Vognmand kan se frem til bøde på 120.000 kroner

Vognmand kan se frem til bøde på 120.000 kroner
Midt- og Vestsjællands Politis Tungvognscenter Øst var på Bornholm fra mandag til onsdag, og der blev skrevet 15 sager. Der er ingen kendt sammenhæng mellem vognen på billedet og bøden på 120.000 kroner. Foto: Presse-fotos.dk
KRIMI | 22. AUG • 10:57
Henrik Nielsen
Journalist
KRIMI | 22. AUG • 10:57

Først på ugen udførte Tungvognscenter Øst kontrol her på Bornholm.

Midt- og Vestsjællands Politis tungvognscenter har været på Bornholm for at udføre tungvognskontrol. I alt 96 køretøjer blev stoppet og kontrolleret, og der blev optaget rapport på 15 sager.

– Vi kan virkelig se, at vores kontroller har en effekt i forhold til, da vi startede tungvognskontrol på øen for år tilbage. Kontrollerne er med til at sikre, at køretøjerne holdes i lovlig og forsvarlig stand, siger politikommissær Henrik Haensel fra Tungvognscenter Øst i en pressemeddelelse.

Tungvognscentret var her fra mandag til onsdag, hvor der var fokus på tunge køretøjer, men enkelte personbiler blev også stoppet, og der blev givet bøder for manglende sele og for at bruge mobiltelefon under kørslen.

Blandt de 15 sager var en sættevogn, som havde to sikkerhedskritiske fejl på dækkene. Virksomheden var gentagne gange idømt bøder for sikkerhedskritiske fejl, og da bøden løbende stiger i gentagelsestilfælde, er bødetaksten mod virksomheden nu oppe på den maksimal straf på 60.000 kroner per sag. Vognmanden kan derfor forvente en bøde på 120.000 kroner, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi.

Der blev også skrevet sager om blandt andet overlæs, udløbet kørekort og lygtefejl. Blandt de 96 kontrollerede køretøjer var 15 fra udlandet, og to af de 15 sager er mod udenlandske vogntog.

En del traktorvogntog blev testet på bremseprøvestanden, hvor nogle blev indkaldt til syn, og flere uindregistrerede vogne blev sendt direkte på værksted, før de fik lov at køre videre.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT