International glasudstilling: Bornholmsk kunstner repræsenterer Danmark

International glasudstilling: Bornholmsk kunstner repræsenterer Danmark
Der var mange mennesker mødt op for at se glasudstillingen, European Glass Context, der både finder sted på Bornholms Kunstmuseum og Grønbechs Gård. Foto: Jens-Erik Larsen
KUNST | GUDHJEM | ABONNENT | 11. SEP 2021 • 19:00
Emilie Jensen
Journalist
KUNST | GUDHJEM | ABONNENT
11. SEP 2021 • 19:00

Bornholm og kunsthåndværk hænger sammen og danner par i flere sammenhænge, også når Bornholm huser den internationale biennaleudstilling European Glass Context de næste to måneder.

Der var mødt mange folk op lørdag, da European Glass Contexts ene halvdel åbnede på Bornholms Kunstmuseum. Den anden del af udstillingen – bestående af i alt 62 glaskunstnere fra 31 europæiske lande, hvorad 27 var mødt op til åbningen lørdag – befinder sig på Grønbechs Gård.

Susanne Jøker Johnsen, der er udstillingsleder ved det Kongelige Akademi, har stået i spidsen for udstillingerne, og er særlig glad for en ting.

– Det er virkelig dejligt at der er kommet så mange kunstnere. Der er blandt andet kunstnere fra Grækenland, Bulgarien, Cypern, Romænien, Sverige, Ungern og Norge, siger hun.

– Og så er det da kæmpe stort, at Bornholm huser en international udstilling. Det føles lokalt, men er internationalt, siger Susanne Jøker Johnsen.


Susanne Jøker Johnsen, der er udstillingsleder ved det Kongelige Akademi, holdt en tale inden to priser blev uddelt. Foto: Jens-Erik Larsen

Kæmpe cadeau

Blandt de mange kunstnere er der én repræsentant fra Danmark, og Bornholm, for det er her Mette Colberg, der er glaskunstner, er opvokset. Hun står med favnen fuld af buketter, da Tidende møder hende.

– De er fra venner og familie. Det er dejligt de også er her, siger hun der blev færdiguddannet på Glas- og Keramikskolen i Nexø i 2008.

Mette Colberg udstiller særlige glaslinser, som forvringer, slører eller på anden vis viser det objekt man vil fotografere på en anden måde.

Noget der fremgår i de billeder som hænger på væggen bag de små kameralinser.

– Det er da en kæmpe cadeau at blive udpeget, og jeg er helt vildt stolt, siger Mette Colberg, der lige nu bor i København.

– Men jeg føler mig da på hjemmebane, når det er på Bornholm, siger hun.

Kunstnerne skal lørdag videre til Grønbechs Gård hvor den anden del af udstillingen befinder sig.

– Og senere skal vi til Kyllingemoderen og spise middag. Jeg glæder mig til at møde mine kollegaer fra resten af Europa, for nogle af dem har jeg ikke mødtes med i virkeligheden før, siger hun.

Det vil være muligt at se udstillingen indtil den 21. november.


Glaskunstner Mette Colberg foran sit værk til European Glass Context. Foto: Emilie Jensen


Mette Colbergs linser bliver afprøvet med iPhone-kamera. Foto: Jens-Erik Larsen