Hev gammel granat op af sø

Hev gammel granat op af sø
Arkivfoto: Marine Gastineau
NYHED | 8. MAR 2025 • 16:55
NYHED
8. MAR 2025 • 16:55

Fiskeri med magnet i Snorrebakkesøen førte lørdag til et opsigtsvækkende fund, som både involverede politi og forsvar.


Martin Kaltoft og Sebastian Andersen gjorde lørdag noget af et fund i Snorrebakkesøen i Rønne, da de var ude at fiske med magnet.

Med op af vandet kom pludselig en 75 millimeter artillerigranat, skriver TV 2/Bornholm.

– Det er tæt på det vildeste, jeg har været med til at finde - og jeg har magnetfisket i omkring fem år, siger Martin Kaltoft til tv-stationen.

Artiklen fortsætter under billedet




Foto: Martin Kaltoft

Vagthavende ved Bornholms Politi fortæller, at politiet modtog en anmeldelse om fundet klokken 12.40 lørdag eftermiddag. Anmeldelsen gik på et fund fra en magnetfisker.

– Det er ikke første gang, vi hører om det. Man sætter en kraftig magnet på en snøre, og så ud i søen med den. Så kommer der nogle spændende ting op - der er kommet pistoler og andet op tidligere. Meget af det er gammelt og rustent, fortæller vagthavende, der tilføjer:

– Vi kontakter Forsvarets minørtjeneste og får en patrulje derop, som ikke piller ved den. Minørerne kommer ud, tager den med sig og får den bortsprængt. Der er formentlig tale om en artillerigranat, som formentlig er fra anden verdenskrig, som af en eller anden grund er røget i søen.

Er det ude på Raghammer, den er blevet bortsprængt?



– Den er kørt til Raghammer for bortsprængning. Jeg fik at vide, at den er blevet bortsprængt ude i havet. Man gør det, at man sætter et sprænglegeme på, og så detonerer man det sprænglegeme. De kunne så se, at den (granaten, red.) var skarp stadigvæk, for det var mere end et sprænglegeme, der røg, fortæller vagthavende.

Hvis man magnetfisker, hvilken den vagthavende i øvrigt ikke anbefaler, skal man passe på, når man får ting op, lyder opfordringen i den forbindelse fra Bornholms Politi:

– Jo ældre det er, jo mere ustabilt kan det være.

Forsvarskommandoens pressevagt bekræfter, at der var tale om en gammel 75 millimeter artillerigranat, og at den er bortsprængt af minører fra Forsvarets Dykkertjeneste. Hvor granaten stammer fra, og hvor gammel den er, kunne pressevagten ikke præcist oplyse.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT