Den utrolige historie om, hvordan succes blev til nedtur

Det ærkebornholmske band Diva tog landet med storm, da det stik mod alle forventninger vandt DM i Rock i 1996 og i 1998 kunne udsende debutpladen "Graduate". Den videre succes udeblev, men det stopper ikke bandet i at markere de 25 år, der er gået, med en koncert i Musikhuzet den 27. december.

Opholder man sig på Bornholm den 27. december, ville det være topdumt at tilbringe aftenen hjemme på divaneseren. For nej, den bør da tilbringes i Musikhuzet i Rønne til, hvad man roligt kan kaldes årets reunion, altså genforening.

Det er Diva, der genopstår og markerer 25 året for udgivelsen af bandets første plade, "Graduate".

Nu kan der være nogle, der spørger "Diva, hvad?", og det kan meget vel være et aldersbetinget spørgsmål og skyldes, at vedkommende for 25 år siden var for gammel til at interessere sig for fænomenet – eller måske omvendt var for ung til at have erindringer om det i dag.

Men et godt gæt må trods alt være, at en del bornholmere vil konstatere, at Diva, det er da det bornholmske band bestående af Morten Grønnegaard (vokal, guitar), Tim Stenstrop (guitar), Tue Jørgensen (bas) og Jesper Hauschildt (trommer), som helt og aldeles overraskende vandt DM i Rock i Pumpehuset i København i 1996.

Sejren resulterede i en pladekontrakt med EMI, som blev underskrevet i 1997, og i 1998 sendte Diva så debutpladen "Graduate" på gaden.

Regne-regne, tælle-tælle, jo, det er nemlig ret præcist 25 år siden, men hvordan er gutterne, som i sagens natur nu er granvoksne mænd, kommet på at lave denne jubilæumskoncert?

– Det er egentlig ikke vores egen idé, selv om vi da indimellem har talt om, at det kunne være sjovt engang at mødes og spille sammen igen, siger forsanger Morten Grønnegaard i telefonen fra København.

– Men jeg tror faktisk, det var Musikhuzet, der henvendte sig til os og spurgte, om ikke det kunne være sjovt at lave en reunion i anledning af de 25 år, der er gået, siden vores plade udkom. Og det er også ret præcist 25 år siden, vi spillede den sidste store koncert den 3. juledag, som netop var i et udsolgt Musikhuzet.

Bandmedlemmerne tog en snak efter spillestedets henvendelse og diskuterede, om det var noget, de havde lyst til, hvilket resulterede i en klar konklusion:

– Det kunne da være vildt sjovt at gøre det, blev vi enige om, siger forsangeren og gør opmærksom, at Jonas Lorentzen, som dengang også var en del af den spirende bornholmske musikscene, og som den dag i dag primært ernærer sig som musiker, vil levere opvarmningen til koncerten.

Det er de fire originale medlemmer fra dengang, der stiller op i Diva, og som efterhånden kan se tilbage på langvarige venskaber. Med til historien hører dog, at netop som pladekontrakten i sin tid skulle underskrives, valgte den da 19-årige bassist ganske tragisk at tage sit eget liv.

– Det var helt forfærdeligt og vildt hårdt. Jeg var som 21-årig den ældste i bandet, vores trommeslager var kun 15, så jeg måtte forsøge at være den voksne i den situation, siger Morten Grønnegaard.

– Men ellers har vi mødt hinanden mange gange gennem årene, flere af os har også stadig familie på Bornholm, og Tim Stenstrop bor der jo faktisk og har et lille lydstudie.

En ny bassist fandt bandet i det musikalske miljø hjemme på Bornholm.

– Ham kendte vi alle sammen i forvejen.

Tim Stenstrop (guitar), Tue Jørgensen (bas), Morten Grønnegaard (vokal, guitar) og Jesper Hauschildt (trommer) i 1998. Arkivfoto: Søren Solkær

Kringlet vej til sejr

Da Diva blev dannet i 1995, var bandmedlemmerne mellem 15 og 20 år, og det var lidt tilfældighederne, der rådede, forstået på den måde, at folk i miljøet jo fandt hinanden på kryds og tværs og spillede sammen i forskellige konstellationer.

– Vi mødtes og spillede i Musikhuzets kælder, hvor der var øvelokaler, vi kunne benytte, siger Morten Grønnegaard.

– Og så var der nogle gange mulighed for at komme op at stå på scenen som opvarmning, når der kom et band fra København, som skulle spille en koncert.

Vejen til at vinde DM i Rock var brolagt med tilfældigheder og overraskelser, og faktisk var Diva i en vis forstand på vej til at gå i opløsning, fordi Morten Grønnegaard havde besluttet at flytte til København for at studere.

DM i Rock var i 90'erne et veletableret musikarrangement, som mange amatørbands drømte om at deltage i. Dizzy Mizz Lizzy havde eksempelvis for næsen af Kashmir i 1993 vundet konkurrencen, og begge bands gjorde det siden fremragende.

På Bornholm blev den indledende regionale runde i DM i Rock afholdt i Musikhuzet, og herfra blev to bornholmske bands hvert år sendt videre til hovedkonkurrencen. I 1996 stillede Diva så op vel vidende, at det på grund af Mortens planer ville blive en af deres sidste koncerter.

Bandet vandt ikke umiddelbart en plads til konkurrencen i København, men der var rod med stemmeoptællingen, hvilket ultimativt bevirkede, at bandet som en slags trøstepræmie alligevel fik lov at deltage i en semifinale sammen med de øvrige semifinalister fra hele Sjælland.

Aldeles overraskende – også for bandmedlemmerne selv – vandt de aftenens konkurrence og blev dermed sendt videre til i den store finale i DM i Rock.

Også her overraskede Diva, for foran dommerne fra de store pladeselskaber og landsdækkende medier spillede bandmedlemmerne deres livs koncert, så da DM i Rock-vinderen i 1996 blev udråbt fra scenen i Pumpehuset i København, var det altså Diva, der løb med sejren og snart sad backstage og blev interviewet af Ekstra Bladet og andre store medier.

Det ændrede totalt spillet, og de øvrige bandmedlemmer vinkede farvel til gymnasiet, og hvad de ellers havde gang i, rykkede teltpælene op og flyttede ligesom Morten til København.

– Men vi fik også meget hjælp, for der var flere pladeselskaber, der var interesserede i os, og da vi fik en aftale med EMI, betalte de jo for et øvelokale til os og gav os et forskud, så vi kunne købe instrumenter og så videre. Vi havde jo ingenting dengang, siger Morten Grønnegaard.

– Det var et vildt eventyr, der blev sparket i gang, der var virkelig store forhåbninger til os. Men når jeg har tænkt over det bagefter, var det egentlig også et ret stort pres.

Energi

Da I fire mødtes og begyndte at spille, spillede I vel andres numre, hvornår fandt I ud af, at I selv kunne skrive numre og spille dem?

– Dengang spillede man ikke andres numre. I grunge-bevægelsen, som vi var en del af, var det helt almindelige drenge, som stod i deres cowboybukser og en t-shirt og bare spillede en sang, fordi de havde lyst. Det var ikke sådan, at folk spillede cover-numre, folk skrev deres egen musik, og det gjorde vi også selv, siger forsangeren.

Men nu vandt I altså den titel i 1996, og pludselig stod I ude på de store scener rundt om i landet, det må have føltes som et kæmpe skridt op ad stigen?

– Ja, helt vildt! Og vi var da heller ikke helt klar til det, kan man sige. Nogle af os fik efterfølgende undervisning på vores instrument, og nu skulle vi helst øve os hver dag, for vi skulle lige op i gear. Vi blev også ret hurtigt bedre, man da vi vandt DM i Rock, var vi helt klart det band, der teknisk set var dårligst til at spille. Vi kunne ikke holde takten og så videre, men alligevel havde vi åbenbart nogle melodier og en energi sammen, som gjorde, at vi stak ud i forhold til andre mere rutinerede bands, som jo kom rundt om fra hele landet.

Dertil var der efterfølgende stor hjælp at hente hos eksempelvis en mand som Nikolaj Voss, der som musikproducer havde arbejdet med blandt andre Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D.

– Han var jo inde over vores musik hele vejen igennem, hver gang vi havde skrevet et nyt nummer og vurderede, om det var noget, vi skulle gå videre med eller ej. Derfor kan man også i dag, hvis man hører debutpladen, godt høre, at den er bedaget, og at ting kunne have været gjort bedre, men sangene er der alligevel på en eller anden måde og står sig godt. Så det har været sjovt for os her 25 år efter igen at tage dem op, for der er jo ingen af os, der har spillet de sange i nogle og tyve år.

– Det har været noget med at skulle lære dem igen, lytte til hvad fanden det egentlig var, vi spillede. Det har været en sjov proces at skulle huske, "hvad var det egentlig, jeg gjorde lige dér?" og så videre. Og nu glæder sig os helt vildt meget til at spille musikken for folk igen. Der er mange, som stadig husker sangene, og også mange som siger, at de stadig lytter til dem, siger Morten Grønnegaard.

– Da vi vandt DM i Rock, var vi helt klart det band, der teknisk set var dårligst til at spille. Vi kunne ikke holde takten og så videre, fortæller Morten Grønnegaard (vokal, guitar) i dag. Han ses her sammen med Jesper Hauschildt (trommer), Tue Jørgensen (bas) og Tim Stenstrop (guitar) i 1997. Arkivfoto: EMI Medley

Tingene går stærkt

Bandmedlemmerne har arbejdet på den tilstundende koncert hen over året og er mødtes rundt omkring for at øve sammen, blandt andet også her på Bornholm hos Tim Stenstrop i Olsker.

Nu får I spillet jer op til den store koncert i Musikhuzet den 27. december, men bliver det så ikke svært efterfølgende bare at pakke det hele ned og sige, at det var så det – eller kunne I finde på at prøve at spille nogle flere koncerter, nu I er i gang?

– Ja, det er selvfølgelig meget tid at bruge på bare at spille én koncert, så vi har da snakket lidt om, hvorvidt vi ikke også burde lave en koncert i København. Vi har jo kunnet se, når vi har annonceret det på Facebook, at der faktisk har været rigtig mange københavnere, som har reageret og sagt "kommer I ikke også og spiller en koncert i København?!". Så det kunne da godt være, vi skulle prøve også at sætte en koncert op et mindre sted her i København, siger han.

Det var en overraskelse for alle, at I vandt DM i Rock, dernæst fik I en pladekontrakt, kom ud at spille på de store scener, udgav debutpladen og så videre, men hvordan var det så at måtte erkende, at det alligevel ikke lykkedes helt at bide sig fast i succesen, og at det forholdsvist hurtigt var tid til at lukke og slukke?

– Jeg tror faktisk, at det tog os rigtig lang tid at erkende, at det ikke rigtig blev til mere. Vi brugte efterfølgende en del tid sammen og fik også indspillet det andet album, "Cloak & Dagger", men det tog alt for lang tid at få det lavet, og da det kom på gaden, løb det bare ud i sandet. Tingene går jo stærkt i musikindustrien, og i virkeligheden fortryder jeg nok lidt nu, at vi ikke stoppede det noget før. På en måde kan det godt føles lidt som spildt tid, men på den anden side har vi jo haft vores venskab og en masse gode ting sammen, siger Morten Søndergaard og fortæller, at der stadig ligger en masse indspillede numre, som aldrig er blevet udgivet.

– Så gennem årene har vi da også nogle gange siddet og lyttet til dem og mindedes alle de drømme, vi havde dengang, siger han.

I årene omkring Diva blev han selv uddannet som arkitekt, men det var en tid med stor arbejdsløshed, og han kom ind i reklamebranchen i København.

– Der er jeg stadig, siger han.

– De andre blev tømrere, pædagoger og så videre, så vi har alle sammen fortsat vores liv, fået koner og børn – men alle er også fortsat med at spille musik på den ene eller anden måde.

Tim Stenstrop (guitar), Morten Grønnegaard (vokal, guitar) og Tue Jørgensen (bas) i øvelokalet i dag. Foto: Klaus Pelle