"Kendt af Gud", står der på en stor, flot granitsten med en central placering på Rø Kirkegård.
– Det er det mindesmærke, vi har på de ukendtes gravsted, forklarer næstformand for Klemensker-Rø Menighedsråd, Inge Svendsen.
– På nogle kirkegårde ser man, at der står "de ukendtes gravplads". Men det er mennesker, der har levet et liv, haft en historie, haft en betydning for andre mennesker. Så vi synes, det er lidt tomt, at det skal være den sidste sætning, der bliver sagt. Man er aldrig ukendt. Man er altid kendt af Gud. Det er derfor, at vi har valgt den tekst, siger Inge Svendsen om tankerne bag gravstenen.
Menighedsrådet valgte at investere i et mindesmærke, da man fik nogle penge ud af at sælge præsteboligen i Rø. Det skete efter sammenlægningen af Rø og Klemensker til ét pastorat – altså med en fælles præst, der bor i præstegården i Klemensker.