Garde slår på tromme for nyt korps

Garde slår på tromme for nyt korps
Bornholmer Garden søger børn i alderen fra otte til 11 år. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
NOTITS | KULTUR | 29. JAN • 16:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | KULTUR | 29. JAN • 16:00

Bornholmer Garden mangler børn, som vil spille på et bestemt instrument.

Hvad gør man, når børnene bliver så store, at de flytter fra Bornholm? I Bornholmer Garden prøver man at finde nogle nye.

Mere konkret drejer det sig om børn, som har lyst til at spille på tromme.

– Igennem mange år har der været trommekorps i Bornholmer Garden. Alle de store drenge, der spillede der til sidst, er desværre nu blevet så gamle, at de er rejst fra øen, for at studere, eller har travlt med at stifte familie. Derfor står garden nu uden trommekorps, fortæller dirigent Trine Dahl Nielsen i en pressemeddelelse.

Det er baggrunden for, at Bornholmer Garden nu inviterer interesserede børn til at være med til at opbygge et nyt trommekorps helt fra bunden.

– Børnene behøver ikke kunne spille noget som helst på forhånd, de skal bare møde positive op, fortæller Trine Dahl Nielsen.

Det foregår 5. februar i Gardens Hus i Lille Madsegade i Rønne, hvor der skal spilles på både lilletromme, stortromme, bækkener og forskellige slags rytmeinstrumenter, og holdet er åbent for piger i drenge i alderen 8 til 11 år.

– Vi er meget klar til at møde de nye trommeslagere, og skulle der være nogle, der hellere vil spille på et af vores andre instrumenter, så skal man også være så velkommen, fortæller Trine Dahl Nielsen.

FÅ ABONNEMENT