I næste uge har Bornholms Politi øget fokus på trafiksikkerheden ved øens skoler. I den forbindelse kommer politiets målebil blandt andet til at foretage målinger ved udvalgte skoler. Politiet nævner konkret Kongeskærskolen i Allinge, Paradisbakkeskolen i Nexø og Peterskolen Rønne.
– Som noget nyt prøver vi at melde ud på forhånd, hvor ATK-bilen kommer til at foretage hastighedskontrol i den kommende uge. Vores håb er, at det vil skabe en større opmærksomhed hos borgerne i forhold til at køre hensynsfuldt, særligt omkring skolerne, siger vicepolitiinspektør Poul Brix Bjerregaard hos Bornholms Politi i en pressemeddelelse.
Succeskriteriet er, at så mange som muligt overholder færdselsreglerne, tilføjer han.
Poul Brix Bjerregaard fortæller, at politiet har mange forskellige redskaber til at øge trafiksikkerheden, og at det kan have en præventiv effekt på forhånd at fortælle om for eksempel fartmålinger.