sunny Asemota endelig møde sin far.

– Det var SÅ syret, siger han og smiler.

– For jeg havde ingen fornemmelse af, hvordan det ville blive, eller hvem min far var. Det var ligesom sådan et tog, du sætter dig ind i, og så skal du bare køre med. Men det var en meget, meget stor oplevelse for mig, siger Sunny Asemota, som ikke fik lov til at have sit livs gensyn i fred.

– Det var faktisk i påsken. Det var palmesøndag, og nogen havde hørt historien om, at jeg skulle komme, så alle fra gaden stod og gloede.

– Og jeg var jo hvid – altså virkelig hvid eller som jeg er nu, ikke? siger han og tager en hånd til ansigtet.

– Min far er KULsort, og det var folk.

– Men da min far kom ud, så hilste vi på hinanden.

– Gudskelov havde min far fortalt sin kone, at han havde et barn. Min nye stedmor viste sig at være meget sød, så flyttede jeg ind hos dem og kom med til deres fester og i kirke. De gik meget i kirke. Min far er katolik. Og så besøgte jeg mennesker og blev introduceret til min afrikanske lillebror og lillesøster. Og min afrikanske søster var her sidste år for at besøge mig.

Så du fik en ekstra familie?

– Ja, det gjorde jeg.

Sunny Asemota udviklede et tæt forhold til faderen de næste måneder, men han havde heller ikke til taget Afrika med nogen form for bitterhed i bagagen over at være blevet forladt som barn.

– Jeg har aldrig haft noget med, at jeg var sur på ham. I 1960'erne var Nigeria et af de lande, der blev selvstændig, så Nigeria investerede i de unge, som blev sendt ud og betalt for at studere. Og så kom de hjem igen. Dengang i 1960'erne var der i Danmark heller ingen farvede mennesker. Det havde været nemmere, hvis det var i England. Så jeg kunne forestille mig, at det også har spillet ind, da han rejste tilbage til Nigeria, selvom han var meget vild med min mor, som han fortalte under mit besøg, hvor jeg blev meget glad for ham, og vi sad og snakkede meget. Om alt muligt.

At Sunny kort forinden var sprunget ud som homoseksuel blev dog ikke en af de største samtaleemner med sin genfundne far.

– Det at være homoseksuel i Afrika er ikke fedt. De myrder folk. Du er ikke sikker.

– Men han vidste det godt. Min fars allerbedste ven var også bøsse. Ham introducerede han mig faktisk til. Det har jeg tænkt på bagefter, siger han og fortæller, at han kort efter sit besøg blev bedt om at besøge faderens ven, som boede en dagsrejse væk.

– Min fars ven boede i fantastisk by ved navn Unitcha. Det er det største tekstilmarked i Afrika. Der er gader kun med stoffer. Det var fuldstændig fantastisk. Og det synes min far, jeg skulle besøge, og så kunne jeg samtidig besøge hans ven James. Ham havde han læst med. Og han var bøsse.

– Og så blev der ikke sagt mere, siger Sunny Asemota, der ser tilbage på sit afrikanske eventyr som en skelsættende rejse.

Blev kunstner på Bornholm

– Besøget hos min far er en af de største oplevelser, jeg har haft i mit liv, og det var også en af grundene til, at jeg begyndte at male, siger han.

– Da jeg havde besøgt min far og kom hjem derfra, havde jeg bare lyst til at fortælle historier, jeg havde lyst til at male, jeg havde lyst til at udtrykke mig. Så jeg begyndte at male mere og mere, siger kunstneren, der nu besluttede at lægge teologistudiet i graven, for i stedet at udleve drømmen om et liv som fuldtidskunstner.

– Og så begyndte jeg at male. Og gå i byen også, griner han.

– For mig gav det at male også en stor frihed, hvor jeg selv kunne bestemme, om jeg ville gå til højre eller til venstre. Om jeg ville vælge gul eller blå. Jeg havde en mulighed.

Men det var først, da han slog sig ned på Bornholm, at han hans karriere som kunstmaler for alvor tog form.

– Første gang, jeg kom til Bornholm, var jeg i Aarsdale. Og det er et af de smukkeste steder, jeg nogensinde har været. For mig var dette paradiset, siger han og flækker i et stort smil.

– Jeg var meget, meget glad for den by. Det var småt, man kørte ligesom af vejen for at komme ind, og det var bare et smørhul for mig som kunstner uden penge. Jeg havde heller ikke nogen karriere på den måde. Det var først på Bornholm, jeg rigtig startede med at male.

Fyldte kirke med tandbørster

Selvom han slog rødder på Bornholm, levede og lever han stadig efter mantraet ’at rejse er at leve’.

– Efter gymnasiet flyttede jeg til København og derefter til Paris. Jeg var så nysgerrig, og det er jeg sådan set stadigvæk. Nu er jeg bare blevet ældre. Jeg rejser ikke så meget, som jeg har gjort. Men jeg elsker det stadig. Jeg synes, det er fedt. Og når jeg tager et sted hen, holder jeg af at sætte mig ned og så bare glo. Det kan jeg meget godt lide, siger Sunny Asemota, hvis rejseglæde har bragt ham mange nye bekendtskaber og også mærkværdige muligheder, som da han for eksempel fyldte en italiensk kirke med tandbørster.

– I England mødte jeg en pige, der som det eneste havde arvet 250.000 tandbørster af sin far, som havde produceret dem i Sydafrika. Og en aften, da vi har fået en lille en over tørsten, siger hun: "Jeg har faktisk nogle tandbørster. Kan du ikke bruge dem?", siger han og smiler ved tanken om den underfundige udfordring, han blev skænket ud af det blå.

– Det valgte jeg at takke ja til, da jeg noget tid senere stod i Napoli og skulle lave en udstilling i en kirke sammen med en anden dansk kunstner. Og så fik jeg et ordentligt læs, og ud af tandbørsterne lavede jeg nogle kæmpestore uroer, for eksempel formet som palmer. Det var meget flot. Det var i hvert fald et stort arbejde. Men det var skægt, fortæller multikunstneren.

Sunny Asemota overlevede for syv år siden at få en hjerneblødning, men han beskriver det stadig som en af sine største kriser. – Jeg troede ikke, jeg skulle overleve. Det var skræmmende, siger han. Foto: Joan Øhrstrøm.

Ikke for tøsedrenge

Snart fik han således sin kunst godt ud over klippekanten – med et hav af udstillinger både herhjemme og udenlands - trods det, at han aldrig har betrådt kunstakademiet som studerende.

– Jeg har aldrig gået på kunstakademiet. Men jeg har haft nogle gode mennesker omkring mig, som har hjulpet mig på vej. Du bliver nødt til at få noget hjælp af andre malere. Det er ikke nok bare at sige: "Jeg er kunstner". Det er det ikke. Det er benhårdt.

Har du haft nedture over det?

– Ja. Det synes jeg da. Jeg har tit været i tvivl. Jeg er stadigvæk i tvivl, siger han og sidder lidt med sin te.

– Til sommer har jeg for eksempel en udstilling i det gamle ishus her i Nexø. Og selvom det bare er på havnen i Nexø – er jeg stadig i tvivl, om det skal være det ene eller det andet.

Er det præstationsangst?

– Jeg ved ikke, om det er præstationsangst. Men det er det nok. Det betyder noget for mig. Det er ikke bare noget, jeg gør i min fritid. Det er alvorligt. Det er ikke bare for tøsedrenge.

Hvad optager dig som kunstner og med den kommende udstilling?

– Altså lige nu ved jeg som sagt slet ikke, hvad det skal være. Så laver jeg bare collager. Jeg laver konger. Ligesom for at gøre et eller andet. For at få startet. Jeg elsker at lave collager. Fordi det er så uforpligtigende. Så laver jeg det, og så tegner jeg lidt, siger han og tilføjer:

– Jeg synes, at konkret kunst er meget interessant. Men farverne er for mig det vigtigste. De skaber på en måde formen.

Sunny Asemotas farvestrålende værker er inspireret af hans mange rejser til blandt andet Afrika. Men der er intet færdigt koncept bag hans kunst. Han har ingen færdig idé, når han påbegynder et nyt værk, forklarer han og fremviser en stak farvestrålende collager.

– Det her er skitser. Jeg har lavet nogle med konger. Her er en af dem, siger han og viser en mørkeblå skitse frem af en naivistisk figur med lysende gul krone på hovedet.

– Jeg kan godt lide den figur, siger han og peger på kronen.

– Jeg rejste engang rundt i Egypten. Og det var deres logo for velsignelsesurnerne. Det var en kongekrone, som var ild. Og siden er det blevet en form, jeg altid har lavet, siger Sunny Asemota, som trods sin tvivl hviler i sit eget genkendelige formsprog.

Alderen har også sat sine positive aftryk, forklarer han, selvom der med alderen også følger flere rynker, som han siger.

– Før i tiden var jeg altid sådan lidt bekymret. Sådan har jeg det ikke mere. Det skal nok gå. Jeg er ikke længere så selvcentreret. Jeg tænker mere: "Ja ja ja. Det går nok”.

Det vigtigste i livet

Men med alderen følger også mørkere farver, erkender han.

– Jeg har efterhånden mange venner, som er gået bort. Jeg kan næsten ikke have det. Jeg skal blandt andet være sammen med en pige i påsken, som er min bedste vens enke. Og vi ses altid til påske. Så drikker vi noget vin og græder. For ham savner jeg virkelig, og vi kendte hinanden siden vi var børn, siger Sunny Asemota, som også føler, at påsken er en tid, der giver plads til sorgen.

– Med påske tænker jeg på lidelse. Og så tænker jeg gult. Påskegult. Det har for mig meget at gøre med at mindes de venner, jeg har mistet.

Hvad synes du er vigtigst i livet?

–Det er kærlighed. Og det hele vejen rundt. Altså kærlighed til… livet og til mennesker. Jeg synes, det er vigtigt at folk de har det godt. De bliver også sødere… mennesker bliver sødere, hvis man er søde ved dem, siger kunstneren og smiler.

– Det går nemmere, hvis man ser folk og respekterer mennesker. Så er det lidt nemmere. Så det tror jeg er vigtigt, siger Sunne Asemota, som også tror på, at man skal arbejde for det, man vil opnå.

– Man skal tage sig sammen. Det er også vigtigt, synes jeg. Man skal sige, jeg vil gerne det her, fordi det er vigtigt for mig.

”Livet er spændende”

Sunny Asemota tænker lidt, inden han svarer på, hvad der er det bedste og det sværeste ved at leve et liv som kunstner.

– Det bedste … tror jeg er friheden til at bestemme sine egne farver. Altså være klar over det. At du faktisk kan bestemme selv. Og det værste er … jeg vil næsten sige, det var dårlig økonomi, griner han.

– Nej, jeg ved ikke, om det er det værste. Med det at være kunstner kommer der også en usikkerhed. Men det er jo et valg, jeg selv har taget. Jeg kunne jo bare lade være.

Så glæden ved at skabe er større end bekymringen for økonomi?

– Ja, det synes jeg. Og økonomi er heller ikke så vigtigt. Glæden er noget af det vigtigste, jeg ved, siger kunstneren, som er taknemmelig for at have overlevet.

Er du dig selv nu som før du fik den hjerneblødning?

– Man bliver aldrig, som man var før. Det skal jeg heller ikke være. Men jeg har det godt. Jeg mangler ikke noget. Jeg har det faktisk rigtig godt, siger Sunny Asemota, som siden sin egen langfredag i Venedig for syv år siden nu igen er fremme ved en påskemorgen fyldt med håb.

– Livet er ikke slut, smiler han.

– Livet er spændende. Det er spændende at møde andre mennesker og få anden viden end det, man har. Og så synes jeg også, det er dejligt, at nu er det forår. Det er stadigvæk et nyt forår. Det er stadigvæk nyt. Sådanne ting synes jeg er vigtige.

– Og jeg har et godt liv nu. Jeg har faktisk et skidegodt liv. Jeg lever et godt liv. Jeg er heller ikke en, der dvæler ved fortiden. Jeg lever mere i nuet.

Det har altid været vigtigt for ham, fortæller han.

– Også fordi vi altid har været på røven. Vi har altid været fattige. Så der har ikke været så meget. Så man fik det bedste ud af det, der var. Det har jeg lært fra min mor.

Samme tilgang har han til sit værksted her på havnen i Nexø, som er mindre end hans tidligere sted på Møbelfabrikken.

– Det er ikke det fedeste værksted, men det er virkelig dejligt at have. Ligeså snart det begynder at blive varmt, så bliver det rigtig godt her. Så kan jeg bare åbne døren, det er så fedt. Det passer mig fint. For jeg kan cykle herned og lave ting, og selvom det hele ligner kaos, kan jeg gå herfra, og så kan jeg tage herhen næste dag og fortsætte.

– Det har en frihed, som jeg virkelig godt kan lide.

Blå bog

Sunny Asemota, født i 1962, har læst teologi i fire år, før han besluttede sig for at blive kunstner. Han arbejder som multikunstner og har ud over bornholmske museer og gallerier haft udstillinger i Sverige, Tyskland, Frankrig og Italien.

Opvokset i Aalborg. Bor i Nexø.

Er aktuel med ny udstilling fra den 25. juli i Nexøs gamle ishus.