Gamla Ola å Milkakuskejn

Glemte digte vækkes til live – med sproget, livet og skæbnerne, som de stod skrevet dengang.

På Bornholmsk Ordbog er vi efterhånden kommet langt med at digitalisere det meste af det, der er skrevet i de bornholmske aviser i 1900-tallet. Og det er faktisk ikke så lidt, for i en god del af århundredet var der jo hele tre lokale aviser og dertil også flere ugeblade.

I den seneste tid har Troels Jørgensen siddet i Aakirkeby og arbejdet sig gennem en lang række årgange af Bornholms Social-Demokrat og Bornholmeren, som den senere kom til at hedde, og ud af den store bunke af forskellige tekster, som han har digitaliseret, har jeg trukket to digte af Otto J. Lund, som læserne ikke skal snydes for. De er måske ikke helt så kendte som flere af Lunds andre digte, da de ikke indgår i de to større digtsamlinger, “Lyngblomster” og “Enj Urtakåst”, fra hhv. 1930 og 1933. Dagens to digte udkom nemlig først nogle år senere.

Karakteristisk for Lund er det, at hovedpersonerne i digtene findes på de lavere trin af den sociale rangstige. I det første digt møder vi “Gamla Ola”, der som dreng kom til Bornholm fra Sverige, fik et hårdt liv og blev glemt af de fleste. Digtet stod at læse i Bornholms Social-Demokrat d. 21/12-1935. Det gengives her med originalens retskrivning, når man ser bort fra brug af ‘å’ for ‘aa’:

Gamla Ola

Jâ hâusar gamla Ola me Hunj å me sinj Kat.

Så stiv va hela Ræukan, for hanj hadde tâd fat.

longsjægjuer å fæler, å Kladdana va grå – –

hanj kunje svinja Pløjlinj, ded kanj ni lida på.

Som lidenj Vâutehorra frå Sværri kom hanj hid,

sin va hanj livel Hâudrænj, men tjænte bâra lid.

Va starker som enj Jætta å slævada for to,

men kunje ævent tjæna te Fø å Klæ å Bo.

Så fijkj hanj saj en Konna, hon va lesom hanj sæl

et Skrov, men Ola synjtes a alt nu va så væl.

Nu gjikj hanj så på Dâløn, sled som hanj kunje bæst,

men jemma hos sinj Lina va Lived som en Fæst.

Te Jem di hadde fåd dom en Brakka på tre Rom.

vår altinj va forlada å ver å stiva om.

Lergol der va i Stâuan, å âvenj Ilara,

å fira bâra Vægja, to Vinju, tuena.

Mæn skrâl ble Olas Lokka, som ota de kanj gå.

Kon va ju hal skraduren å nikkada snârt å.

å så gjikj Ola ena i Vinjterdâ å Frøst,

når Autana ble longa, va Flaskan hansa Trøst.

På Arbajsgårenj Ola fikj ænna sina Dâ,

å så tre Âlna Jor di ju hannem nu âu gâ.

Hans uzla Liv å Værka di mæste hâ forgat – – –

hanj hadde mæn to Venner – enj Hunj og så enj Kat.

Dagens andet digt, “Melkakuskenj” blev trykt i samme avis præcis tre år senere, d. 21/12-1937. Nok har mælkekusken et lettere liv end Gamla Ola, men som sine heste må også han sande, at pisken altid står klar til at give en en over nakken. Også dette digt anføres med originalens retstavning, men med rettelse af enkelte åbenlyse fejl.

Melkakuskejn

Vær Mârn hanj kommer balranes,

hanj må nok gjorra ota.

For Vænj kanj varra ila nok

å long e âu hans Rota.

Hanj må astâ i Sne å Rog

å mæst karshoja Driver,

mæns Boninj i sin varma Sænj

nu gassar saj å sniver.

Hær Kar å Øij må jælpes te,

di e så goa Venner.

Hanj klappar dom på dorra Læn

me sina håra Hænner.

Denj baskua e vellu nok,

hon habbar ad denj bruna.

Et Snæul hanj e âu, sânt å saj.

vil bâra gå å sluna.

De sjer ju âu enj ynjka Gong,

hanj Svøvan får å smâga.

“Dit Skobbatrâu, du mener nok,

a du âu sæl ska âga.”

Hanj vispar lid me Rompan ad.

“De e nok senninj Vâna,

å va nok inte ila ment,

me Ro enj ska mæn tâ’na.”

Enj Melkakusk får sjita Or.

“Der kommer hanj nok nera

denj Drabbesenj, hanj kunje då

âu spo saj i Gr?n mera.”

Men hanj, som Bruninj, tænjkjer nok,

di men’ad ente ila,

å Kanjan sættes vârsamt ner

for ente Melken spila.

Jo, Varden Svøvan hâr teres,

ni ska slet ikje ina.

Bruninj sina Rap nok får,

Å Melkakuskenj sina.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk