Svanekegaardens udstillingsrum fyldes med farverig flora og finurlige figurer, når tekstilkunstner Debbie Kat og illustrator Franz MH Bomberg danner kunstnerisk parløb til årets sidste udstilling.
Det fortæller Svanekegaarden på sin hjemmeside, hvor det videre oplyses, at de to kunstnere og formidlere arbejder i henholdsvis Naturens og Fantasiens tjeneste, hvorfor duoen fandt det nærliggende at undersøge disse begreber nærmere – både sammen og hver for sig.
Naturen er for Debbie Kat en evig samarbejdspartner og fortrolig, og på sine vandringer i det bornholmske landskab låner hun nænsomt og udvælger hver en plantedel, som alle er med til at bestemme resultatet og gøre hvert enkelt tryk helt sit eget, fortæller hjemmesiden blandt andet.
Fantasien er Franz MH Bombergs trofaste følgesvend, og med en evig legesyge og opfindsomhed som illustrator og forfatter, udspringer fortællingerne, som værkerne opstår. I en leg mellem materialer og medier, der lag efter lag tager form fra impulsive penselstrøg, energiske streger og små kruseduller og ender ud i rammesprængende motiver og historier, der underholder og fascinerer på tværs af generationer.