'Jeg er en underlig blomst'

Som spædbarn blev billedkunstneren Anne Sofie Meldgaard fløjet fra Korea og plantet i en dansk familie. Men hun følte sig uelsket og udenfor i mange år. I dag har hun endelig fundet hjem i sig selv – og på Bornholm.

To overdådige blomstermotiver lyser op på væggene i Anne Sofie Meldgaards hjemlige atelier ved Østermarie.

– Dette værk er jeg lige blevet færdig med, fortæller hun og kaster et vurderende, men tilfredst blik på et kvadratisk lærred, hvor farvestrålende og særprægede blomster og vækster vælter frem fra en kæmpe krukke med geometrisk mønster.

– Jeg har fundet det her blomstermotiv, fordi det netop er et motiv, som mange forbinder med noget livsbekræftende. Det er også meget let afkodeligt, forklarer hun.

Udenfor er de første velkendte forårsbebudere igen begyndt at lyse op i det vintergrå landskab. Men hos billedkunstner Anne Sofie Meldgaard vokser blomster altså frem året rundt, når hun med pensler og oliemaling vedvarende og eksperimenterende skaber sine særprægede og vildtvoksende blomsterbilleder her fra sit stueatelier, hvor væggene gør det ud for staffelier.

– Da jeg i sin tid startede med dette motiv for 16-17 år siden, var jeg selv utrolig overrasket over, at jeg begyndte at male blomster, fortæller hun.

– Den retning havde jeg på ingen måde ønsket at gå tidligere. Men jeg ville gerne eksperimentere med det, der kom til mig, siger hun og byder på kaffe i det tilstødende køkken.

– På akademiet blev vi oplært i at tænke og være kunstner på en bestemt måde. At male blomster er det stik modsatte af elitær kunsttænkning. Men det var min måde at insistere på, at der findes noget, der er godt, uddyber hun og smiler over spisebordet, hvor en potte med hvide tulipaner står som tavse tilskuere til interviewet.

– På den måde bliver mine blomster også lidt for meget. De vokser i alle retninger som en eksplosion af farver, liv og kraft. De er larmende og konfronterende, men det ligger måske meget godt til mig, siger hun og slår en varm latter op.

– Hvis jeg ikke får malet, føler jeg, at jeg er en sur karklud, der skal vrides op. Der er noget, der skal ud. Jeg SKAL skabe noget,” siger Anne Sofie Meldgaard. Foto: Joan Øhrstrøm

Ville ligne Agnetha Fältskog fra ABBA

Som barn brød hun sig imidlertid ikke om at lyse op i landskabet. Dengang ville hun gerne blende ind i mængden.

Men oplevelsen af at stikke ud havde hun ganske tidligt. For som adoptivbarn fra Korea kunne hun med sine sorte lokker og brune øjne ikke gemme sig i børneflokken.

– Når et lille barn vokser op og ikke rigtig har nogen, det kan spejle sig i, fordi det ikke ligner de andre, så giver det jo en meget tidlig bevidsthed om at være anderledes. Og selv har jeg været under fire år, da det gik op for mig, at jeg ikke var som de andre.

Dengang boede hun med sine nu afdøde forældre på landet i Jylland lidt uden for Randers, hvor de var flyttet til fra København, og mens moren arbejdede med marketing og faderen som bådbygger, gik hun selv i børnehave i den nærmeste lille by.

– Og en dag var der en pige, der bed mig i kinden. Jeg havde det bidemærke ret længe.

Hun lader en hånd hvile på kinden.

– I dag tror jeg ikke, at hun bed mig, fordi jeg er adoptivbarn.

Men det var den følelse, det skabte inde i hende selv, fortæller hun.

– Det var den første gang, jeg fik følelsen af, at jeg var anderledes. At jeg ikke måtte være der. Og det forbandt jeg med, at jeg også så anderledes ud, siger hun og holder blikket tavst nogle sekunder.

– Hele min barndom syntes jeg selv, at jeg var noget af det grimmeste, kommer det så.

– Når jeg kiggede mig selv i spejlet, ville jeg ønske, at jeg lignede den lyshårede popstjerne Agnetha Fältskog fra ABBA. Men det gjorde jeg altså bare ikke, siger hun og slår opgivende ud med armene.

At hendes danske adoptivforældre ellers behandlede hende, som var hun et ganske almindeligt dansk barn, hjalp heller ikke stort, husker hun.

– De kunne jo ikke tage et stort viskelæder og viske mit udseende og min baggrund væk. Jeg var jo anderledes, siger hun og fortæller, at hun heller ikke troede forældrenes venner, når de ville røre hendes hår og sagde, hun var køn og yndig. For sådan følte hun sig slet ikke.

– Jeg lignede jo ikke de andre. Min storebror er også adopteret, men han er fra Danmark, så han blendede bare ind med sit lyse hår og blå øjne.

Drømmen om det normale familieliv

Men for Anne Sofie forfulgte følelsen af ikke at passe ind hende som en skygge op gennem skoletiden. Og det var ikke kun hendes eget eksotiske udseende, som stak ud. Det gjorde hendes barndomshjem også.

– Ikke nok med, at jeg var adoptivbarn. Mine danske forældre kom også fra København, så vi var i forvejen fremmede i Randers. Og så var mine forældre en del ældre, ligesom de også var interesseret i kunst og litteratur, og det var man ikke lige der.

Har du følt dig rodløs?

– Jeg har ikke følt mig rodløs, men jeg har følt, at jeg måtte stykke mig selv sammen, så jeg gik meget rundt i min barndom og forsøgte at spejle mig i folk, jeg gerne ville ligne.

– Min mor havde nogle psykiske udfordringer, men jeg opholdt mig meget hos min veninde, de var en rigtig kernefamilie med mor, far og barn.

Selv blev hun skilsmissebarn i en alder af fire år, hvor hun flyttede med sin mor til Randers i et socialt boligbyggeri. Faderen så hun derfra en gang om ugen.

– Vi skulle dog altid hurtigt hjem igen, fordi han havde så travlt med sit arbejde. Men min venindes familie ville mig rigtig gerne, og de kom til at have en stor værdi for mig. De interesserede sig også for kunst. Og der var rent og ryddeligt. De ryddede op, inden de gik i seng om aftenen. Det gjorde min mor ikke. De havde gæster og lavede lækker mad, det gjorde vi heller ikke.

– Så sådan et hjem ville jeg gerne have som voksen.

Er det stadig en værdi for dig?

– Det er faktisk et godt spørgsmål.

Hun tænker lidt med hænderne om kaffekoppen.

– Jeg har hele tiden sagt, at jeg gerne ville det normale familieliv, fortæller hun så og fortsætter nærmest hviskende, som var det en hemmelighed.

– Men jeg har ikke brudt mig om det.

Selv mødte hun sin eksmand på kunstakademiet. Og med to små kunstnerindtægter var deres økonomiske rækkevidde med to børn også begrænset, husker hun.

– Vi har heller ikke holdt ferier. Vi har ikke været på skiferier, til Lalandia eller strandferier i Thailand, som man måske forventer det i en kernefamilie. Det har mine børn aldrig prøvet, siger hun og ser et øjeblik tænksomt frem for sig.

– Men jeg ved heller ikke, hvad det normale er…, kommer det lidt efter.

– Man må bare prøve at leve. Et skridt ad gangen. Og måske skulle man bare tage ordet "normal" og skylle det ud i lokummet.

– Jeg har nok levet det meste af mit liv med modstand, men man skal have lov til at være glad. Og jeg bliver både glad over at lave de malerier og egentlig også glad over at se på dem,” siger Anne Sofie Meldgaard om sine farverige blomstermalerier. Foto: Joan Øhrstrøm

Morfarens Storm P.-univers

Det gjorde hendes morfar uden at blinke, husker hun.

– Og for mig som barn var det fantastisk at opleve, at man kunne være så ligeglad med, hvad andre tænkte, som min morfar var. Han havde fundet sin måde at leve på, siger hun og fortæller, at hun ofte tilbragte ferierne hos bedsteforældrene på Amager.

– For eksempel kunne han finde på at gå rundt i haven med uldsokker i sandalerne og spille blokfløjte for træerne og fuglene, fordi han havde lyst til det. Og over hans seng havde han hejst et fjernsyn med et snoresystem og tuschpropper på pinde, så man Storm P.-agtigt kunne tænde fjernsynet eller lyset i loftet uden at stige ud af sengen.

Faktisk kendte morfaren også Storm P. og rejste også rundt og læste digte op sammen med ham. På den måde var min morfar et meget specielt menneske og egentlig en kunstnertype.

– Og så var han også en samler og samlede ting og sager, hvor han nu kom frem, fra skraldespande eller fra gaden, så derfor havde han alverdens forskellige ting i sit værelse, som var sjovt for mig at være i, fordi man kunne altid finde noget. Inklusiv meget store mængder af støv, som sikkert har været sundhedsskadeligt, siger hun og griner.

– Men han havde en evne til at være meget fordybet og optaget af de ting, som optog ham.

Ingen mad i køleskabet

Både morfaren og mormoren var lærere. Hvor hun var en af de første kvindelige fysiklærere herhjemme, sørgede morfaren, der var født i 1908, for at børnene fik seksualundervisning i skolen.

Til gengæld måtte børnebørnene selv sørge for aftensmad, for morfaren nøjedes selv med at spise frugt og nødder fra haven, mens mormoren kun købte kager, så køleskabet var tomt.

– Så der fik jeg også et lille indblik i, hvilke mangler min mor havde haft i sin opvækst.

Alligevel nød hun ferierne hos den excentriske morfar.

– Når jeg var hos ham og min mormor, fandt jeg selv ting, som jeg lavede noget af. For eksempel fandt jeg på et tidspunkt nogle gamle korkpropper og en gammel læbestift og fandt på at lave mine egne stempeltryk. Og det fantastiske var, at jeg ikke blev forstyrret undervejs, men fik lov til at fordybe mig i at lave med forskellige materialer. Og det er dybest set det, jeg gør nu i mit virke som billedkunstner, siger hun.

– Og selvom jeg ikke havde lyst til at leve som ham, inspirerede besøgene hos min morfar mig til at tro på, at det, jeg drømte om, godt kunne blive til virkelighed.

Hun tier lidt.

– Samtidig vidste jeg også godt, at min morfar var småskør. Han var også indlagt på det psykiatriske hospital Sct. Hans i over et år, men han var først og fremmest en original, der var ligeglad med, hvad andre tænkte.

"Den altomfavnende mor"

Hendes mor blev ikke indlagt som hendes morfar. Alligevel mærkede hun det ’måske nedarvede’ dysfunktionelle mørke kaste skygger ind i hendes egen opvækst.

– Jeg tror, at min mor i mange år levede med en ubehandlet depression, og det har skabt mange udfordringer for mig senere i mit liv. Min storebror flyttede, da han var 19 år, mens min mor begyndte at isolere sig selv mere og mere. Til sidst havde hun ikke rigtig noget socialt liv, så jeg følte et stort ansvar, fordi jeg var den eneste, der var der. Og fordi hun havde det så svært, var det svært at skabe nogle muligheder for mig, som ikke handlede om hende.

– Jeg tror faktisk, at mine forældre gjorde det, så godt de kunne. Jeg havde været et ønskebarn. Måske endda mere end mange af de andre i skolen, der var kommet til verden lidt tilfældigt, mens jeg var blevet hentet til Danmark, fordi mine forældre gerne ville have mig.

– Jeg følte mig bare ikke elsket. Og det har været en sorg for mig, at jeg ikke fik den kærlighed fra mine forældre, som jeg havde behov for, ligesom det var en stor sorg for mig, at jeg ikke fik den mor, jeg ønskede mig.

Hvad var det for en mor?

