Danmarks diva nummer ét i Rønne Bio

På scenen her i Rønne står to store nærmest kongeligt arrangerede opsatser, hvorimellem der er et arrangement bestående af et cafébord med en til overflod smukt udstyret buket røde blomster og to stole, hvoraf den ene har en guitar dekorativt placeret på sædet.

Var man ikke velorienteret på forhånd, ville man tænke, at nu kommer dronning Margrethe da nok ind og viser, at guitarspil skam hører til blandt hendes mange talenter, men vi i salen ved jo godt, at det snarere er dronningen af dansk teater, vi om lidt skal møde, og at hun har sin guitarkyndige drabant med.

Direktør i Rønne Bio Viki Petersen går dog først på scenen og siger til den stort set fyldte sal, at det er en stor ære, at en af landets største skuespillere således har lagt vejen forbi biografen.

– Senest hun var på Bornholm, var det sammen med Jim Lyngvild, siger hun.

Ja, det er rigtig nok, de to har for ikke så længe siden i forbindelse en udsendelsesrække på DR TV været på et roadtrip rundt i landet og deriblandt besøgt Bornholm for at dykke ned i undergrunden.

Nu kommer aftenens duo op i biografsalen via trappen fra foyeren, Ghita Nørby og Lars Hannibal, arm i arm. Han i sort jakkesæt og sort skjorte, hun i velduftende og elegant rød kjole, røde sko, røde læber, med tørklæde om halsen og smart frisure. Tilsyneladende et kvart århundrede yngre end sin dåbsattest.

Da de har indtaget deres stole på scenen, spiller Lars Hannibal nogle indledende strofer til "Jeg bærer med smil min byrde", hvorefter Ghita Nørby tager over og reciterer hele Jeppe Aakjærs digt – uden akkompagnement.

Jo, hun kan så sandelig artikulere, skuespillerinden, som man kun kan, når man er skolet på Det Kgl. Teater og har haft Poul Reumert som forbillede for sådan cirka 65 år siden. Det er ikke nødvendigt med undertekster.

Snart fortsætter duoen til "Jeg ved en lærkerede" af Harald Bergstedt.

Ghita læser op fra sin bog:

– Jeg ved en lærkerede ...

Så smækker hun den i – bum!

Og kigger ud på publikum:

– Jeg siger ikke mer'!

Jo, hun gør da, men den dramatiske effekt gav pote, vi rykkede alle mentalt frem på sædet.

– Den findes på en hede, et sted som ingen ser, fortsætter hun.

Dernæst følger H.C Andersens "Hist hvor vejen slår en bugt" – vi er skam i højskoleland nu, og når Ghita Nørby reciterer oplever man pludselig for første gang – eller måske som den første gang? – hvor morsomt digtet også er. Og så vid're.

Se mig og Ghita! Jo, hun er populær Ghita Nørby. Foto: Berit Hvassum


Nål og tråd

På samme måde følger "Anna var i Anders kær", men hun er ikke desto mindre knibsk, Anna, og "tog så op sit fingerbøl og gav sig til at sy ...".

Undervejs indskyder Ghita Nørby, mens Lars Hannibal klimprer løs, sine egne små karakterdannende kommentarer, som om hun er helt inde i Annas hoved:

– Ja, sådan er jeg, jeg har bare lyst til at sidde og sy her og nu!

Den er god med dig, knibske Anna, du er har jo lyst til andet end nål og tråd, forstår vi, og Ghita Nørby kan stadig sige ting med en ungpigelatter lurende i stemmen.

Lars Hannibal forklarer efter Aakjærs "Stille, hjerte, sol går ned" lidt om, hvad intentionen med denne buket af gamle danske sange har været. Det er sange, som de fleste af os elsker og kender, og som er en del af vores DNA. Vi kender dem i dag som sange, men de var jo oprindeligt digte, som der senere blev sat musik til.

– Så vi oplever nye nuancer i teksterne, når Ghita læser dem som de digte, de oprindeligt var tænkt som, forklarer han.

Så sandt.

Men nu vil Ghita Nørby vide, hvordan Lars Hannibal har der med shitstorme?

Joe, det kunne han da måske godt tænke sig lidt af, siger han tøvende, hvorefter hun leverer en bandbulle mod dette fænomen, som hun formentlig har oplevet på eget sind, når hun er blevet skældt ud for at være "uforskammet" over for journalister, senest TV 2's Simi Jan, som i sommer skulle lave en slags hyggeinterview med hende, og hvor det gik en kende galt, hvilket skabte stor ståhej i medierne og ikke mindst på de sociale medier.

Faktisk gik det så galt, at Politiken – i spøg! – på et tidspunkt citerede Simi Jan for følgende bemærkning: "Jeg rejste en tur til Kabul for at geare lidt ned efter mit interview med Ghita Nørby".

Men nu forklarer Ghita Nørby, at shitstorme er noget af det værste, modbydeligste og forfærdeligste, man kan komme ud for, hvor man oplever mennesker agere på den skrækkeligste måde.

– Jeg er ikke på Facebook og Twitter, siger hun.

– For jeg vil ikke se de mennesker, som sidder bag en skærm og skriver sådan til andre. Jeg vil gerne undskylde, hvis jeg gør noget galt, men her rammer pilen én, så det gør ondt, og jeg kan end ikke forklare det.

Publikum kvitterer med en klapsalve, og hun fortsætter:

– Men man kommer over det! Min sagfører – undskyld i vore dage hedder det min advokat – siger: "Når du er en lygtepæl, så pisser hundene op ad dig". Men noget af det hundepis rammer altså værre end andet.

Her spiller Lars Hannibal meget passende et stykke barokmusik for lige at dæmpe gemytterne.

Der var rift om at få Ghita Nørbys signatur på en cd, hvor hun læser tekster op, eller på cd'er med Lars Hannibals musik. Foto: Berit Hvassum

HCA overlever alt

H.C. Andersen er Ghita Nørbys erklærede favorit, og Lars Hannibal mener da også, at på trods af at hans tekster er 200 år gamle, så er de stadig aktuelle, mens hun forklarer, at selv om hun har læst hans eventyr og digte mange gange, så finder hun altid noget nyt.

Sådan er det, når man forholder sig nysgerrigt og åbent til tingene, hvilket man altså også kan, når man er 86 år. Folk i udlandet studerer dansk bare for at kunne læse ham på originalsproget, og:

– Når Jorden går under, så overlever han!

Siger hun. Og fortæller også, at hun er ordblind – ja, så heldig at være ordblind! Det har tvunget hende til at tænke over, hvad hun læser og forstå tingene helt ind i substansen:

– Jeg er nødt til at finde ud af, hvad der rent faktisk står.

– Og det er en fordel? vil Lars Hannibal vide.

– Jamen, det ér det, svarer hun.

Ligesom det er en fordel, at hun som ung skuespillerinde mødte skuespiller og instruktør Erling Schroeder. Da han første gang så hende gå på scenen, var han himmelfalden over for forfærdeligt og skrækkeligt, det var.

– Det her stykke skal var i to og en halv time, men det hele er forbi, når du træder ind ad døren, sagde han til den unge Ghita og forklarede:

– Du har ingen hemmeligheder! Men det kan jeg lære dig. Ghita, du skal altid tænke!

Hvortil Ghita Nørby denne aften i Rønne Bio siger:

– Det har jeg gjort lige siden. De ord betød alt! I kan selv selv se det på folk, der kommer ind gennem en dør. Tænker de noget?

Lad os, inden vi går ud af denne artikel med hovederne fulde af tanker, tage et spring til slutningen af seancen med Ghita Nørby og Lars Hannibal, hvor hun elegant binder en sløjfe på sine indledende bemærkninger om shitstorme ved at læse hele H.C. Andersens eventyr op:

"Det er en frygtelig historie!" sagde en høne, og det omme i den kant af byen, hvor historien ikke var passeret. "Det er en frygtelig historie i hønsehuset! jeg tør ikke sove alene i nat! Det er godt, at vi er mange sammen på hjalet!" Og så fortalte hun, så at fjerene rejste sig på de andre høns og hanen lod kammen falde. Det er ganske vist!".

Og det er ganske vist, at "Det er ganske vist!" er sært aktuel den dag i dag.