– Jeg tror, det vil tage en 14 dages tid, inden vi er helt færdige, siger Jackie Hansen.
– Det håber vi i hvert fald, men det kræver selvfølgelig, at kunstnerens klodser passer sammen.
Kunstneren er Esben Klemann, og klodserne er allerede ankommet til Rønne. De vil blive kørt op til rundkørslen, når bunden, de skal placeres på, er lagt færdig.
Det var i 2015, Brdr. E., S. & A. Larsens Legat donerede 1.250.000 kroner til at udsmykke de tre rundkørsler langs ringvejen omkring Rønne. De to har stået færdige længe, og nu vil den tredje altså også snart være prydet af kunst.