Fortsætter afbrændingen: Satser på godt vejr i morgen

Fortsætter afbrændingen: Satser på godt vejr i morgen
Siden søndag ved 16-tiden har Bornholms Brandvæsen været på arbejde på Bukkevadsvejen i Pedersker, hvor der gik ild i 2.500 halmballer. Foto: Presse-fotos.dk
KRIMI | Mandag 25. august 2025 • 13:36
KRIMI | Mandag 25. august 2025 • 13:36
Henrik Nielsen
Journalist

Bornholms Brandvæsen kører en kontrolleret afbrænding i Pedersker, hvor det har brændt siden søndag ved 16-tiden.

Det er efterhånden 20 timer siden, Bornholms Brandvæsen blev kaldt ud til en brand på Bukkevadsvejen i Pedersker, hvor der var gået ild i en lade med 2.500 bigballer halm. Siden har det brændt uafbrudt, og det fortsætter det med.

– Det brænder stille og roligt ned. Vi fortsætter med det, der hedder en kontrolleret afbrænding. Det vil sige, at vi sørger for, at det ikke spreder sig, siger indsatsleder Michael Grønbech-Dam.

Brandvæsnet har været i kontakt med forsikringsselskaberne igen i dag, og de ønsker, at der bliver opretholdt en brandvagt, så der ikke sker noget spredning af branden.

– Vinden er god i dag, så der er ingen fare for bygningen til den ene side, siger Michael Grønbech-Dam.

Mandag først på aftenen oplyser indsatsleder Michael Grønbech-Dam, at der stadig er omkring 55 procent af halmballerne tilbage, som fortsat afbrændes kontrolleret. 

– Hvor det tidligere var i flammer, så er det nu mere et stort glødebål, og vi holder godt øje med det, og vi håber, at vinden stilner af, for hvis det begynder at blæse rundt, så kan der komme gløder med, fortæller han.

Han forudser imidlertid fint vejr til at fortsætte afbrændingen i morgen, og dermed går arbejdet i Pedersker ind i tredje døgn. 

Mindst et døgn endnu

Regionskommunens miljøafdeling har haft en drone i vejret og har fotograferet og videofilmet til brug til dokumentation. Der er også taget billeder med termisk kamera.

– Temperaturen midt inde i halmstakken ligger omkring 540 grader, fortæller indsatslederen.

Ifølge Michael Grønbech-Dam har brandvæsnet styr på rammerne, så det er kun et spørgsmål om tid, hvor længe indsatsen fortsætter.

– Sådan som det skrider frem i øjeblikket, så går der i hvert fald et døgn endnu, før vi kan begynde at tænke på noget som helst. Politiet skal også herud og kigge på nogle af tingene. Vi må tage den tid, det tager, siger han.

Nede på en tankvogn

I morges var det Michael Grønbech-Dams kollega Kim Riis, der var på vagt som indsatsleder. Han fortalte, at brandvæsnet havde haft to tankvogne på stedet til at holde styr på gløder og sikre, at de ikke antændte ild andre steder. Kim Riis håbede, at man i dagens løb ville kunne nedjustere til en tankvogn, og det har man gjort, fortæller Michael Grønbech-Dam.

– Sådan som vinden blæser lige nu, er det optimalt, for det giver en skorstenseffekt imellem stakkene af halmballer. Når de bliver stakket op balle mod balle, er der en kanal, hvor det brænder rent. Når man går her på pladsen, kan man se, at der kommer tunnelagtige ildformationer, og det er der, hvor ilden æder al halmen op, og det skal den også gøre, siger indsatslederen.

Aske i stedet for våd halm

Hvis nogen undrer sig over, at brandvæsnet lader halmen brænde ned i stedet for at slukke ilden, så er det, fordi der på den måde bliver mindst muligt, der skal fjernes og køres til deponi.

– Det er ingen grund til, at sjaskvåd halm kommer til at ligge ude på Bofa til ingen verdens nytte. Man kan heller ikke bruge det i halmværker, så det er et spørgsmål om at få det ned i aske, siger Michael Grønbech-Dam og tilføjer, at der nu er tre-fire meter ind fra hver side, hvor der ligger almindelig sort aske.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT