Flyttede ind i morfars hus, og snart er 'Sådan cirka for evigt' på gaden

Siff Cecilie Mossin flyttede for 10 år siden med kæresten til morens hjemø Bornholm, hvor hun er kommet hele sin opvækst. Siden har de fået to piger, og nu barsler hun igen. Denne gang med en roman.

Sigvard Mossin Kofoed boede på Strandpromenaden 16 i Sandvig frem til sin død i 2008. Han var en lokalkendt politiker og fungerede blandt andet som 2. viceamtsborgmester i en årrække.

I dag bor hans barnebarn, Siff Cecilie Mossin, i huset på Strandpromenaden, og hermed har denne artikel allerede rundet tre generationer i familien, nemlig Siff, hendes mor og altså morfaren.

Moren er jo et nødvendigt bindeled til morfaren, og hun tog gennem Siffs barndom hende gerne med "hjem" til Bornholm på besøg hos den bornholmske slægt.

Det der med at runde flere slægter i en tekst kender også Siff noget til, for hun udgiver snart sin debut som forfatter med netop en slægtsroman, "Sådan cirka for evigt".

Tre generationer, værsgo.

Men lidt mere detaljeret: 37-årige Siff Cecilie Mossin flyttede til Bornholm og ind i morfarens hus for 10 år siden sammen med kæresten, og de har nu to piger på henholdsvis tre og otte år. Siff har altså de lokale rødder på plads med en bornholmsk mor og slægt i øvrigt.

– Det er nok også derfor, vi har bosat os her, siger hun.

– Jeg er jo kommet her hele mit liv, ikke mindst i min morfars hus, som jeg så også er endt med at købe.

Opvæksten foregik ellers i Gammel Rye – "midt i skoven", siger hun – i Østjylland mellem Skanderborg og Silkeborg.

– Men vi havde også nogle perioder, hvor vi rent faktisk boede i Sandvig, siger hun.

Og så fik du lokket kæresten med hertil?

– Ja, og nu er han den, der helst ikke vil væk fra øen, haha. Det er jo kun godt, og det er det, der kan ske.

Hun er cand. mag. i filosofi fra Københavns Universitet, men dertil har hun også læst nogle år på et universitet i Vancouver, Canada, hvor hun havde lettere ved at fokusere på sin interesse for at kombinere natur og æstetik.

– Derovre har de faktisk et kæmpe fakultet, som er dedikeret til filosofi og natur, siger hun.

– Så der rejste jeg over og skrev speciale. Menneskets forbundethed til naturen interesserede mig, og det er også et undersøgelsesfelt for filosofien.

Naturen

I dag driver hun selvstændig virksomhed, hvor hun laver retreats for kvinder i alle mulige afskygninger, og hvor yoga kan være et element, men hvor fundamentet er en naturfilosofisk tilgang, som for deltagerne primært kan handle om at vende tilbage til sig selv, men som i et bredere perspektiv drejer sig om, hvordan man opfatter sig selv og sit liv.

Til kurserne kommer der kvinder fra Bornholm, men de fleste deltagere kommer fra resten af landet og opholder sig på Nordbornholm i fire-fem dage, fortæller hun.

Også hendes kæreste er selvstændig. Han skriver musik til film og reklamer.

Og nu udgiver du altså en skønlitterær bog, hvordan er du kommet på det?

– Ja, det har jeg egentlig altid gerne villet, siger Siff.

– For mig er det ikke en overraskelse, men det ved jeg godt, at det er for mange andre. Nu blev der endelig plads til det i mit liv, og det har egentlig hele tiden bevæget sig i den retning.

Det er en længe næret drøm?

– Ja, en længe næret drøm og en historie, som har været lang tid undervejs. Det er nok fire år siden, jeg for alvor begyndte at skrive på bogen, og det startede med nogle historier, min mor fortalte mig om vores slægt, som oprindeligt kom fra Sverige til Bornholm. Jeg har brugt det som en slags ramme til at lave en fiktiv fortælling, som er inspireret af nogle af de personer, som findes i min familie.

Jeg forstår, at bogen handler om Selma, som vender tilbage til sin barndomsø, fordi Marlon, hendes ungdomskæreste, er død og skal begraves få dage senere – men er det Bornholm, hun i din fortælling returnerer til, eller er der tale om en ø, som du ikke navngiver nærmere?

– Det er en ø, som ikke er nærmere navngivet. I mig er det selvfølgelig primært Bornholm, den repræsenterer, men øen bliver ikke som sådan stednavngivet, og der er også nogle ting, som rykker den mere nordpå. Der er for eksempel fjorde i fortællingen, som vi jo ikke har her. Er man bornholmer vil man selvfølgelig genkende en hel del i historien, men jeg holder det fiktivt, så den kan foregå alle mulige steder.

Eget forlag

Hvordan vil du beskrive bogen, hvad har din intention med den været?

– Det er en slægtsroman, som strækker sig over tre generationer, hvor man følger personernes liv og relation til hinanden. På en måde i forlængelse af alt andet, jeg beskæftiger mig med, er det også en kærlighedserklæring til naturen og handler om, at den også er en præmis og ikke bare en ressource eller noget, man beskuer. Det er faktisk en del af hele baggrunden for mit forhold til Bornholm og grunden til, at jeg bliver hængende her. Det er svært for mig at se andre steder, hvor jeg ville kunne leve og få samme fornemmelse af, at naturen trods alt stadig har plads og nogle steder også kan opleves lidt stor.

– Så det er klart, at den kærlighed, jeg altid har haft til naturen, i bogen får lov til at folde sig ud som en meget tydelig og dominerende ramme og vise, at det også nogle gange er mennesker, der må tilpasse sig naturen og ikke kun omvendt, siger Siff.

– Det er også lettere at vise, hvordan man kan være underlagt naturen ved at søge tilbage i tiden, og hovedpersonen i bogen er farmoren til barnebarnet, som vender hjem.

Hvordan har det været at blive færdig og kunne sige "jeg har skrevet en bog"?

– Fantastisk! Det er fantastisk at have et produkt, og det har været en spændende proces. Som ny, debuterende forfatter har det også været vildt at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til det og træde ind i den kultur, der er. Jeg er endt med at starte mit eget forlag og selv udgive bogen. Det er er sket i samråd med min redaktør, Rikke, som tidligere har arbejdet på Politikens Forlag og diverse andre steder. Vi har talt meget om, hvordan man får ejerskab til sit værk, hvad der er vigtigt for en selv, og hvilke kompromisser man eventuelt er villig til at indgå i for at få lov til at udgive en bog.

Og vel også hvilke, man ikke er villig til?

– Ja, haha, der er da nogle ting, der er meget vigtige for mig. Jeg har læst altid og elsket alle typer af bøger, og jeg havde brug for, at min egen bog også på ydersiden repræsenterer den fortælling, som er på indersiden, så der er nogle punkter, hvor jeg havde brug for at gøre tingene præcis, som jeg selv ønskede det, siger Siff.

"Sådan cirka for evigt" bliver i en pressemeddelelse af hendes redaktør, Rikke Luna Hall Mortensen, beskrevet som en rå og poetisk slægtsroman om svimlende kærlighed og ubærlig sorg – og om de øjeblikke, hvor livet er lige dele småt og stort, barskt og himmelråbende vidunderligt.

I forbindelse med udgivelsen den 23. maj afholdes der en reception i København, ligesom bogen også vil blive markeret i William Dam, Rønne, lørdag den 25 maj.

Siff Cecilie Mossin: "Sådan cirka for evigt" (udgives på Forlaget Grafit og er på gaden den 23. maj).

"Sådan cirka for evigt"

Vi bringer her de to første kapitler af Siff Cecilie Mossin debutroman, "Sådan cirka for evigt". Den handler om Selma, som vender tilbage til sin barndomsø, fordi Marlon, hendes ungdomskæreste, er død og skal begraves. Hjemkomsten bliver et rystende møde med det lille samfunds uforløste fortid.

Kapitel 1:

ØEN – NU – Åsa

De går mod nord, kvinden og hesten – følger den lange hylde, som naturen har skåret ud langs nordsiden af klippevæggen. Stien op på det flade plateau er så stejl, at hun må stå af og trække hoppen efter sig. Hun går til, selvom hun egentlig ikke behøver det, anstrenger sig til det yderste. Hun ved, uden at tænke det, at kroppens pine befrier hende for tanker.

Tågen er tæt, og kun et svagt blåligt skær på himlen over hende varsler, at en ny dag er på vej.

Åsa vikler sine fingre ind i hestens stride vinterpels og mærker, hvordan isen, der klamrer sig til de lange hår, langsomt smelter i håndfladerne. Hun begraver ansigtet i manen og ånder dybt ind, drejer hovedet lidt og ser ind i et enkelt, smukt øje. Hoppen står helt stille. De bløde næsebor udvider sig og lader en varm, hvid damp stige op og gå i opløsning. Ingen andre lyde end de tos åndedrag når herop på sletten. Hun tillader sig at dvæle en stund endnu, før hun sætter foden i stigbøjlen igen.

Det tager hende tre forsøg at komme op, og hun mærker ubehaget stramme sig sammen i maven til en urolig knude, idet hun lader Stjarnadrottning finde ind på stien igen – de skal ned.

På kanten af skrænten, der leder ned mod huset, standser de og ser ud over dalen. Frosten bider i kinderne, og Åsa sukker tungt. Den kolde vind får hendes øjne til at løbe i vand, og i et kort øjeblik brydes vinterlandskabet foran hende i tusinde glitrende spaltninger, og verden mister sin faste form.

Selv gennem det brudte lys fornemmer hun sine skygger som en tyngde skråt bag sig. Hun behøver ikke åbne øjnene, hun ved, de er der. At de venter på hende. Det er et halvt århundrede siden, den første skygge viste sig for hende, som en mørk summen i udkanten af hendes bevidsthed. Siden er flere kommet til. Hver morgen mærker hun, at deres vibration tætner lidt mere, og tyngdekraften føles knusende tung. Snart så tung som et bristet hjerte, og Åsa er ved at være træt.

Hun læner sig stille ind mod hoppen, en af hendes livs største velsignelser, og løfter trodsigt blikket mod horisonten. Længslen er stærk. Efter forår og lys. Efter en særlig varm og ru håndflade omkring nakken. Og efter hende. Hende, som tog afsted.

Kapitel 2:

ØEN – NU – Selma

Selma virrer med hovedet for at ryste tankerne fra hinanden. Luften er tyk og ulden af havgus, og hun stirrer ind i den massive hvidhed, hvor himmel og hav går i et. Selvom hun endnu ikke kan se den, mærker hun den tydeligt. Øen. Dens nærvær trænger ind under hendes hud, siver som et drop ind i blodets baner, som må udvide sig lidt for at gøre plads til denne nye substans. Selvom hendes indre system kommer under pres, går kroppen ikke til angreb på den nye indtrængen. Hver en celle kender øens nærvær og åbner sig villigt.

Og for første gang i meget lang tid kæmper hun ikke imod.

I stedet træder hun et skridt frem fra sit læ bag rælingen, vender ansigtet op mod den kolde vind, mens færgen, langsom som en snegl, ændrer retning og sætter kurs mod havnen.

Færgen er stor, og det tager tid at få lirket den ind på plads langs kajen. Så tæt, at landgangen kan orme sig ud og suge sig fast rundt om døren. Det massive skib og landgangen, så tynd som et plastiksugerør, passer perfekt sammen i hver deres umage form.

Der er kun et par enkelte passagerer ombord.

Lastbiler, tunge køretøjer og gods fylder færgens lastrum. Der er nye smartere færger nu, som sejler bunker af solhungrende turister til øen hver sommer. Stort set ingen bruger den gamle færge længere, og netop derfor har hun taget den.

På et postkort sendt herfra for længe siden læste Selma de velkendte og sirligt snirklede bogstaver, som fortalte om kendte og ukendte personers gøren og laden, om den begyndende regionale omlægning af landbrugsjord, om gamle Einars død og om de nye, hurtige færger, der gør det muligt at rejse til hovedstaden på kun fire timer. Ikke et ord om ham. Ikke én gang i alle de år. Ikke før nu. Nu da der ikke er mere at berette.

Hun lader blikket bevæge sig fra ansigt til ansigt på de få mennesker, der står stimlet sammen og venter ved landgangsdøren, og tillader, at skuldrene løsner lidt. Ingen, hun kender.

Færgen kæmper med at lægge til, og Selma må sætte sig på en polstret bænk for ikke at falde. Hun trækker vejret dybt. Tvinger lungerne til at udvide sig og trække sig sammen, suger luften ind gennem næsen og tæller: "en, to, tre, fire, fem, seks", holder pause med lungerne fulde. Kommer til at give slip på luften for hurtigt, så udåndingen bliver et højlydt prust. En kvinde foran vender sig kort om og sender hende et køligt blik. Sådan et blik, man på øen sender fremmede, der ikke har noget at gøre her.

Selma rejser sig. Hun kender det blik. Har selv sendt det mange gange.

Hun stiller sig frem foran kvinden uden at se på hende. Selma er alt andet end fremmed.

Alt andet end. Det er det, der får hende til at svede.

Så åbner døren ud mod landgangen, og sammen med de andre går hun igennem den og lader øen skylle ind over sig.

Omslaget til bogen