Børn og voksne lærer om livet før køleskabet

Børn og voksne lærer om livet før køleskabet
Historieformidler og amatørakæolog Klaus Thorsen optræder til dette års middelaldertræf som møntmester. Foto: Jacob Jepsen
TRÆF | KULTUR | ØSTERLARS | Mandag 19. juli 2021 • 19:53
TRÆF | KULTUR | ØSTERLARS | Mandag 19. juli 2021 • 19:53

– Kan I godt lide penge?

Spørgsmålet kommer fra Klaus Thorsen, som sidder foran "gildehuset", en af bygningerne på Bornholms Middelaldercenteret, hvor årets middelaldertræf mandag slog portene op.

– Så kom nærmere, fortsætter Klaus Thorsen til gruppen, som straks lader sig lokke.

– Den agtværdige møntmester sidder klar til at hjælpe jer med at lave penge.

 

Jeg er lidt af en nørd
og har altid været
historisk interesseret

 

Han tager en cylinder og et middelalderligt stempel frem.

– Hvis man skal lave penge, som man gjorde for 900 år siden, skal man have et møntstempel.

Han holder stemplet op foran sig.

– Det er kongens stempel. Se, han sidder med et sværd i hånden. Kan I se hvilken konge, det er?

Gruppen træder nærmere for at se, men ingen kan gætte det.

– Det er Knud Den Hellige. Han blev slået ihjel på Fyn, fordi han prøvede at snyde jyderne for skat. Det gør man ikke ustraffet.

– Han har spillet en rolle på Bornholm som en af de første konger, der forsøgte at indvie Bornholm i riget.

"Møntmesteren" putter noget sølvlignede ned i cylinderen sammen med en møntskive og rækker hammeren til en dreng fra gruppen, som friskt lægger an til at slå sit livs første mønt.

Lærerige illusioner

Klaus Thorsen er kendt for sin historiske formidling og for sin succes som amatørarkæolog. Og som han sidder der i sit kostume og på én og samme tid lever sig ind i rollen som middelalderlig møntmester og underholdende historieformidler fra det 21. århundrede, er han et godt eksempel på, hvorfor middelaldercentret et sat i verden:

– Sådan noget som at slå mønt, hvor man kan få fortællinger af Klaus Thorsen, som er en af Danmarks bedste amatørarkæologer eksempelvis. Han har selv gravet mønter op af mulden og kan give os den gode historie om, hvordan mønten er blevet fundet, og hvor vi har vores viden fra, siger Jane Lindedam, direktør på Bornholms Middelaldercenter.

Lars Guldberg Siegrist sammen med sønnen Asbjørn. Foto: Jacob Jepsen

Formålet med middelaldertræffet er at tilføje et ekstra lag til den illusion, som middelaldercentret gerne vil give sig ud for.

– Det er jo meningen, at man kan komme her og smage, dufte og sanse middelalderen, som vi forestiller os, den har set ud fra diverse kilder. Husene er bygget efter gotlandsk forbillede, og Stormandsgården er bygget efter udgravninger på Sjælland, siger hun.

Ved at tilbyde et så autentisk miljø som muligt håber Jane Lindedam, at gæsterne – børn som voksne – både får en masse viden og oplever en masse spas.

– Gode grin og god læring. Det vil vi gerne have, folk tager med sig hjem.

Gøglermoren

Isa Dam på 62 er veteran, hvad angår middelalderdage. Hun betegner sig selv som gøglermor og var med til at starte Børnegøglerne Trup Ting Tang for 17 år siden.

Isa Dam driver til daglig børnehaven Liden Stina, men hun er også gøglermor og til Middelaldercentrets middelaldertræf holder hun blandt andet øje med gøglerbørnene. På billede ses hun sammen med Adam, Elliot, Sne og Yuno. Foto: Jacob Jepsen. 

Hun er stadig frivillig til middelaldercentrets middelaldertræf, skønt overnatningen nu sker hjemme i Olsker og ikke i blandt de mange frivillige, som vælger at sove – det vil sige bo på – middelaldercentret 24-syv hele ugen. Men det er ikke ensbetydende med, at hendes interesse for middelaldertræffet er dalet. Tværtimod.

– Jeg elsker, at man kan være over det hele, og man bliver så opslugt af det. At se folk arbejde med de gamle håndværk i skønne og trygge omgivelser.

Gøglermoren fører opsyn med gøglerbørnene – sine sommebørn, som Isa Dam også kalder dem. Ellers er Ida Dam med til at lave mad og servicere under træfugen.

– Jeg nyder bare at være her og være i det. At møde gamle venner og se de unge lege og more sig.

Historiernørderne mødes

Blandt de frivillige, som vælger at gøre middelaldertræffet til en slags ferie, møder Tidende Lars Guldberg Siegrist på 45. Han bor på middelaldercentret hele ugen sammen med sin kone Josefine og parrets to drenge og to piger.

Jane Lindedam, direktør på Bornholms Middelaldercenter. Foto: Jacob Jepsen

– Jeg er lidt af en nørd og har altid været historisk interesseret. Da jeg så møder Josefine, besøger vi middelaldermarkedet og snakker om, at det vil vi gerne være en mere aktiv del af. Men det er lidt af en tidslomme, og det kræver, at man anskaffer sig en masse udstyr og viden. Josefine havde heldigvis gode kontakter til, hvor vi kunne købe telt og tøj, og så sprang vi ud i det.

Josefine Guldberg Siegrist er oprindeligt fra Bornholm, men parret bor i dag i Slangerup på Sjælland, hvor Lars Guldberg Siegrist til daglig arbejder som koordinator i Fredensborg Kommune. Parret startede med at komme til middelaldertræf og -markeder for syv år siden.

– De foregående år har jeg været mjødsælger og formidler på middelmarkeder og vikingemarkeder, siger han.

Årsagen til at han og konen kommer igen hvert år er simpel. Det handler om det sociale.

– Det fedeste er de øvrige aktører. For der er så megen venlighed, gæstfrihed og hjælpsomhed. Og alle kommer med den holdning, at vi bare skal ud og have det rart og hygge.

Livet før køleskabet

Til dette års middelaldertræf skal Lars Guldberg Siegrist have en lidt mere tilbagetrukket rolle.

– I år er det første år, hvor jeg slapper af og bare er her til ren familiehygge. Drengene er også med første gang, og det er vigtigt, at de får en god oplevelse.

Mange af de frivillige til middelaldertræf tilbringer hele ugen på Bornholms Middelaldercenter - og det er uden moderne fornødenheder, så når der skal vaskes tøj, foregår det også, som vores forfædre gjorde det, og som millioner af mennesker i øvrigt stadig gør det rundt om i verden. Foto: Jacob Jepsen

 

Hvad håber I at kunne give vide til jeres børn ved at tage dem med her?

– Ungerne skal lære, at tingene ikke bare kommer dumpende ind og ud af køleskabet af sig selv. Her lærer de, at der skal holdes øje med ilden, så den ikke dør ud, og at vi hele tiden skal sørge for frisk vand. Og i dag fik drengene lov til at slæbe brænde sammen med mig,

Hvorfor er det vigtigt?

– Fordi jeg har den overbevisning, at hvis man har lært sine børn, at tingene ikke kommer dumpene, kan de bedre agere i uventede situationer. Helt konkret kunne det være til Roskilde Festival, hvor deres telt er skyllet væk, men overordnet handler det om at lære dem at være i naturen.

Mange mennesker vil gerne naturen, men de forbereder sig ikke på, hvad det egentlig kræver at være i den, uddyber Lars Guldberg Siegrist.

– Det er ikke så lang tid siden, at vi så nogle, vi kalder for coronacampister, som kom gående på høje hæle på en græsplæne midt ude i naturen, siger han.

 

FÅ ABONNEMENT