Børnelæge slog to børn og deres mor ihjel – her er første kapitel i ny bog om tragedien

Elisabeth Wæver blev dømt for i et anfald af jalousi at slå tre mennesker ihjel i en dødsbrand i Rønne i 1995. Ny bog folder tragedien ud. Læs første kapital under artiklen.

Hvem, hvad, hvor, hvordan, hvorfor, hvornår ...

Kernespørgsmål i en krimi, og her kan vi hurtigt besvare dem ét for ét:

• Elisabeth Wæver.

• Hun slog to børn og deres mor ihjel.

• Det skete på Helsevej i Rønne.

• I en dødsbrand.

• Det skyldtes jalousi.

• Mordene fandt sted den 28. august 1995.

Desværre er der ikke tale om en krimi udtænkt af en forfatter, som her bliver fortalt i ultrakort form, men om en kriminalsag fra virkelighedens verden.

Forfatteren Robert Zola Christensen opruller i samarbejde med Miki Mistrati historien om "Dødslægen – Branden på Bornholm 1995" i en ny bog. Den handler om Elisabeth Wæver, der arbejdede som læge dengang i 1995, da de tragiske begivenheder udspillede sig. Egentlig var hun børnelæge i københavnsområdet, men begyndte at tage vagter på Bornholms Hospital, hvorved hun fik adgang til en kreds af læger og deres familier, som hun også omgikkes privat.

Hun og en mandlig læge indledte et forhold, som hans hustru naturligvis ikke vidste noget om, og da han på et tidspunkt ville afslutte sin udenomsægteskabelig affære, tog begivenhederne fart og bevægede sig ned i tragediens kulsorte mørke, sådan som man kan læse om det i bogens 1. kapitel, som Tidende bringer i dag.

Her i 2022 har Elisabeth Wæver for længst udstået sin straf og lever et sted i Danmark under et nyt navn.

Robert Zola Christensen fortalte i marts 2021 til Tidende, at han arbejdede på bogen, og blandt andet ad den vej, på grund af artiklen, fik han kontakt til diverse relevante kilder, som efterfølgende henvendte sig til ham.

Han fortalte også dengang, at han havde mange etiske overvejelser i forhold til, om han overhovedet skulle skrive bogen, men han fandt, at historien er så usædvanlig og vigtig, at den skulle skrives. Blandt andet fordi den illuminerer det faktum, at et menneske kan være tilsyneladende normalt fungerende og tilregnelig og så pludselig vise sig at være ondt og farligt.

Jeg har ikke været
interesseret i at fråse i andres
ulykke, men jeg mener, at vi er
nødt til at beskæftige os også med
det, der gør ondt. Det er den eneste
måde, hvorpå vi kan blive klogere
på mennesket

I løbet af sin research har han i flere omgange indlogeret sig på Skovly i Sorthat for at tale med mennesker, der var tæt på begivenhederne, og nu foreligger bogen altså, idet den kommer på gaden den 18. februar. I den anledning betoner forfatteren, at det har været hans ønske at skrive den med respekt for de efterladte og andre, der er personligt berørt af den tragiske mordsag.

Offentligt anliggende

– Det er virkelig vigtigt for mig, siger han.

– Jeg har ikke været interesseret i at fråse i andres ulykke, men jeg mener, at vi er nødt til at beskæftige os også med det, der gør ondt. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan blive klogere på mennesket, og som jeg også skriver i epilogen til bogen, så er jeg blevet ved med at vende tilbage til spørgsmålet om, hvordan det overhovedet kunne ske, at en velfungerende børnelæge begik de handlinger. Var der faresignaler undervejs, som blev overset og fik lov til at udarte, eller findes ondskaben simpelthen bare og kan pludselig folde sig ud i en hverdag, der kunne have været din og min? Det er måske det, som er det mest skræmmende og ubegribelige.

Grundlæggende mener Robert Zola Christensen også, at med al den omtale både lokalt og i den øvrige presse, sagen gennem tiden har fået, så er den et umiskendeligt offentligt anliggende, som det giver mening at behandle og forholde sig til.

– Hvor ligger ondskaben henne? Er det noget, der ligger latent i os alle sammen og kan manifestere sig under de rette forudsætninger ...

Eller de forkerte forudsætninger?

– ... Ja, lige præcis. Det ser ud, som den kommer ingen steder fra, siger han.

– Altså, den her godt begavede, stille kvinde – og så sker det her. Det er helt ubærligt og næsten ikke til at holde ud at tænke på, for så kan ondskaben jo være hvor som helst, når som helst. Det giver selvfølgelig også en fascination at beskæftige sig med sådan en sag, for vi taler jo altså om en børnelæge, som har afgivet et lægeløfte. I øvrigt har hun aldrig tilstået, men bliver dømt på indicier, og jeg tror ikke, der kunne ske i USA. Det danske retssystem er skruet anderledes sammen, og der er også noget interessant rent retspraktisk i sagen, for hvad er indicier egentlig for noget i forhold til, at man jo er uskyldig, indtil man selv erkender en forbrydelse eller det modsatte er bevist.

Når man ser på puslespillet, og hvordan brikkerne lander, kan det nok være, at nogle af dem er lidt flossede i kanten, men ser man på det overordnede billede, er man ikke tvivl, mener forfatteren: Elisabeth Wæver er skyldig i at have slået en kvinde og to små børn ihjel.

Robert Zola Christensen boede i flere omgange her på Skovly under arbejdet med sin bog. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Mørket og det normale

– Og det blev jo også resultatet af rettergangen på Bornholm, siger han.

– Men det er stadig interessant at se på, hvordan de forskellige beviser blev vurderet af juristerne.

Efterfølgende fulgte ikke desto mindre et længere juridisk forløb, idet sagen også blev prøvet i både Østre Landsret og Højesteret, som begge stadfæstede livstidsdommen. Elisabeth Wævers advokat, Bjørn Elmquist, prøvede endog at få Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg til at tage sagen op, hvilket dog blev afvist i april 2003, og dermed er Elisabeth Wæver den første danske kvinde, som efter 2. Verdenskrig er blevet idømt en livstidsdom.

– Sagen rummer helt grundlæggende mange interessante aspekter, slår Robert Zola Christensen fast.

– Både det retstekniske og juridiske, retsfølelsen, det politimæssige arbejde, pressens betydning og offentlighedens interesse. Sagen rummer så meget, der er værd at beskæftige sig med, og selv om jeg har diskuteret det både med mig selv og andre, er jeg nået frem til, at konklusionen må være, at den har almen og samfundsmæssig interesse i en grad, at den skulle beskrives i en bog.

Du tænker også i forhold til de efterladte, når du har overvejet det betimelige i at skrive bogen?

– Ja. Men tiden er også en faktor i den forstand, at det var ved at være nu, hvis jeg skulle nå at tale med dem, der har været tæt på sagen. Når jeg for eksempel sad på Skovly og kiggede ind i det her forfærdelige mørke, som sagen rummer, så havde jeg det rædselsfuldt, og jeg har også mødt mennesker, som har været berørt af sagen, og som har båret den med sig, men de er også kommet videre i livet på en måde, som giver en eller anden form for håb.

– Filosoffen K.E. Løgstrup har et sted beskrevet, at når vi fascineres af eller suges imod det mørke og får lyst til at studere det, så handler det også om, at det bekræfter det normale. Ved at se på det andet kan vi bedre få øje på den porøse normalitet, og det, tror jeg, er en vigtig pointe, siger Robert Zola Christensen.

Dødslægen – Branden på Bornholm 1995

Robert Zola Christensen i samarbejde med Miki Mistrati

Impactpress, 188 sider

Steen Finne Jensen i 2009, da han stadig fungerede som brandmand. Arkivfoto: Allan Rieck

Steen var første mand på åstedet

Steen Finne Jensen var vagthavende indsatsleder for brandvæsenet den dag i august 1995, da Elisabeth Wæver ifølge dommen antændte branden i villaen på Helsevej i Rønne, og han var dermed også første mand fra brandvæsenet, der nåede frem tidligt på morgenen den 28. august.

Han figurerer da også i bogen "Dødslægen", fordi Robert Zola Christensen har interviewet ham i løbet af sin research.

– Allerede da jeg ankom, var branden voldsom, siger den pensionerede brandmand til Tidende.

– Det stod ud af vinduerne og alle åbninger med flammer og røg. Det var meget voldsomt. Jeg blev mødt af folk, som havde opdaget branden, og som råbte til mig, at der var personer inde i huset. Og det er jo det første, man koncentrerer sig om, når man kommer frem til sådan en brand: Er der personer, vi skal forsøge at redde ud?

Som indsatsleder på dagen havde Steen Finne Jensen indsatslederbilen stående klar i sin egen garage og kunne dermed hurtigt komme af sted, mens de øvrige brandfolk har fem minutter til at fragte sig ind på brandstationen i Rønne, hvorfra de så i fællesskab kan køre ud i brandbilerne.

– Jeg kunne lave en situationsbedømmelse, kalde op på radioen og fortælle, hvad der ventede, siger han, hvilket han også fortæller mere udførligt om i det kapitel, Tidende bringer fra bogen.

Hvor voldsom er sådan en dag i forhold til, hvad du ellers har oplevet som brandmand?

– Det er sådan en dag, vi som brandfolk håber på ikke at opleve, fordi vi gerne vil redde folk, men her var vi i en situation, hvor det var for sent. For inden branden blev opdaget, var den allerede for voldsom, siger han.

Bearbejdet

Hvor hurtigt tænkte du, at den her brand ikke var opstået ved et tilfælde?

– Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det her var helt specielt. Det var min tanke. Hvordan søren er der kommet så meget gang i den brand, det var voldsommere, end jeg var vant til.

Hvordan var det at skulle tænke på den dag igen, da Robert Zola Christensen kontaktede dig?

– Det er jo noget, jeg har snakket meget med mine kolleger om. Hvad vi kunne have gjort og så videre, og jeg er også for mange år siden blevet interviewet til "Station 2" på TV 2 om sagen. På den måde får man bearbejdet det hele. Der var jo også retssagen, som gjorde, at man fik talt om det, og desto mere man taler om det og bearbejder sådan en sag, desto bedre, siger Steen Finne Jensen, som da også har tænkt sig at læse bogen, når den udkommer.

Læs første kapitel herunder.

Dødslægen - kapitel 1

Tidende bringer her et uddrag af bogen "Dødslægen – Branden på Bornholm 1995" om Elisabeth Wæver, som er dømt for at have slået en kvinde og hendes to børn ihjel på Helsevej i Rønne i 1995. Bogen er skrevet af Robert Zola Christensen i samarbejde med Miki Mistrati.

Det er mandag den 28. august klokken 06.27. Vi er på Helsevej i Rønne på Bornholm.

Irma Z. kommer ud i sit køkken for at drikke et glas vand. Hun har sovet dårligt de sidste mange nætter på grund af de rygproblemer, der snart må siges at være kroniske. Hun sover stort set aldrig mere end fem timer ad gangen. Så vil kroppen op og røre på sig. De problemer har ægtefællen Fredrik ikke. Han sover udmærket hele natten og lidt til.

Irma Z. tænder for den kolde hane og mærker efter med en finger, mens hun kigger ud ad køkkenvinduet. Solen er ikke rigtig oppe endnu, og der ligger en dis hen over forhaven, som solens stråler vil brænde væk, når den får magt om et par timer.

Året er 1995, og det meste af sommeren har været solrig og tør. I radioen har de spillet Scatman John og Me & My med "Dub-i-Dub" i månedsvis, og Irma Z. husker højst overraskende, at Brøndby er blevet årets danmarksmester i fodbold. Det gør hun, fordi Fredrik, der ellers ikke giver meget for det Danmark, som ligger uden for øen, altid fører regnskab og holder med de klubber, Michael Laudrup har spillet for.

Men det, Irma Z. senere vil huske bedst fra dette år, ud over prins Joachim og prinsesse Alexandras bryllup i Frederiksborg Slotskirke, er det, hun snart skal bevidne.

Irma Z. kigger over mod sin genbo, lægeboligen i nummer 10. Her bor Karen og Svend og deres to drenge, Christian og Erik. Karen er en rar og mild kvinde, der ikke gør meget væsen af sig selv. Altid så venlig og parat til at hjælpe andre.

Hver morgen, når Christian, der er den ældste, skal cykle i skole, går hun med helt ud til vejen og kysser ham ordentligt farvel, mens den lille står i døren og venter på sin mor. Man kan godt mærke, hun er sygeplejerske. Hjertesygeplejerske. Svend er læge, lidt finere på den og aldrig hjemme. Han kigger ikke folk i øjnene. Det gør Karen.

Eller: Det gjorde hun i hvert fald ind til for nylig. Hun har fået en delvis ansigtslammelse, den ene side "hænger". Hun forsøger at gemme det bag et par mørke solbriller.

Der er et eller andet med huset derovre. Irma Z. stiller sig på tæer på grund af buskadset i hendes egen forhave, og der går yderligere et par sekunder, før det pludselig går op for hende, at den er rivravruskende gal. De timer, som ligger foran hende denne morgen og formiddag, vil ætse sig så fast i hendes bevidsthed, at hun årtier år senere vil være i stand til at huske selv de mindste detaljer, når hun bliver spurgt om det.

I huset overfor vælder der en tyk sort røg ud ad alle tre ventilationsriste, som sidder over vinduerne til de to børneværelser og gæstetoilettet. Irma Z. kan ikke se selve vin- duerne, men der er ikke nogen tvivl: Det brænder. Der er ild i lægeboligen, men hun ser ikke nogen flammer. Det er, som om ilden er holdt inde, er fanget inde i det flade murstenshus. Hun har altid syntes, der var noget sammentrykt over de gule rækkehuse. Den grå bort af brædder på toppen ligner et skruelåg, som er strammet til.

Vandet løber stadig fra den kolde hane. Irma Z. er på vej ud for at ringe i entreen, men nu kan hun høre, at udrykningskøretøjerne allerede er på vej.

***

Lidt tidligere, klokken 06.19, er Kirsten L. og Lone H. på vej ned ad Helsevej for at gå i svømmehallen. De er begge læger. De fleste, der bor i området, er knyttet til Rønne Centralsygehus, som ligger lige nede for enden ad gaden.

Da de passerer nummer 10, får de øje på den sorte røg, der bølger ud. Fra det flade tag stiger varmen.De ved ikke, hvor længe branden har været i gang. De skynder sig ind i indkørslen, forbi en rød gokart og et kaninbur fuld af hø, hen til hoveddøren. Den er låst. De finder et stykke tykt træ, en rafte, som de smadrer glasset i døren med, men de kan ikke komme ind den vej. Ilden er for kraftig, og der er for meget røg.

Pludselig hører de stemmer. Nogen siger noget på den anden side af huset. Det kan godt lyde som gråd.

De vil løbe om i baghaven ad en smal græsstribe, men bliver standset af et højt stålhegn. De skynder sig tilbage til hoveddøren, forsøger igen at komme ind, men med samme resultat. De indser, at de bliver nødt til at forcere stålhegnet. Der er ingen anden vej. De løber tilbage, og det lykkes dem at kravle over.

Omme i baghaven finder de den syvårige Christian, der ligger i græsset, tæt på en sandkasse. Ifølge den politirapport, der senere bliver skrevet, har han underbukser på. Og en nattrøje. Med gløder i kraven, som de to kvinder får slukket med hænderne. Han lugter meget stærkt af brand og er voldsomt forbrændt, men ved fuld bevidsthed. Han har et tomt udtryk i ansigtet.

De spørger ham, om der er nogen inde i huset. Til det svarer drengen: "Min bror, min mor og damen, der satte ild på".

En mand kommer løbende ind i haven, Jan W. Også han arbejder på sygehuset. Som portør. Han ved ikke, om der stadig er nogen inde i huset, så han forsøger at trænge ind gennem havedøren, som står åben, men flammerne er for stærke. Det sprutter og knitrer. Ilden er nu så voldsom, at vinduerne begynder at springe. Der lyder et højt brag inde fra stuen. Det er loftet, som falder ned og trækker mere med sig. Alting er omspændt af flammer derinde.

De to kvinder har i mellemtiden besluttet at bære Christian ned i Lone H.’s lejlighed, der ligger lige i nærheden. Her bliver han placeret i et badekar, og de går i gang med at overhælde ham forsigtigt med vand, til ambulancen kommer. Drengen er stadigvæk ved bevidsthed, men er tavs og formodentlig i chok.

***

Da bipperen lyder hjemme hos indsatsleder S. Finne klokken 06.23, og det meldes, at der er brand på hospitalsområdet, er hans første tanke, at det er branden fra gårsdagen, der er blusset op igen. At de ikke fik gjort arbejdet færdigt. I går formiddags, søndag, blev de sendt til varmecentralen på sygehuset, hvor der var gået ild i noget træflis og andet brandbart.

S. Finne løber ud i til sin indsatsbil og kører direkte mod brandstedet. Han er den eneste heltidsansatte brandmand i Rønne. Den øvrige styrke er deltidsbrandmænd fra lokalområdet, som nu på hver deres måde er på vej til brandstationen og udrykningskøretøjerne. En af dem, en blik- kenslager på vej til værkstedet, må vende om på sin cykel.

Da S. Finne nærmer sig sygehusområdet, kan han godt se, at ilden ikke er på selve hospitalet, men på en stikvej op til. Røgsøjlen er enorm. Der er noget at køre til, som de siger.

Fremme på brandstedet kommer flere personer løbende imod ham. De råber, at der er folk derinde. Omtrent samtidigt ankommer en patruljevogn med to "sommerbetjente", politifolk fra fastlandet, der vikarierer i sommermånederne, når det faste personale holder ferie.

S. Finne løber et par gange rundt om huset for at danne sig et overblik over skadestedet og sikre sig, at der ikke er andre mennesker eller dyr i omgivelserne, som er i fare. Nogen fortæller ham, at der er fundet et slemt forbrændt barn i haven, som nu er blevet bragt på skadestuen.

S. Finne vælger den smalle hoveddør som angrebsvej, men han kan ikke gå ind, før der er vand på. Hvis han åbner og lukker ilt ind, vil det give yderligere næring til ilden, og det kan i værste fald forårsage en voldsom eksplosion.

Nu »lander« det øvrige mandskab, de strømmer ud af bilerne. Han kalder røgdykkerne til sig. De er allerede iført fuld mundering og klar til at gå ind. Der er ét og kun ét fokus: Det gælder om at trænge ind i huset så hurtigt som muligt og forsøge at redde menneskeliv. Mens det øvrige mandskab ruller slanger ud, leder han røgdykkerne frem til hoveddøren, og de giver sig til at overspule den med vand. S. Finne sidder på hug ved dørens trappesten, da de åbner og går ind, og fra sin position kan han se, at hængslerne på en af dørene inde i entreen er rødglødende.

Udenfor bliver der åbnet for de første strålerør, og en tåge af vanddamp omslutter huset og begynder at kvæle branden. Alle ved, hvad de skal gøre. Omme på den anden side af huset er det andet hold røgdykkere begyndt at trænge ind fra havesiden.

***

Nogle veje derfra, på Bøgeløkken, vågner Steen P. ved lyden af brandbiler. Han er ellers lige gået i seng efter en forretningsrejse i Sverige. Han sælger kopimaskiner for Minolta Danmark.

Sirenerne ophører. Brandbilerne er standset. Ilden må være lige i nærheden. Steen P. skynder sig ud af sengen. Fra sit soveværelsesvindue kan han se en sort røgfane stige til vejrs. Det er helt vindstille. Det må være et af rækkehusene på Helsevej, der brænder, og det brænder kraftigt.

Han klæder sig på, løber ud gennem døren, hen over stubmarken mod bagsiden af husene på Helsevej, hvor han ser en mand sidde oppe på plankeværket ind til nummer 10. Han hopper ned, da Steen P. nærmer sig, og sætter i løb ned mod hospitalet. Et øjeblik overvejer Steen P. at løbe efter ham og foretage en civil anholdelse. Han opfatter mandens opførsel som meget mistænkelig.

Steen P. vælger imidlertid at forsætte ind i baghaven for at se, om der er behov for hans hjælp på brandstedet. Han er aktiv i Hjemmeværnet og mener, han måske kan gøre en forskel.

Brandfolkene er allerede ankommet og har påbegyndt slukningsarbejdet. Der holder mindst fire udrykningskøretøjer ude på vejen. Der lugter af vådt, brændt træ, men ilden fortsætter ufortrødent inde i stuen. Typehuset, der er fra 60'erne, må være proppet med letantændeligt kunstmateriale som flamingo og skumisolering. Fra terrassedøren og ud er græsset afsvedet et langt stykke væk fra selve huset.

Steen P. genkender indsatslederen S. Finne. Det hele virker professionelt og effektivt, men varmeudviklingen er meget voldsom, ilden inde i stuen synes ustoppelig. Vinduespartierne ud mod haven er næsten sprængt helt væk. Steen P. ved ikke, om der er mennesker i huset, men han kan se, at de har sendt røgdykkere ind for at lede efter overlevende. De bevæger sig rundt i huset som skygger i det grå røgmørke.

Steen P. taler med nogle af de andre fra kvarteret, som er blevet vækket og lokket til af ildebranden. Irma Z. og Fredrik er der også. Steen P. overvejer flere gange at løbe tilbage ud af baghaven og efter manden, han så løbe væk fra stedet. Men han må være over alle bjerge nu. Nogle dage senere, efter at have talt med politiet, finder Steen P. ud af, at manden på plankeværket var en tilfældig kondiløber.

***

Var Steen P. kommet bare få øjeblikke tidligere, ville han have set Elisabeth komme ud fra husets havedør. Omtumlet, foroverbøjet. Han ville have set hende gå ud af haven, forbi det store drivhus med pigtråd rundt om og i retning mod stranden. Skulle han have givet et signalement af hen- de, ville han fortælle, at hun var cirka 175 centimeter høj, iført hvide bukser med blå striber og en hvid poloshirt med korte ærmer af mærket Fred Perry. Hun kan også have haft en rosa sweatshirt udover. Den fik hun af Svend i fødselsdagsgave, da hun fyldte 41 for mindre end en uge siden. Eller måske var det en julegave fra sidste år.

Hun går desuden med en lille læderrygsæk, og den skal senere blive en vigtig del af politiets opklaringsarbejde.

Elisabeth passerer syd om hospitalet, hvor hun i flere omgang har arbejdet som lægevikar. Hun sætter sig et øjeblik på en sten og kan se sygehuset foran sig. Hun krydser Strandvejen. Hun fortsætter, ad en sti, der ikke er asfalteret, forbi DCU-Camping ved Galløkken. Indimellem stand- ser hun. Hiver efter vejret.

På et tidspunkt kaster hun op i en busk. Det er ved den lejlighed, hun opdager, at hun har haft ufrivillig vandlanding. Hun er også kommet til at skide i bukserne.

Hun kommer ned på stranden ved Ryttergården og stopper op, sunder sig. Trækker den friske havluft dybt ned i lungerne. Solen har været oppe i snart en halv time. Den står stadig lavt over Østersøen i østlig retning.

Elisabeth bliver set af nogle tyskere i nærheden, men hun ænser dem ikke. Måske hører hun heller ikke brandbilerne. Hun tager alt sit tøj af, går ud fra stranden, lader sig omslutte af det morgenkolde vand.

Elisabeth tager nogle svømmetag og lader havets saltvand slette sporene efter branden. Så stiger hun op af vandet og tager sit tøj på igen. Alt på nær trusserne, de er aldrig blevet fundet.

Elisabeth begynder hun at gå langs stranden. Hun stand- ser efter nogle minutter ved Fredensborg Badehotel. Går ind i lobbyen. Hun venter ved skranken uden at vide hvorfor. Der er andre, som bliver ekspederet foran hende. Hun ser et skilt med "toilet" og vælger at gå derind. Hun vasker sig med papirservietter og håndsæbe. Efter hvad hun selv senere fortæller politiet, tisser hun også.

Elisabeth forlader hotellet, uden at nogen bemærker hende, men senere finder politiet spor af hendes afbrændte hår i afløbet.

Hun går i retning af lufthavnen. Nogle få biler passerer hende, og det er føreren i en af dem, der genkender hende.

***

Godt en kilometer fra branden på Helsevej møder Tove T. på arbejde på Hotel Ryttergården, Strandvejen 79. Der har været fuldt belagt det meste af august måned, det er stadig højsommer, og hun forventer endnu en travl dag. Hun ved, at der fortsat vil være turister et pænt stykke endnu. Når først Østersøen og klipperne er blevet varmet op, bliver der holdt på varmen. Badetemperaturen er god langt ind i september på Bornholm.

Tove T. hilser på natportieren, som hun skal overtage receptionen efter. Det var hans sidste nat, før han holder ferie. Idet han forlader hotellet, kommer et antal gæster, syv i alt, ned ad den brede, tæppebelagte trappe: et ældre hollandsk ægtepar, en familie fra Hobro med to børn, samt en mand fra København, som Tove tjekkede ind i går.

Sidstnævnte, der er meget solbrændt og har joggingtøj på, spørger, hvad det er det, der sker. Tove kan ikke svare ham, for det ved hun ikke. Hun ved ikke, hvad de snakker om, men de virker alle en smule oprevede. En af dem får sagt, at der er et hus, der brænder.

De går alle sammen udenfor, men kan ikke se noget. Så de går ind igen og fortsætter op på anden sal, og ganske rigtigt: Gennem en østvendt panoramarude kan de se, at der stiger sort og grå røg op fra et boligkvarter et sted bag hospitalet. De kan ikke se flammer. Kun røg, og der er meget af den.

Ægteparret fra Holland vil aldrig få kendskab til den tragedie, der gemmer sig bag det, de står og er vidner til. Familien fra Hobro kommer til at læse om det i aviserne i den kommende tid, og de følger sagen på afstand. Københavneren fortæller efterfølgende om det i mange sammenhænge. "Jeg var på Bornholm, da det skete", vil han sige. "Jeg så flammerne stå højt over huset, og så kom eftereksplosionen". Nogle gange tilføjer han også, at han er overbevist om, at han så den mistænkte to dage tidligere i Gudhjem.

For natportieren og måske især Tove, ligesom det gælder mange mennesker i byen, vil det påvirke deres liv i mange år fremover. Rønne er en provinsby med godt 15.000 ind- byggere, hvor de fleste kender nogen, der kender den lille familie på Helsevej 10. Hvis de da ikke ligefrem selv kender dem. En af de andre ansatte på hotellet har et barn, som går i samme børnehave som Christian, der netop er startet i 1. klasse på Søndermarkskolen efter sommerferien. I Knudsker Idrætsforening, hvor han spiller fodbold, vil der i lang tid fremover hænge en mørk skygge over klubben.

Tove kender ikke Karen og Svend så godt, men hun ved, de begge to er født på øen og ikke "ovre". Det er hendes indtryk, at de er et sympatisk par, og at de generelt er vellidte i lokalsamfundet. Det gælder især Karen.

***

Branden har været i gang i godt fyrre minutter, da den er ved at være slukket. Hele tiden har S. Finne tidspunkterne klart for sig. Han har løbende radiokontakt med vagthavende hjemme på brandstationen, og det er derfor, han efterfølgende ved nøjagtigt, hvad der skete hvornår. Branden bliver erklæret for slukket 06.57.

Et af de to hold røgdykkere kommer ud. De tager deres masker af og melder, at der er to mennesker derinde. Det giver S. Finne videre over radioen og går så selv ind. Brandtomten er stadig varm, men det brænder ikke mere, så han tager ikke iltapparat på. I hjørnet af stuen, hvor branden var som værst, er det syn, S. Finne møder, en voksen person, der er forkullet og brændt til ukendelighed. Personen er fuldstændig sunket ned i den lænestol, vedkommende sad i. Tilstanden er "uforenelig med liv", så S. Finne tager intet initiativ til at yde førstehjælp.

Han går tilbage ud i entréen og bevæger sig ned ad en smal gang. Det første børneværelse på højre hånd er Christians, drengen, for hvem det lykkedes at komme ud af huset. Bag den næste ligger den mindste dreng og er død, formodentlig af kulilteforgiftning. Det er også, hvad obduktionen viser et par dage senere. To af de granvoksne mænd, der overværer den, kan ikke klare mosten, men må vente udenfor, og rigtig mange af de brandfolk fra Rønne Brandvæsen, som op ad dagen får tilbudt krisehjælp efter slukningsarbejdet, siger ja tak.

S. Finne sætter radioen op til munden, og så giver han den forfærdelige meddelelse over radioen og går ud igen.

***

Oppe for enden ad Helsevej er Gunløg på vej til sygehuset, hvor hun er sygehjælper. Der er sat afspærringer op, så hun må tage en lille omvej.

Hun kan godt se, det brænder i et af rækkehusene, men det er først, da hun møder ind på arbejde, hun får at vide, hvor galt det er. På dette tidspunkt er rygterne allerede i omløb, og blandt personalet på de forskellige afdelinger ved de fleste snart, hvem der var i huset, og at Christian reddede sig ud. Der er også en eller anden, der ved besked om, at Svend er i København hos sin søster. Det er derfor en lægekollega, som får fat i Svend og fortæller ham om branden, før politiet når at gøre det.

Da Gunløg mange år senere ser tilbage på branden, står den ikke som en enkeltstående begivenhed i hendes hukommelse, men som kulminationen på en række af tragiske begivenheder på hendes elskede ø. Det startede med, at Bornholmerbanken krakkede. Hendes forældre og utallige øboer mistede de sparepenge, som skulle forsøde deres pension. Fiskekvoter og fiskerigrænser ødelagde samtidig det erhverv, som mange familier havde ernæret sig ved i generationer. Nogle forlod simpelthen deres huse midt om natten. Havnene lå tomme. Før var det muligt at gå tørskoet fra den ene side af havnebassinet over til den anden, men nu blev kutterne solgt til jyder og polakker eller hugget op med støtte.

Nogle fiskere valgte at hoppe i Østersøen for at gøre en ende på det hele. Selvmord oplevede Gunløg en del af i hverdagen på sygehuset. Som hun husker det, døde folk som fluer, for nu at bruge de ord. Det var så slemt, at Gunløg på et tidspunkt havde foreslået på sin arbejdsplads, at de skulle til at holde øje med hinanden, hjælpe hinanden, for det var lidt af en social smitte. De burde lave en gruppe for at få sat stop for det.

Det startede i lægehuset, som ligger i direkte tilknytning til hospitalet. Pludselig var en praktiserende læge forsvundet. Han blev fundet død i skoven flere måneder senere. Han efterlod børn og kone. Den kollega, han drev praksissen med, begik også selvmord. Den sidste læge i deres kompagniskab valgte at gå i kloster i Jylland. Og det var kun begyndelsen. En af de administrerende overlæger mødte en morgen ikke på arbejde. Han var gået ned i kælderen og havde hængt sig. Så var det lægen på intensiv, som sprang ud fra klipperne i Gudhjem. En røntgenlæge begik også selvmord. Hvordan kan hun ikke huske så mange år efter, men det var, som om alle var blevet vanvittige.

Værst var dog tragedien på Helsevej 10. Det var, som om den satte en stopper for selvmordsbølgen. Men der skete også ting i tiden efter branden, som har ætset sig fast i hendes sind. Det vender vi tilbage til.

***

Elisabeth går ind igennem skydedøren til terminalbygningen i Bornholms Lufthavn. Klokken er 07.40.

Der er ikke mange folk i afgangshallen. Det ser ikke ud, som om ret mange skal med morgenflyveren til København. De færreste turister er så tidligt oppe, og mange af bornholmerne, der arbejder i København, har stadig ferie. Men der holder slet ikke nogen Mærsk-maskine på startbanen. Flyet er fløjet.

Elisabeth styrer direkte til billetkontoret og beder om nummeret til Herlev Sygehus, hvor hun er ansat som børnelæge på kirurgisk afdeling D. Hun har morgenvagt nu klokken otte. Det kan billetkontoret ikke hjælpe hende med, de har ingen telefonbøger. Hun finder en telefonboks for at ringe til nummeroplysningen, men telefonen sluger hendes mønter. Hun køber et telekort på trafikkontoret, får fat i nummeret og ringer til sit arbejde. Det er mellemvagten, Per L., der svarer. Elisabeth siger, at hun har det dårligt og vil blive forsinket en times tid. Måske lidt mere.

***

Uden for terminalen parkerer flybussen, dobbeltdørene går op, og passagererne til København skynder sig ud. Der er afgang om mindre end en halv time.

Elisabeth tog selv flybussen, da hun landede med Mærsk-flyet i går aftes klokken 20.25, og senere, da chaufføren bliver afhørt af politiet, kan han godt huske kvinden. Han kan fortælle, at hun bad om at blive sat af i krydset mellem Helsevej og Paradisvej, og at hun spurgte, hvor lang tid det ville tage at gå til lufthavnen.

Hun købte en returbillet, og de havde aftalt, at han skulle samle hende op samme sted denne morgen.

Sådan blev det altså ikke. Da Elisabeth blev sat af bussen om aftenen, gik hun heller ikke ned ad Helsevej og ringede på i nummer 10 hos Svend og Karen. Hun gik ned til Galløkken og tog en spadseretur på 45 minutter. Senere i retten fortæller hun, at det var for at samle tankerne. Det kunne selvfølgelig også have været for at rekognoscere den flugtrute, der nu har bragt hende til lufthavnen.

Det er blevet tid til at boarde flyet. Elisabeth går hen til skranken. Leder i sin rygsæk. Hun kan ikke finde sin flybillet. Hun kommer i tanke om, at den ligger i lommen i Helly Hansen-regnfrakken, som hun hængte fra sig i entreen hos Svend og Karen. Billetten er udstedt i et andet navn end hendes eget: Hanne Johansen. Hun købte den kontant for tre dage siden i Københavns Lufthavn.

Elisabeth kan huske reservationsnummeret, men det er ikke nok til, at de vil lade hende flyve på billetten. Hun bliver nødt til at købe en ny. Også den i falsk navn.

Men det er ikke sikkert, hun kan komme med. Hun får kun en reserveplads.

***

Klokken 09.10 mandag den 28. august står Rosemarie og kigger efter morgenens andet fly fra Rønne mod København, mens det forsvinder op i den blå sommerhimmel. Den småhysteriske kvinde er med om bord.

Rosemarie kan med det samme udpege Elisabeth, da det lokale politi et par dage senere præsenter hende for en bunke billeder af forskellige kvinder. Hende glemmer man ikke lige sådan. Der er i øvrigt også en af de andre kvinder, Rosemarie genkender. En af dem, der sidder og drikker ved springvandet midt i byen.

Betjenten tager hurtigt billedet af Elisabeth ud af bunken og viser det til Rosemarie igen. Ja, det var hende, selv om hendes hår var længere end på billedet. Rosemarie er stensikker, for hun opførte nemlig en hel lille scene.

Da kvinden kom ind på kontoret, sad de og spiste deres morgenmad på trafikkontoret. Som de plejer efter at have sendt den førte morgenflyver af sted. Kvinden var kommet for sent til flyveren, og nu ville hun have en plads på den næste afgang. Det kunne ikke bare lade sig gøre, og hun blev stærkt utilfreds med, at de ville tage et gebyr for ombooking af billetten.

"Det kan I ikke være bekendt, jeg har fødselsdag", sagde hun.

Det passer ikke, fødselsdagen falder den 20. august, og det hører med til historien, at Elisabeth har fejret den en lille uge tidligere i Karen og Svends hjem på Helsevej. Hvad der skete den dag, skal senere vise sig at blive afgørende.

Efterfølgende genoptog personalet på trafikkontoret deres morgenmad. De talte om, at hun tydeligvis var en af den slags "hjælpeløse kvinder", der altid synes, at det er alle andres skyld, når noget går dem imod.

Mere end 25 år senere kan Rosemarie fortælle, at hun allerede på dette tidspunkt var sikker på, at denne kvinde "ikke havde rent mel i posen".