Forening vil være kollektivt ledet

Forening vil være kollektivt ledet
Ole Stigemo trækker sig som formand, og ingen kommer til at overtage posten. Foto: Marine Gastineau
KULTUR | Tirsdag 25. marts 2025 • 19:00
KULTUR | Tirsdag 25. marts 2025 • 19:00

Om to uger flyttes den afgørende stemme i Gudhjem By- og Museumsforening.

Hvis alt går efter planen står Gudhjem By- og Museumsforening om få uger uden formand. Og det er helt med vilje.

Formanden for Gudhjem By- og Museumsforening fremsatte i marts et forslag om to vedtægtsændringer, der indebærer, at den afgørende stemme i foreningens bestyrelse flyttes fra formanden til en kollektiv ledelse. Forslaget til ændring af vedtægternes §7 og 8 blev behandlet på

foreningens generalforsamling den 13. marts, og blev i princippet godkendt. Men da der ikke var mødt tilstrækkeligt mange medlemmer op til at vedtage forslaget, skal det behandles igen. Gudhjem By- og Museumsforening indkalder derfor til ekstraordinær generalforsamling den 7. april.

Svarer til deltidsstilling

Baggrunden for ændringsforslaget er, at der ikke er nogen, der vil stille op som formand, forlarer Ole Stigemo. Han har været formand for bestyrelsen i Gudhjem By- og Museumsforening i tre år.

– Vi laver vedtægterne sådan at foreningen i fremtiden tegnes af en kollektiv ledelse. Men skulle der være nogen, der gerne vil stille op som formand, så får vedkommende igen den afgørende stemme, hvis der skulle opstå stemmelighed, forklarer den 72-årige formand.

Ole Stigemo har i år meddelt, at han ikke ønsker at fortsætte som formand, og det er da også ham, der har fremstillet forslaget om at foreningens ledelse i fremtiden skal tegnes af koordinatorerne fra forenings tre hovedgrupper: dem der står for det frivillige arbejde i henholdsvis museet, byarbejdet og den eksterne kommunikation.

Ved siden af formandsposten varetager Ole Stigemo rollen som koordinator for Gudhjem Museum, og han vurderer at der ligger omkring 20 timers arbejde om ugen i at passe de to poster.

– Jeg bruger blandt andet lang tid på at låne kunst ind til udstillinger. Dertil kommer planlægning, møder og så videre. Der er masser hele tiden, siger Ole Stigemo, der primært ønsker at koncentrere sig om arbejdet som museumskoordinator fremover.

Stort arbejdspres for en senior

Når Stigemos forslag genfremstilles er det ikke fordi, der ikke var opbakning til ham på generalforsamlingen den 13. marts. De formelle regler for vedtægtsændringer kræver imidlertid at totredjedele af medlemmerne stemmer for. Det ville kræve, at der var 200 medlemmer til stede på generalforsamlingen, hvis man som det er tilfældet i Gudhjem By- og Museumsforening er en forening med cirka 300 medlemmer, og det var ikke tilfældet.

På en ekstraordinær generalforsamling er det tilstrækkeligt med tilslutning fra totredjedele af de fremmødte, og Ole Stigemo forventer da også, at hans forslag bliver vedtaget den 7. april.

– Jeg håber, vedtægtsændringerne går igennem. Der var ingen, der prosterede imod dem på den ordinære generalforsamling, siger han.

Hvorfor ønsker du ikke at være formand længere?

– Jeg har sådan set aldrig ønsket at være formand. Men jeg blev for nogle år siden konstitueret som næstformand og da den daværende formand trak sig blev jeg valgt som formand, siger han.

Bag beslutningen om at trække sig som formand ligger nogle overordnede betragtninger.

– Det handler om, hvor stort et arbejdspres man ønsker som senior. Jeg har sådan set alt rigeligt i at være koordinator for museet, siger Ole Stigemo.

Hvad gør man, hvis der opstår uenighed i den kollektive bestyrelse?

– Det er sjældent, at der er uenighed i Gudhjem By- og Museumsforening. Men skulle vi komme i den situation, synes jeg det er meget passede, at det er den der sidder med området, der har den afgørende stemme, siger Ole Stigemo.

Generalforsamlingen starter klokken 19.00 på Biblioteket i Åbogade.

Uddrag af vedtægtsændringer

§7. Nuværende ordlyd: ”Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand,
kasserer og sekretær. I tilfælde af stemmelighed ved afstemninger i bestyrelsen er
formandens stemme afgørende.”

Ændringsforslag: ”Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand,
kasserer og sekretær. Såfremt det ikke kan lykkes at udpege en formand blandt
bestyrelsens medlemmer, konstituerer bestyrelsen sig med en kollektiv ledelse
bestående af de tre koordinatorer for henholdsvis byforening, museumsdrift og
kommunikation, samt kasserer og sekretær.
I tilfælde af stemmelighed ved afstemninger i bestyrelsen er formandens stemme afgørende. Ved kollektiv ledelse har koordinator
for det område, afstemningen omhandler, afgørende stemme.”

§8. Nuværende ordlyd: ”Foreningen tegnes af formanden i
forbindelse med et andet bestyrelsesmedlem.”

Ændringsforslag: ”Foreningen tegnes af formanden i
forbindelse med et andet bestyrelsesmedlem, alternativt af den kollektive ledelse."

 

Priser uddelt

På generalforsamlingen uddelte Gudhjem By- og Museumsforening to priser til to lokale mønsterborgere. En til Kirsten Sode, der har taget initiativ til de populære Søndagssaloner på biblioteket, og en til Lars Funding for istandsættelsen af Jantzens Hotel i Brøddegade.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT