Ild i skraldebil

KRIMI | Torsdag 20. februar 2025 • 12:48
KRIMI | Torsdag 20. februar 2025 • 12:48

Torsdag opstod der brand i et køretøj på Oksemyrevejen i Svaneke. Bornholms Brandvæsen var hurtigt til stede og fik grebet ind.

– Det er en skraldebil, der har været ude at hente noget glas eller metal. Den er ude at køre, og så observerer chaufføren, at der er brand i den, siger Emil Gørløv, der er indsatsleder ved Bornholms Brandvæsen.

Chaufføren fik prompte ringet efter hjælp. Hans hurtige reaktion gjorde, at branden fik en hurtig ende.

– Skraldebilen er ikke kommet til skade. Vi sendte en sprøjtevogn og en indsatsatsleder, og så har vi slukket med skum. Nu kører jeg lige med og ser, at der ikke er mere, men ellers kan han forhåbentlig fortsætte med at tømme resten af dagen, siger Emil Gørløv.

Han giver renovationsmedarbejderen en del af æren for, at det ikke endte helt galt.

– Chaufføren er selv tidligere brandmand, så han har vist været ret hurtig, siger indsatslederen, der samtidig har et bud på, hvorfor der overhovedet gik ild i skraldebilen.

– Umiddelbart vil jeg tro, at der er nogen, der har smidt noget andet end glas og metal i containerne, siger Emil Gørløv.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT