Rundkirke i rundkørsel splitter socialdemokrater

Rundkirke i rundkørsel splitter socialdemokrater
Visualisering: Randi og Katrine
| 7. AUG 2017 • 09:34
Jakob Marschner
Journalist

7. AUG 2017 • 09:34
De lokale socialdemokrater står ikke længere helt samlet om at ville erstatte lindetræet i Vibegårds Runddel udenfor Rønne med det rundkirke-inspirerede kunstværk, som kunstnerne Randi og Katrine vil opføre.

Bente Helms, formand for socialudvalget, åbner på Facebook op for at tage en åben debat, der kan ende med at bevare lindetræet og rykke kunstværket et andet sted hen. Ideen bliver dog med det samme afvist af Erik Lund Hansen (S), gruppeformand og formand for fritids- og kulturudvalget.

"Jeg synes, der er behov for en dialog om kunst/lindetræ i rundkørslen. Måske kan det ende med, at kunsten kan placeres et andet sted på øen og lindetræet bevares", skriver Bente Helms på Facebook.

"Ingen taber ansigt, borgernes klare melding respekteres. Gaven er vi glade for, og vi siger tak med en "bedre" placering", fortsætter hun.

Så simpelt er det dog ikke, svarer Erik Lund Hansen. For kunstværket er en gave fra Brødrene Larsens Legat, og gaven er givet som del af et større projekt om at udsmykke rundkørslerne udenfor Rønne. Desuden har to politiske udvalg allerede godkendt værkets placering i rundkørslen, svarer han.

– Hvis Rønne Byforening eller gruppen, der vil bevare lindetræet, henvender sig, er jeg åben for en dialog. Men for mig at se kan værket ikke stå et andet sted, siger Erik Lund Hansen, der samtidig har en anden ide.

– Man kunne jo også plante et lindetræ et andet sted. Men det skal vi snakke med gruppen om, siger han.