– En altomfavnende mor, som kunne stå der med et forklæde og bage boller. For at sige det virkelig dumt. Jeg ved ikke, om sådan en mor findes, men det var sådan en mor, jeg drømte om. En mor der altid griber dig, og som altid er der og støtter dig med sin ubetingede kærlighed.

– Jeg vidste godt, at mine forældre elskede mig, men jeg kunne ikke rigtig mærke det.

Hvordan har det påvirket dig sidenhen?

– Det har jeg virkelig bearbejdet meget – for eksempel ved at tage nogle terapitimer. Dem har jeg haft mange af. Det har været en fantastisk stor hjælp for mig, fordi det har givet mig en indsigt i mit eget prækodede mønster, så jeg for eksempel har valgt mennesker ud fra at være panisk angst for at være alene, siger hun og ser ned.

– Det har både ført til uhensigtsmæssige valg og stress på grund af et overbelastet nervesystem, fordi jeg kom til at overskride for mange af mine egne grænser. Men det bundede i, at jeg var så bange for at være alene, så jeg har haft faste kærester, fra jeg var 19 år, til jeg var 47 år. Det er først de sidste fire år, jeg har prøvet at være alene. Og først dér skulle jeg for alvor lære at elske mig selv.

En skelsættende oplevelse

Men opvæksten var også præget af lyspunkter. For kunsten blev tidligt et frirum.

– Jeg har egentlig altid tegnet. De fleste børn holder op med at tegne og male og udtrykke sig. Jeg er bare fortsat. Og det har at gøre med den her oplevelse som barn. At kunne fordybe sig. Og få lov til at være i fred med det, der optog mig, siger billedkunstneren, som aldrig glemmer sit første personlige møde med oliemaleriet.

– Jeg står i gæld til mine billedkunstlærere i folkeskolen og gymnasiet, som betød meget for mig. For min billedkunstlærer i folkeskolen lod mig også lave et oliemaleri, da jeg gik i 8. klasse. Det var ret skelsættende, forklarer hun med tiltagende begejstring i stemmen.

– For her fik jeg følelsen af, at der faktisk findes noget i det her liv, der er fuldstændig vidunderligt!

– Så derfra fortsatte jeg faktisk bare med at lave oliemalerier og kom også på kunstakademiet, da jeg var omkring 20 år.

Siden har hun haft en lang karriere som billedkunstner med udstillinger på et hav af museer og kunsthaller herhjemme og i udlandet. Og hun bliver stadig aldrig træt af at starte forfra med det tomme lærred foran sig. Men hvad er det ved at male, der er så vidunderligt?

– Det føles stadig som at lege, da jeg var barn. Som barn havde jeg en rigtig god legekammerat. Og vi kunne lege sammen i timevis. Vi kunne lave mudderkager eller sætte os op i et træ og spise blommer. Vi fandt hele tiden på ting, der gjorde, at tid og sted forsvandt, så vi glemte, hvilket tøj vi havde på, og hvornår vi skulle ind, fordi vi blev så optaget af legen.

Sådan har hun det også, når hun maler, forklarer hun. Tiden forsvinder, når hun bliver optaget af legen med billedet.

– Og det sjove er, at jo mere besluttet jeg er på at male et bestemt motiv som en blomst, jo mere fri kan jeg også være inden for den ramme.

Selvom hun har malet blomster i 17 år, føles hvert maleri som ukendt område, hun skal ud at undersøge, forklarer hun.

– Det, jeg ikke fik med i sidste billede, er som regel det, jeg tager udgangspunkt i, når jeg skal male et nyt billede. Og så kan jeg give mig selv nogle dogmer om, at det for eksempel kun må males i grå nuancer. Men når jeg så går i gang, kan det være, at det hele alligevel bliver lyserødt. For jeg bryder også mine egne regler. Det er en del af legen, ligesom når man som barn siger, at man kun må gå i gummistøvler, indtil man finder ud af, at man hellere vil have sandaler på.

Alligevel har de dogmer, hun sætter for sig selv, en funktion.

– Det er startskuddet til at komme i gang. For hvis jeg skulle sidde og tænke mig selv til værket, så kommer jeg ikke i gang. Men på den her måde får jeg lavet noget, og det er egentlig det vigtigste. Hvis jeg ikke får malet, føler jeg, at jeg er en sur karklud, der skal vrides op. Der er noget, der skal ud. Jeg SKAL skabe noget.

– Jeg synes, at livet er spændende og værd at leve. Men det er også en livsindstilling, siger Anne Sofie Meldgaard. Foto: Joan Øhrstrøm.

Hjemme for første gang

Som ung skabte hun sig også et hjem og en familie med sin eksmand, som hun fik to børn med. Det var også i den periode, da hun var i 20'erne, at hun ”skabte” sig selv i et nyt selvbillede, fortæller hun.

– Jeg slap følelsen af at være anderledes og begyndte i stedet at forholde mig til mig selv i forhold til andre, siger hun og lader en hånd køre gennem de lange sorte lokker, der synes at leve deres eget liv.

– Måske hang det sammen med, at jeg selv fik børn. Jeg kan huske, at jeg stod med min søn i favnen. Han vidste, hvem hans biologiske mor og far var. Den følelse havde jeg jo aldrig selv haft. Men der gik det op for mig, hvor meget genetik betyder. For jeg har jo aldrig selv følt mig genetisk forbundet med mine danske forældre, siger hun.

– Men min søn ligner mig utrolig meget, så da jeg blev mor, tænkte jeg meget over genetik og social arv. Jeg er selv påvirket af min danske opvækst og kender ikke mine koreanske forældre, så jeg er en underlig blomst, der kommer op af jorden, men ikke rigtig kommer nogen steder fra.

Siden har hun omplantet sig selv og sin familie i den bornholmske muld.

– Vi boede i København, men jeg drømte om et liv på landet uden for storbyen. Med to kunstnerindtægter var vi ikke kreditværdige til at købe vores eget hus, men da min eksmands mor døde, arvede han sin morfars malerier, som han solgte. Da han så størrelsen på checken, sagde han: "Så er det Bornholm eller Lolland".

Selv havde hun aldrig tidligere været på øen, men sammen brugte parret en vinterweekend på at finde deres nye bornholmske hjem.

– Det eneste, vi ikke så, var Østermarie, men da ejendommen viste sig, vidste vi, at den var vores, siger hun og lyser op i et smil.

– Og jeg følte mig straks hjemme, da vi kørte ned ad indkørslen.

Hun spærrer øjnene op i et undrende blik.

– Sådan har jeg aldrig haft det med et sted før!

Masser af modstand

Til gengæld har Anne Sofie Meldgaard siden haft flere svære perioder med både sygdom, stress og skilsmisse. Faktisk har der været masser af modstand i hendes liv, fortæller hun. Men på spørgsmålet om, hvilken periode der har været sværest, er hun ikke i tvivl.

– Værst var det, da min eksmand blev alvorligt syg, og børnene var små, men vi ikke havde nogen til at hjælpe os. Vi havde begge to mistet vores mødre på det tidspunkt, og vores fædre ønskede ikke at hjælpe. Og vi havde ikke nået at etablere os rigtig her endnu. Vi kendte ikke folk, så der følte jeg mig virkelig alene.

Hver aften ringede hun forgæves ind til Psykiatrifondens hjælpetelefon som pårørende, men først da hendes eksmand blev udskrevet, kom hun igennem.

– Jeg talte med en erfaren sygeplejerske, som jeg forklarede, at jeg ikke var sikker på, at jeg kunne mere, siger hun stille.

– Min eksmand havde været indlagt i to måneder, og i mit daværende bijob skulle jeg møde hos bageren klokken 5.30, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med børnene, eller hvordan jeg skulle betale vores regninger.

"Du har slet ikke nået din grænse endnu. Jeg kan mærke, at du er ressourcestærk", sagde sygeplejersken, og det blev afgørende for Anne Sofie Meldgaard. For enten kunne hun blive sur på den erfarne stemme i røret eller vælge at tro på den.

– Men jeg havde ikke andet at tro på, og det ændrede mit syn på mig selv og min situation, at jeg pludselig betragtede mig selv som stærk. Det år nåede jeg at lave to museumsudstillinger ved siden af mit bagerjob og mine børn, som jeg næsten skulle passe alene i den periode.

Seks år senere valgte parret at gå hver til sit, men er i dag stadig fine venner.

– Min eksmand har endda sagt, at mine malerier er blevet bedre, efter vi er blevet skilt, så man kan se på malerierne, at det var den rigtige beslutning. Men vi har stadig en samhørighed, som jeg ikke har haft med nogen anden mand, og mødet med mine børn vil jeg sige har fuldendt mig i forhold til min kærlighedsoplevelse.

Gennem sine forældre lærte Anne Sofie Meldgaard kun, at kærlighed er betinget.

– Og jeg levede under den opfattelse det meste af mit voksenliv, indtil jeg indså, at jeg også havde den adfærd over for mine børn, siger hun og udbryder klagende:

– Det var RÆDSELSFULDT at erkende.

– Det havde været min prækodning at tænke sådan, og jeg har fortalt mine børn, at jeg er helt forfærdelig ked af, at jeg har udsat dem for det. Da jeg lærte at elske mig selv ubetinget, kunne jeg også elske dem ubetinget.

Hvordan lærte du det?

– Ved at lære at være overbærende over for mig selv, så jeg ikke længere har en forestilling om, hvem jeg skal være, eller hvordan jeg skal agere, men have en lige så undersøgende tilgang til mig selv som til mine malerier. I stedet for at lade mig styre af mit ego. Som om jeg ved alting. Der ligger en meget stor kraft i tilgivelsen. Også af sig selv. Og så tage sit ansvar på sig og forsøge at ændre sig til det bedre ud fra ens nuværende bevidsthed.

Veltilrettelagte tilfældigheder

For vi vælger selv, hvordan vi stiller os i tilværelsen, mener hun.

– Jeg kunne godt have druknet mig i selvmedlidenhed over at være adoptivbarn, men man kan også vende det om og sige, at det da er spændende, at jeg tre måneder gammel fik min første flyvetur til en anden verdensdel.

– Jeg synes, at livet er spændende og værd at leve. Men det er også en livsindstilling. For man kan netop altid sidde og være selvmedlidende og sige, at man ikke har det job, den mand, de børn, den chef eller de penge, man kunne ønske sig, men så fastlåser man sig selv i en tilstand af utilfredshed.

– Men man kan også vælge at skabe sit eget narrativ ud fra de ting, man har fået givet. For i hvilken som helst situation har man et valg. Man vælger ikke selv, om man bliver syg, men man vælger, hvordan man vil reagere på det. Selv hvis man sidder som pilot i et fly, der styrter, kan man vælge at panikke eller skyde sig selv ud i katapulten og håbe på det bedste. Der er næsten altid et valg, siger kunstneren, som ikke tror på tilfældigheder.

– Det er noget, jeg er begyndt at tro på inden for de seneste år, fordi jeg begynder at kunne forbinde nogle punkter i mit liv. Da jeg var barn, havde jeg malebøger med punkter, man kunne forbinde, og så blev det måske til en giraf, siger hun og tegner med fingeren et prikmønster på den blå dug imellem os.

– Sådan tænker jeg også om mit liv nu, siger hun og ser op.

– Punkterne hænger sammen og danner et større billede af, hvem jeg er i de ting, der er sket i mit liv, selvom vi ikke altid selv kan se det. Og en af tingene er, at jeg finder ud af, at jeg er ret ressourcestærk. Det har jeg måske altid været, men ikke altid været bevidst om, siger Anne Sofie Meldgaard, som altså tror på en større mening.

– Jeg har hørt en sige: "Der er intet så veltilrettelagt som tilfældigheden". Det synes jeg jo er rigtigt. Selv tror jeg på Gud. Og når jeg giver slip og lader mig synke ned i, at jeg ikke selv er Gud, så kan jeg også slappe af i, at der er styr på det hele, så jeg for eksempel ikke behøver at bekymre mig om, om du stiller de rigtige spørgsmål, siger hun og læner sig tilbage på stolen.

– Jeg gider heller ikke bekymre mig for, hvilket vejr det bliver i morgen, for det har jeg ingen indflydelse på, men jeg har indflydelse på, om jeg tager regntøj på eller ej, så på den måde handler livet om at tage de valg, man har, og slappe af i de valg, man ikke har.

Gav slip

Det lærte hun for alvor, da coronakrisen brød ud.

– Jeg skulle over at lave nogle tryk i København, så jeg kunne sælge nogle litografier, men så lukkede landet ned. Jeg havde måske fire jobs i kalenderen, men det hele blev annulleret. Så der sad jeg den 11. marts 2020 og havde slettet alle indkomstmuligheder i min kalender, siger hun og lader blikket vandre rundt i huset.

– Jeg sad her i mit hus med mine to børn som eneforsørger, men nu var min indtægt væk. Og jeg var faktisk tæt på at panikke ved tanken om, at vi skulle dø af sult. Men så tænkte jeg også: Hvad får jeg selv og mine børn ud af det? Så jeg vendte den om: Hvad nu hvis det hele går fuldstændig fantastisk? For den tanke holdt jeg mig i gang.

Et par dage efter modtog hun en e-mail fra Bornholms Kunstmuseum, der gerne ville erhverve et af hendes værker, fordi de havde fået en fondsstøtte.

– Og da tænkte jeg: "Tak, Gud! Tak, fordi du hørte min bøn!". Og det vidste jeg bare var, fordi jeg havde resigneret. For da jeg gav slip, så kom hjælpen.

Hvad er vigtigt i livet?

– Jeg tror, det er vigtigt at have en så høj grad af livskvalitet som muligt. Og for mig handler høj livskvalitet ikke om, hvad der står på bankkontoen, men om at kunne leve et liv, hvor jeg gør de ting, jeg kan lide at gøre, og hvor jeg føler, at det, jeg laver hver dag, er meningsfuldt. Derfor bliver jeg også ved med at insistere på, at det er det her, jeg vil, siger hun.

– Det virker, som om mange har troet, at livet handlede om at tjene mange penge, men det er virkelig op til revidering nu. Derfor kan jeg godt forstå, at mange er bange. Men alt det, der er der nu, har været der hele tiden. Nu er vores bevidsthed bare blevet ændret. Jeg kan også blive bange, men jeg kan også slukke for mit fjernsyn. For det, man giver opmærksomhed, vokser. Dommedagsprofetier og katastrofetænkning er jo heller ikke nye opfindelser.

– Jeg prøver ikke at negligere den globale situation, men en af grundene til, at jeg laver mine malerier, er at fastholde, at livet er smukt og dejligt, siger hun og lader igen et smil vokse frit frem i ansigtet.

– At lave kunst er måske også en måde at forstå, hvem man er. Vi lever forlæns og forstår bagudrettet, men jeg synes stadig, at der bliver ved med at være noget i de vildtvoksende blomster, der tilføjer nogle erkendelser på tilværelsen.

Hvad kunne det være?

– Jeg har nok levet det meste af mit liv med modstand, men man skal have lov til at være glad. Og jeg bliver både glad over at lave de malerier og egentlig også glad over at se på dem, siger hun.

– Og jeg har givet mig lov til at beskæftige mig med det skønne. For det er føde for sjælen.

Blå bog

Anne Sofie Meldgaard. Født i Korea 1974. Voksede op i Randers med danske adoptivforældre. Billedkunstner og underviser på Bornholms Højskole. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1994-2000) samt på Kungliga Konsthögskolan, Stockholm (1998). Hun har udstillet på adskillige danske museer og kunsthaller – såsom Himmerlands Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum, Bornholms Kunstmuseum og Huset for Kunst og Design, Holstebro. Bor og arbejder i Østermarie. Har to børn på 17 og 22 år med sin eksmand.