– Vi ville have meldt det samme ud, som vi nu gør, uanset om Mads var formand for Bornholmske Borgerforeningers Samvirke eller ej. Han har heller ikke haft indflydelse på vores holdning, siger Claus Larsen-Jensen.
S' gruppeformand holder også fast i, at forsvaret for de mindre biblioteker ikke er noget nyt.
– Nej, det er ikke nogen ny holdning. Det har hele tiden været min holdning, at der ikke skulle lukkes filialer, siger Claus Larsen-Jensen.
Både kommunebudgettet og biblioteksstrategien taler om at lukke biblioteksfilialer. Er du dermed uenig med resten af den socialdemokratiske gruppe, der gik med i budgetforliget, og med Anne Jensen, der stemte for biblioteksstrategien den 2. november?
– Nej, der er ingen intern uenighed. Vi aftalte den her holdning i gruppen i går. Det er en konklusion, som vi kom frem til på baggrund af det samlede materiale plus høringssvarene. Men det har ikke ændret min holdning.
Claus Larsen-Jensen befandt sig på Grønland og var derfor forhindret i at deltage, da årets kommunebudget faldt på plads. Heller ikke det er dog en faktor, siger han.
– Nej, det har ikke noget at sige. Vi havde en fin kontakt med hinanden undervejs, siger Claus Larsen-Jensen.
Er det dermed resten af gruppen, der har ændret holdning i forhold til at lukke biblioteksfilialer?
– Det ved jeg ikke. Det har jeg ikke nogen holdning til.
– Der har været medspil til at prøve at tænke nyt, men der har ikke været medspil til at lukke filialer, siger Claus Larsen-Jensen.