Dokumentaren "Flugt", der har gået sin sejrsgang over hele verden med sin barske historie om flygtningen Amin, og som også er shortlistet til to Oscar-statuetter, fik også masser af opmærksomhed ved prisuddelingen.
Ud over prisen for Årets Dokumentar snuppede den også prisen for Årets Score, Årets Sound Designer og Årets Klipper. Filmens producer, Monica Hellström, fik desuden særprisen IB Prisen, som uddeles af Danske Filminstruktører.
I tv-kategorierne kunne "Kastanjemanden" hjemtage prisen for Årets Tv-serie, og skuespillerne i serien blev også belønnet. Årets Kvindelige Hovedrolle I En Tv-serie fik Danica Curcic. David Dencik snuppede statuetten for årets mandlige birolle for sin rolle i serien, mens Iben Dorner fik prisen for den kvindelige ditto.
Det Danske Filmakademi har uddelt de eftertragtede Robert-priser siden 1984. Priserne gives efter afstemning blandt alle filmakademiets medlemmer. For at blive medlem er det et krav, at man arbejder i filmbranchen.
/ritzau/