Endnu en roman om Gudhjem i 1930'erne

Endnu en roman om Gudhjem i 1930'erne
Sonja Ferlov i sommeren 1935 på trappen foran Hjorth-søstrene Lisbeth Munch-Petersen og Gertrud Vasegaard og deres bolig og værksted i Gudhjem, det nuværende Brøddegade 38, der blev startskuddet til landets mange små individuelle keramikværksteder. Foto: Estate Ferlov Mancoba.
NYHED | ABONNENT | 27. JUL 2024 • 11:00
Af:
Peter Tiemroth
NYHED | ABONNENT
27. JUL 2024 • 11:00

Mere surrealistisk "exofiktion" om surrealisterne, der boltrede sig i "Dårernes by" for snart ni årtier siden - samt en fin autentisk antologi af samtidige digte med mange inspirationer fra øen.

Mens Gudhjem for længst har indskrevet sig som et brændpunkt i dansk billedkunst, så har byen aldrig gjort sig bemærket som åsted i litteraturhistorien - bortset punktvis i den digtekunst, der i 1930‘erne løb parallelt med malernes abstrakte syvmileskridt.

Denne ellers indtil for nylig "skindøde" tiårsperiode, hvor byen var skueplads for et vidtrækkende nybrud i dansk malerkunst, har på det seneste fået nyt liv gennem hele to romaner og ikke mindst en fremragende antologi af samtidens digte, ligesom Høstmuseet i øjeblikket har spot billedkunsten.

Den aktuelle opmærksomhed om perioden tog fart tilbage i 2019, hvor den hidtil ellers i den brede offentlighed ret så oversete billedhugger Sonja Ferlov Mancoba "genopdagedes" gennem en stor soloudstilling på Statens Museum for Kunst i København.

Siden fulgte bestsellerforfatteren Hanne-Vibeke Holst murstensroman "Kriger uden Maske" om Sonja Ferlov og en separatudstilling på Helligdommen. Og som den endelige helgenkåring vil en særlig Mancoba-fond bygge et prestigiøst museum, der skal foræres til Bornholms Kunstmuseum.

Medrivende antologi

Sonja Ferlov var dog kun en del af det surrealistiske kunstnermiljø i Gudhjem i sommeren 1935, hvor der i øvrigt var nær sammenhæng mellem digtning og billedkunst. Gustaf Munch-Petersen, Ejler Bille og Rau Levinsohn praktiserede begge discipliner.

I en nye antologi "nittenhundredetrediverne" præsenterer Asger Schnack på Forlaget Gladiator med Schade og Gustaf Munch-Petersen som lokomotiver tiårets ekspressionistiske, surrealistiske strømning med digte af bodil bech, ejler bille, hulda lütken, tove meyer og rau levinsohn med anvantgardens forkærlighed for små bogstaver.

Den bemærkelsesværdige Bodil Bech var tæt tilknyttet billedkunstnernes lille Gudhjem-klike med flere digte fra byen. Blandt andet i samlingen "Ildtunger danser". Tove Meyer debuterede netop i 1935 med "Guds Palet", hvor elskoven ligefrem identificeres som en lokalitet på Nordbornholm - om ikke ligefrem på "Allinge-Sandvig Strandvej."



Gustaf Munch-Petersen

 

"Dårernes By"

Den i dag helt ukendte Rau Levinsohn debuterede i 1933 på samme forlag, som havde udgivet Gustaf Munch-Petersens i samtiden så udskældte eller i bedste fald ignorerede digtsamlinger. Han fortsatte med at male og skrive og arbejde journalistisk helt frem til sin død i 1983.

Med romanen "Dårerne By” fra 1941 lancerede han forfatternavnet Martin Melsted, og bogtitlen blev tidligere af resten af Bornholm hæftet på Gudhjem, hver gang der foregik noget uheldigt bemærkelsesværdigt i den lille by.

Han boede i længere perioder i udlandet. Og det skal være som medarbejder på BBC i London, at den jødiske Levinsohn i 1948 kom til at fyre en snagvendt ytring af, som eftertiden ellers har tillagt Ib Rene, Cairo: ”I Galilæa er et jødisk kompagni omskåret fra afverdenen.”

Betænkelig roman

Samtidig med Schnacks antologi udkommer Arne Herløv Petersens lille roman "Vild" på Det poetiske Bureaus Forlag. Også her er Gustaf Munch-Petersen en slags ledestjerne i en ganske underholdende, men også problematisk "exofiktion" om 30‘ernes poeter og poesi.

Selve tidsbilledet, hvis mosaikstifter den belæste Herløv Petersen har fisket op her og der og alle vegne, er såmænd lødigt nok. Men akkurat som i Hanne-Vibeke Holsts "Kriger uden Maske" digter forfatteren ublufærdigt frit videre på de navngivne personers faktuelle liv.

Herved forlener den såkaldte "exofiktion" de komplet sagesløse personer med privatliv, karaktertræk og handlinger, der kan være aldeles ude af trit med virkeligheden. Et billede, der af nutidens læsere kan opfattes som "sandheden".

Høst genoprejses

I "Kriger uden Maske" gik det udover en aldeles uskyldig Oluf Høst, der i feminismens tjeneste hænges lettere ondskabsfuldt ud i et pinligt middagstableau på Norresån. I "Vild" får maleren velgørende "genoprejsning" - sjovt nok i et tilsvarende middagsselskab med samme deltagere.

Hanne Vibeke Holst reducerer Ejler Bille til en harmløs papfigur. Mens eftertidens største navn Richard Mortensen - ligeledes sagesløs - bliver til en øretæveindbydende skurk. I "Vild" udnyttes kilder til nærmest at karaktermyrde Gustaf Munch-Petersen.

Han fremstilles som en velbegavet, men overlegen burgøjserfløs med udtalt moderbinding. Og med fokus på den unge provokatørs dybe økonomiske afhængighed af de forældre, hvis livsform han foragtede. Han nåede for eksempel aldrig at kunne forsørge sig selv eller sin familie.

Tåkrummende

Tåkrummende er det at læse helt ind i soveværelset om Munch-Petersens enke – den senere internationalt berømte keramiker Lisbeth Munch-Petersen, der døde 1997 - der fremstår som et lille småborgerligt »guds ord fra landet«. I virkelighedens verden var hun alt andet.

Det aktualiserer endnu engang disse års exofiktionsdiskusion, om, hvorvidt døde - og altid udelukkende kendte - mennesker er frit bytte for brug og misbrug. Alene på grund af deres værgeløshed bør de vel have ret til beskyttelse.

For eksempel har kritikeren Tue Andersen Nexø i Information beklaget, at forfattere giver sig selv lov til at ”behandle disse menneskers liv som om de var legetøj eller bare eksisterende som anledninger til litteratur”.

Undgå forfattere!

Mens der findes meget skrappe regler for billedudnyttelse, gælder det samme ikke omkring skriftlige oplysninger. En enkelt dom har vist, at den åbenbart magiske betegnelse "kunst" suspenderer de herskende lovregler for ærekrænkelse og overskridelse af privatlivets fred.

Men den enlige dom forholder sig ikke reelt til, om betegnelsen "kunst" virkelig berettiger til, man ødelægger eller "nedsynker" offentlig betalte udsmykninger.

Eller tillader, at faktisk eksisterende personer puttes ind i en roman. Altså en slags Se & Hør med studentereksamen. Som litteraturkritikeren Poul Behrend har udtrykt det:

»Der er jo nu åbnet en ladeport for at bruge faktisk eksisterende individer i en roman... Og dommen bekræfter Suzanne Brøggers diktum om, at man ikke skal omgås forfattere, hvis man ikke ønsker at møde sig selv i deres bøger.«

FÅ ABONNEMENT