Da der lørdag var afslutningsceremoni ved den europæiske olympiske ungdomsfestival i Maribor i Slovenien, gik bornholmske Anne Juul Jensen forrest som en af de to danske atleter, som bar fanen.
Diskoskasteren fra Viking Atletik opnåede en fjerdeplads i sin konkurrence ved festivalen, som også kaldes ungdoms-OL. Det er den største konkurrence med flere sportsgrene for atleter mellem 14 og 18 år. Deltagerne kommer fra en lang række europæiske lande og Israel.