Fik grum besked af sin far: Mit sind er formørket af sort fortvivlelse

Den i dag 73-årige Morten Haahr voksede op i Klemensker, som han forlod som 20-årig, og efter nogle år i København skrev han hjem til forældrene, at han var homoseksuel – i øvrigt ligesom hans ældre bror. Som svar modtog han to breve, et fra far og et fra mor, og deres fulde ordlyd bringer han nu i sin bog om opvæksten.
"Mor er helt grå af sorg og græmmelse, og jeg er mere fortvivlet end nogensinde, men at forklare dig, hvilke følelser en Far har i en sådan situation, – mit sind er formørket af sort fortvivlelse, – og jeg forbander min svaghed, når jeg ikke har kunnet give jer en bedre og sundere påvirkning under jeres opvækst. Jeg bildte mig ind, at I havde et godt barndomshjem, at I fik en god opdragelse osv., men nu foreligger resultaterne, – begge ens sønner, – ens liv, håb og ønsker, er begge noget af det mest foragtelige, der overhovedet findes. Bøsser – ak, Gud hjælpe os, nu kan jeg næsten ikke tage mere ...".
Nej, da far og mor en dag i 1977 modtog et brev fra deres søn, Morten Haahr, som var flyttet til København, hvor han sprang ud af skabet og erklærede sig som bøsse, var far nær ved at knække midt over, som det fremgår af citatet fra hans svarbrev herover, som er dateret til den 17. november 1977.
Far, som i øvrigt var direktør for Bornholms Mejerisammenslutning indtil 1970, var dog godt klar over, at hans desperate svar var hård kost og havde derfor lagt brevet i hele to konvolutter, så da Morten åbnede første konvolut, lå der endnu én inden i med en advarsel om, at det måske var bedre for ham slet ikke at åbne den.
Det fortæller den nu 73-årige Morten Haahr til Tidende i forbindelse med, at han udgiver bogen "Far og søn – erindringsglimt" om opvæksten i Klemensker, rejsen til København, og hvordan han omsider nåede frem til en erkendelse af, hvem og hvad han var og er, og at hans seksuelle orientering altså retter sig mod mænd.
At han er bøsse.
Også hans mor sendte ham sit helt eget svarbrev på hans henvendelse til sine forældre, mere om hendes reaktion senere.
Med et brag
Sin bog omtaler Morten Haahr som "erindringsglimt" med små afsluttede tekster, hvoraf der er 80-90 stykker, som tilsammen danner en helhed og både tegner et tidsbillede af livet i en lille stationsby på Bornholm i 1950-60'erne, altså Klemensker, og senere af hans liv som aktivist i mande- og bøssebevægelserne i København siden 1970'erne.
Anledningen til at skrive bogen, forklarer han i forordet, er, at han under coronakrisen får et ildebefindende, som sender ham i dørken og siden på hjerteafdelingen på et hospital, hvor han i perioder overvåges.
"I vores familie dør vi af slagtilfælde og hjerteproblemer, så det er ikke til at spøge med", slår han fast.
Blandt andet grundet coronaen er det småt med besøg, så der er til gengæld rigelig tid til selvrefleksion og en evaluering af det levede liv, og han ser i øjnene, at han i traditionel forstand og i forhold til de gængse normer for, hvad der definerer det gode liv, næppe har bestået.
"Mit liv dumper med et brag, jeg må finde en anden målestok", tænker han og erkender, at han er et puslespil, som han aldrig har fået lagt.
Det beslutter han at prøve med denne bog.
Dens titel antyder, hvordan der sprang gnister mellem far og søn, men bogen som sådan når langt videre omkring og holder også et mere generelt spejl op foran den familie, hvis liv altså gennem nogle årtier udspillede sig på Bornholm.
Jo, forfatterens kamp med sin seksualitet og frigørelse fra snærende normer fylder naturligvis, men der er også så mange andre episoder i de ærligt fortalte erindringsglimt om et familieliv på godt og ondt. Især til tider på ondt, når far altså skulle affinde sig med, at ikke bare én, men begge hans sønner rent faktisk viste sig at være homoseksuelle, mens til gengæld det mellemste barn, datteren, sikrede, at der kom tre børnebørn.
For at nuancere billedet af faren er det dog også vigtigt at slå fast, at Morten Haahr beskriver ham som en meget sammensat mand, som var både visionær og ambitiøs og dertil kunne være åben med store armbevægelser. Og trods ordlyden i brevet til sin yngste søn kunne han også være i sit es, når han senere i livet sad og drak sjusser sammen med den ældste brors bøssevenner under besøg i København.
– I de dage, hvor han skriver brevet til mig, har han fået et grundlæggende chok, og han er i sine følelsers vold, forklarer Morten Haahr.
Forfatteren ved reception for sin bog, "Far og søn". Privat foto
Ekstra vanskeligt
Er man tilfældigvis engang – som forfatteren til denne artikel – faldet over en fotobog, da den blev udgivet i firserne, har man måske bidt mærke i en sætning, fotografen forklarede sine billeder med. De bestod af mennesker med diverse handicap, om det så handlede om manglende lemmer, deformiteter eller andet, men billederne var taget med en æstetisk tilgang til projektet og i en kommentar til, hvorfor han havde lavet bogen, forklarede fotografen blandt andet, at han havde valgt at tage billederne, fordi han betragtede disse mennesker "som livets sande aristokrater, fordi de har gennemlevet deres traume".
Dengang, altså i firserne, var vi nogle der diskuterede, om man kunne sige det samme om mennesker, som tilhører en minoritet inden for det seksuelle spektrum?
Også de har måttet gennemgå en proces af selvindsigt og -erkendelse og har måttet forholde sig til gennemsnitssamfundets opfattelse af dem og dermed til tider også afvisning af dem.
De har trods alt også været tvunget til at gennemleve deres helt eget traume.
Men faktum er altså, at du voksede op i Klemensker i 50-60'erne som bøsse?
– Ja. Men det vidste jeg ikke noget om dengang, siger Morten Haahr.
– Og det handler bogen jo blandt andet også om.
Du flyttede fra Bornholm og til København som 20-årig, men hvornår blev du bevidst om din egen seksuelle orientering?
– Ja, jeg flyttede jo til København, inden jeg blev rigtig bevidst om det. Jeg havde brugt megen tid og mange kræfter på at undertrykke det – også for mig selv. Det skyldes blandt andet, at min seks år ældre bror også er bøsse. Men han sprang ikke ud over for familien, og derfor vidste jeg også, da jeg tænkte, at nu måtte det briste eller bære, at det ikke bare var mig selv, jeg sprang ud for, men også min bror.
– Det ville gøre det ekstra vanskeligt for min forældre, var jeg klar over. Men jeg skrev jo altså et brev til dem, så de kunne sunde sig, inden vi tog snakken, og så var det, jeg fik to breve tilbage fra henholdsvis min mor og far. Og det bliver på en måde kernen og den røde tråd i bogen, hvor jeg bringer både mit brev til dem og deres til mig. Og især brevet fra min far er meget voldsomt.
Kan du fortælle, hvad Klemensker eller måske Bornholm i det hele taget var for et samfund at vokse op i, hvis man på en eller anden måde var anderledes end gennemsnittet?
– Jamen, det var jo næsten utænkeligt. Det, der er gået op for mig, er, at det i dag er historie forstået på den måde, at der er sket meget i de 40-50 år siden da. Det var faktisk ikke muligt at springe ud på det tidspunkt.
Der var heller ikke et miljø af ligesindede, man kunne mødes med?
– Set i bakspejlet kan jeg i dag godt se, at der var en af kontorassistenterne på mejeriet, som helt sikkert var bøsse og faktisk også en af mejeristerne, men det var ikke noget, man talte højt om.
Det må have gjort det svært for dem at bo et sted som Bornholm?
– Ja, det var det i høj grad. Dengang i 70'erne, hvis man boede i provinsen og ville springe ud og leve åbent som bøsse, så tog man til storbyen. Det var den eneste mulighed, der rigtig var. Men det var i det hele taget en periode med ungdomsoprør, hvor relationen mellem generationerne var meget konfrontatorisk, det gjaldt ikke kun i forhold til os, der var bøsser, det gjaldt også i forhold til kvindebevægelsen.
Og hippiebevægelsen generelt vel?
– Ja, den var der jo også på det tidspunkt.
Forelskelsen
Da Morten Haahr blev student flyttede han til København og begyndte at læse engelsk og dansk på universitetet, hvilket han i dag kan konstatere i sig selv gjorde ham til lidt af en mønsterbryder:
– Jeg var den første i familien, der gik på universitetet, konstaterer han.
Som universitetsuddannet lå det lige for at blive gymnasielærer, hvilket han da også blev, men som han siger det, så fik han "gudskelov" ikke en fast stilling, fordi der simpelthen ikke var så stor efterspørgsel på gymnasielærere dengang i slutningen af 70'erne.
– Og jeg ville ikke uden for København, siger han.
Så han søgte ind på journalisthøjskolen i Aarhus, hvor han efter et halvt års tillægsuddannelse kunne returnere til København og efterfølgende fik job i Amnesty International som kampagnekoordinator og i mange år kom til at arbejde med menneskerettigheder.
Men har du nogle erindringer om, hvordan der opstod en spirende erkendelse i dig af, at der var et eller andet, der ikke stemte, da du voksede op, altså at du var anderledes på en eller anden måde?
– Jae ... altså, når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se det. En af mine venner i barndommen, som jeg mødtes med, da vi var 11 år, kan jeg i dag godt i bakspejlets lys se, at jeg var forelsket i. Min relation til ham var anderledes end til de andre venner, men dengang opfattede jeg det ikke, det er en efterrationalisering.
Så da du flyttede til København, var du end ikke sprunget ud over for dig selv?
– Nej, det var jeg faktisk ikke. Der skete det, at jeg på et tidspunkt, da jeg var 23-24 år, var til studenterkomsammen med nogle af dem, jeg havde gået i gymnasiet med, og den aften blev jeg betaget eller forelsket i en af mine gamle skolekammerater, som jeg ikke havde set siden gymnasietiden. Da brød det ligesom igennem i mig. Altså, jeg sagde selvfølgelig ikke noget, og han opdagede heller ikke noget, men han skulle bare lige vide, hvordan han fik det til at koge i mig, siger Morten Haahr.
– Efter det involverede jeg mig i mandebevægelsen, og det var heller ikke så farligt forstået på den måde, at der kom både heteroseksuelle og bøsser i den. Jeg kunne ligeså godt have kastet mig ud i bøssebevægelsen, men det turde jeg ikke på det tidspunkt. Så jeg var længe om det, men da jeg endelig sprang ud, gjorde jeg det helhjertet.
Var det en lettelse?
– Ja, det var det i høj grad. Det var en meget stor lettelse.
Og det var, mens du gik på universitetet?
– Ja, det var det.
Begyndte du så at opsøge det miljø, der var dengang med steder, hvor bøsser gik i byen såsom Pan Club og andre steder?
– Ja, jeg kom en del på Pan.
De nøgne mænd
Morten Haahr fortæller i bogen om, hvordan han endegyldigt sprang ud i forbindelse med et såkaldt massageseminar i mandebevægelsen i Bregninge ved Jyderup.
– Vi var 60-70 mænd i forskellige aldre, nogle var bøsser, andre ikke, og vi diskuterede forskellige emner hele weekenden. Lørdag aften skulle vi så have en fest, og inden den gik i gang, skulle vi prøve at massere hinanden. Vi befandt os på en gammel skole, og der blev gymnastiksalen så fyldt med nøgne mænd, siger han og kan ikke lade være med at le ved tanken.
– Vi blev delt op i grupper af fem, som sad sammen, og så skiftedes de fire af dem til at massere den femte, som så lå i midten. Det var en voldsom seance! Og jeg var jo panisk, for jeg tænkte "tænk, hvis jeg får rejsning midt i det hele!". Det var jeg virkelig bange for. Men der skete det, da jeg lå og lukkede øjnene og mærkede de her otte olierede hænder glide op og ned af min krop, at så var det faktisk – ja, det var næsten en guddommelig oplevelse. Det var ligesom det løsnede alting i mig. Og så var der ingen vej tilbage.
Undgik du at få rejsning?
– Ja, det gjorde jeg. Det var slet ikke det, det handlede om. Jeg sørgede for ikke at blive den første, der skulle masseres, og jeg kunne se, at de andre godt kunne klare det, og så tænkte jeg, at det kunne jeg nok også.
Det blev det store gennembrud?
– Ja, så sprang jeg ud for alle mine venner.
Var det okay?
– Ja, det var helt fint, der var ingen problemer. Men på et tidspunkt tænkte jeg så, at nu måtte det briste eller bære, og jeg måtte også gå til bekendelse over for mine forældre.
Som allerede antydet var faren i sin følelsers vold i sit seks sider lange brev til sønnen, idet brevet altså var pakket ind i en ekstra kuvert, hvorpå der stod "Bør først læses efter nøje overvejelse".
– Han gav mig chancen for at smide det i papirkurven uden at læse det, siger Morten Haahr.
– Og i dag vil jeg sige, at det er et historisk dokument, som fortæller meget om den tid, som trods alt ikke ligger så langt tilbage i fortiden.
Forligede han sig nogensinde med situationen?
– Ja, det gjorde han. Vi forligede os med hinanden.
Også Mortens mor var fortvivlet, men som han siger:
– Hun var, som en mor skal være. Det var kærligheden til hendes barn, der var vigtigst.
Og din bror sprang aldrig ud i forhold til jeres forældre?
– Ikke med ord, men det var ikke nogen hemmelighed.
Sommerhus i Sømarken
Alle tre søskende lever den dag i dag og har i fællesskab stor glæde af forældrenes sommerhus i Sømarken, som også fylder i Mortens bog, og hvor han fortæller om, hvordan han finder en ganske særlig ro, når han opholder sig der.
Har du et godt råd til børn eller unge mennesker, der vokser op et sted på Bornholm, og som kan mærke, at de har et eller andet i sig, som det er svært at formulere for dem selv eller andre – altså som måske har svært ved at erkende, at de er bøsser eller lesbiske eller noget helt tredje ? Hvad skal de gøre? Eller tænker du, at det ikke er det samme problem i dag, som da du voksede op?
– Jeg tænker, at det sikkert stadig er et problem for barnet eller den unge at finde ud af, at man er anderledes. Men man kan jo i dag være anderledes på så mange måder, og jeg tror, at tilgangen fra det omkringliggende samfund er en helt anden nu end dengang.
– Det gør det ikke nødvendigvis meget nemmere, men det, der måske kan gøre det nemmere, er, at man i dag også har internettet. Du skal tænke på, at dengang i 60'erne og 70'erne var den referenceramme, jeg havde, det lokale bibliotek, hvor jeg kunne prøve at finde nogle bøger, der handlede om nogle af de her ting, og dertil var der fjernsynet i form af Danmarks Radio. Der var ikke andet. Men i dag kræver det bare ganske få tryk på et tastatur, så har man adgang til en helt anden verden og kan opbygge en virtuel relation til ligesindede. Det, tror jeg, kan betyde meget i mange sammenhænge, siger Morten Haahr.
Grundlæggende mener han også, at hans bog meget handler om relationen mellem generationerne, og eksempelvis bruger han sit forhold til søsterens tre drenge og deres liv som noget, han kan spejle sin egen opvækst og sit eget liv i.
Og hvordan reagerede hans mor så på det brev, han sendte til forældrene, og hvor han lagde kortene på bordet?
Ligesom faren med en del forfærdelse, men hun konkluderede dog i slutningen af brevet over for Morten:
"Du skriver, at du er glad som aldrig før, det er noget nær bedst for mig, hvis det passer, jeg skal nok lære at leve med det, som det er, og jeg skal love dig, at der skal ikke blive forskel på tiden før og tiden efter i mit forhold til dig".
Morten Haahr: "Far og søn – erindringsglimt" (Forlaget Egeris, 268 sider, kan blandt andet købes hos William Dam i Rønne og på williamdam.dk).
Bogen kan blandt andet erhverves hos William Dam i Rønne

OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration