Hærværk begået på 30 lysmaster: 'Farligt'

Hærværk begået på 30 lysmaster: 'Farligt'
Ved middagstid søndag så en af lygtepælene sådan ud på Hesteløkken. Foto: William Sonne Kaalø
TOPNYHED | KRIMI | Søndag 29. oktober 2023 • 13:45
TOPNYHED | KRIMI | Søndag 29. oktober 2023 • 13:45

Der er begået hærværk på op mod 30 lygtepæle forskellige steder i Rønne Nord. Det oplyser Anders Mahler, direktør i elektrikerfirmaet Knudsker El til Bornholms Tidende.

– Indsatserne i masterne er blevet skilt ad, og nogle af komponenterne er smidt i nærområdet, og nogle af komponenterne er slet ikke til at finde, siger Anders Mahler.

Derfor bliver det ikke muligt at få lys i alle gadelygter søndag aften.

Bornholms Politi oplyste søndag formiddag, at man havde modtaget en anmeldelse om hærværk på lysmaster på Hesteløkken, Lærkevej og Blykobbevej.

– Én ting er at tage strømmen - men det bliver jo farligt, når de (komponenterne, red.) hænger frit, lød det fra vagthavende i Bornholms Politi.

Anders Mahler fortæller, at også lygtepæle på cykelstierne ved de nævnte veje samt på Christians Plads, Antoinettevej og cykelstien ved Campus er ramt.

– Én ting er at borgerne får nogle områder, der er mørke. Vi har gadelys, fordi vi skal have nogle trygge områder på Bornholm, så der er lys, når man kommer hjem, når det er mørkt. En anden ting er, at det koster rigtig mange penge. Vi er som gadelys-firma ude nu og arbejde en søndag. Det er jo borgerne på Bornholm, der skal betale for at vi er ude om søndagen og rode rundt med de her lys, siger Anders Mahler. Arbejdet udføres nemlig for Bornholms Regionskommune.

– Der kan hurtigt gå et par dages arbejde med at få styr på alt det her, og der er kun én til at betale: kommunen. Det er i sidste ende os bornholmere, siger Anders Mahler, der tilføjer:

– Vi håber meget, man kan finde frem til dem, der har gjort det her, så de kan blive draget til ansvar.

Først på eftermiddag skrev Bornholms Politi denne opdatering på det sociale medie X:

"I løbet af natten er der begået hærværk på flere lysmaster i Rønne Nord. Vi ser på det med største alvor. Hvis nogen har set noget, hører vi gerne fra jer. Dele af gadebelysningen i Rønne Nord er først repareret i morgen. Det er farligt at røre ledningerne i masten."

– Hvis man har set, hørt eller ved noget så hører vi det meget gerne, fortæller den vagthavende i politiet.


Her er vi på Lærkevej. Foto: William Sonne Kaalø

 

Enten har man forsøgt at åbne dækslet her - eller også har montøren været forbi og lukke til. Foto: William Sonne Kaalø

 

"Vi har lige været på en mast ved campus cykelstien, som også var splittet ad. Og der er også en på antoinettevej." Sådan skriver Knudsker El til Tidende søndag eftermiddag. Foto: Knudsker El

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT