Folkemødet inviterer til demokratifest i Rønne

Folkemødet inviterer til demokratifest i Rønne
Folkemødet vil skabe et minifolkemøde i Rønne. Arkivfoto: Klaus Holsting
KULTUR | 10. SEP • 11:00
Holger Larsen
Journalist
KULTUR | 10. SEP • 11:00

Nyt initiativ skal sætte fokus på kommunal- og regionsrådsvalget.

Det skal være en slags minifolkemøde, når Foreningen Folkemødet inviterer til Bornholmermødet i Rønne fredag den 14. november. Det sker i anledning af kommunal- og regionsrådsvalget fire dage senere.

Bornholmermødet er et nyt initiativ, der sætter fokus på lokale samfundsforhold, politik og fællesskab, forklarer Signe Saabye Ottosen, direktør for Foreningen Folkemødet, i en pressemeddelelse:

– Formålet med Bornholmermødet er at samle bornholmere omkring det, der betyder noget for vores ø og samfund på en ny måde, der både er nærværende, engagerende og sjov. Vi ønsker at skabe en dag, hvor borgerne mødes lokalt for at dele ideer, debattere og lytte til hinanden, siger hun.

Ligesom ved Folkemødet vil der være debatter, aktiviteter og andre begivenheder arrangeret af nationale og lokale aktører. Herunder er der allerede et samarbejde med Constructive Institute, Musikhuzet, Bornholms Bibliotek, TV2 Bornholm og Campus Bornholm.

Foreningen Folkemødet håber, at flere endnu har lyst til at deltage som arrangør på Bornholmermødet. Det kan være alle fra den lokale virksomhed til det politiske parti til foreninger og organisationer med noget på hjerte, skriver Folkemødet.

– Vi håber, at der vil være stor interesse i at bidrage til Bornholmermødet, så vi kan skabe et bredt program, der afspejler Bornholms mangfoldighed. Eksempler på deltagelse kan være en café, der kunne tænke sig at arrangere et dialogkaffe-event, en organisation, der gerne ville holde en workshop eller debat. Rammerne er fleksible, og vi er åbne overfor alle gode idéer, siger Fiona Ross, projektleder for Bornholmermødet.

Året rundt

Bornholmermødet er et led i indsatsen "FM365", der handler om at levendegøre demokratiet og styrke samfundsdebatten med lokale arrangementer året rundt.

Bornholmermødet er muliggjort med støtte fra Tuborgfondet, der har bevilget 275.000 kroner til projektets arbejde med at engagere unge i den demokratiske samtale.

Det er gratis at deltage som publikum og være arrangør på Bornholmermødet.


Signe Saabye Ottosen ønsker at skabe et nærværende, engagerende og sjovt arrangement. Arkivfoto: Sofus Granlund


Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT