Lettelse efter oversvømmelse

Lørdagens voldsomme regnvejr oversvømmede sandskulpturparken på Nexø Havn. Men nu er situationen under kontrol, og kunstværkerne slap heldigvis uden større skader.
Bornholm har lørdag fået regn, regn og atter regn, og det har man især mærket hos Nexø Sandskulptur.
– Lige nu er vi jo oversvømmet, for hele vores udendørs område har i dag været under 20 centimers vand, fortæller arrangør August Warrer.
Skadeservice er i gang med at suge vandet væk fra pladsen, men heldigvis ser det ud til, at kunstværkerne kun har fået mindre skader. Der kom også lidt vand indenfor, men heller ikke her er der sket større skade.
– Indendørs er der ikke sket nogen skader overhovedet, for der fik vi nået at stoppe det, inden det blev slemt. Udendørs har tre af de små skulpturer fået lidt mindre skader, mens de store faktisk står helt fint, siger August Warrer og fortæller, at skulpturerne først skal tørre helt, før det er muligt at reparere på dem.
Denne sommer har der været flere skybrud på Bornholm, men det er først lørdag, at regnvejret har været så ekstremt, at sandskulpturparken har stået under vand. Oversvømmelsen har da også sat nogle tanker i gang hos arrangøren, som nu vil forsøge at lave nogle foranstaltninger, så det ikke sker igen.
– Vi håber jo selvfølgelig på, at det ikke bliver lige så vanvittigt vejr igen, men det kan vi jo ikke være sikker på. Så vi kigger på nogle systemer, som kan lede vandet hurtigere væk både indenfor og udenfor.
Hvordan har gæsterne reageret på oversvømmelsen?
– Det har faktisk været en rigtig god dag, for der har virkelig været mange mennesker ude og kigge. Det er dejligt, at folk kommer på trods af, at udendørsområdet er lukket af, fordi der er så meget vand.
– Lige før var der to piger, som gerne ville udenfor og kigge, men jeg sagde til dem, at det skulle de lade være med, fordi de så ville få våde tæer. Og så kom de tilbage med gummistøvler og går nu og leger i vandet, siger August Warrer, som derfor også ser optimistisk på resten af sæsonen.
– Vi er lettet, for der står stadig en fuld udstilling, siger han.
Udenfor lå der på et tidspunkt 20 centimer vand på pladsen, og indenfor kom der også vand, dog knapt så meget. Foto: Sarah Thun Kristensen
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration