Et filmhold er i dag gået i gang med at optage filmen 'Den sidste færge' i Bornholmertårnet på Dueodde.
Filmen handler om fem mænd i en bunker, og den foregår i tiden, efter jorden er gået under. De venter på en færge, der skal tage dem væk fra øen og til et sikkert sted. De fem mænd har ventet i flere måneder, og mens karakteren Samson har påtaget sig lederrollen med kontakten til færgen begynder de andre nu at miste troen på, at Samson rent faktisk har bedt om hjælp. En af karaktererne får nok og starter et oprør mod Samson.
"Filmen handler om det, der sker med mennesker, når vi bliver isoleret og presset til kanten," fremgår det af en mail fra Jesper Westley, der er far til filmfotograf på settet Alexander Westley, om filmen.
Det forberedende arbejde med at gøre filmsettet klar har allerede været i gang en uge. Her er der lavet foroptagelser, tests og bygget scene.