Politiet jagter stadig bagmænd

NOTITS | KRIMI | 19. AUG • 13:23
NOTITS | KRIMI | 19. AUG • 13:23

Bornholms Politi oplyser til Tidende, at sagen om de mange afmonterede og væltede flagstænger på Nordbornholm i slutningen af juli stadig er under efterforskning, hvilket altså betyder, at sagen ikke er lukket.

Som tidligere oplyst skete der noget mystisk natten mellem fredag-lørdag den 25.-26. juli, idet i alt 10-12 flagstænger i Allinge- og Sandkås-området møjsommeligt havde fået løsnet skruer og beslag og var blevet lagt ned i folks private haver.

Og faktisk var der tale om en gentagelse af en række lignende episoder på præcis samme tidspunkt sidste år i samme område.

Politikommissær Kim Bak fastslog i Tidende, at der denne gang var løbet en håndfuld anmeldelser om de væltede flagstænger ind i løbet af weekenden og fortalte videre, at politiet så på sagen med alvorlige øjne.

– Vi prøver at få adgang til noget overvågning på Kirkeplads, sagde han blandt andet, men betegnede dog umiddelbart nedlæggelsen af flagstængerne som det, man i gamle dage ville kalde drengestreger.

Politiet hører gerne fra eventuelle vidner, som har hørt eller set noget, der kan være relevant for sagen, og i givet fald kan man henvende sig på telefon 114.

FÅ ABONNEMENT