Krydset er sat: Jeg kunne godt tænke mig, at der kom lidt nyt blod ind

Krydset er sat: Jeg kunne godt tænke mig, at der kom lidt nyt blod ind
Carsten Engmann var en af de første vælgere, der stemte i Rønne Idrætshal. Foto: Jacob Jepsen
NYHED | RØNNE | ABONNENT | 16. NOV 2021 • 09:20
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | RØNNE | ABONNENT
16. NOV 2021 • 09:20

Carsten Engmann lægger vægt på, at der kommer mere liv i kommunalbestyrelsen.


Traditionen tro stod flere vælgere klar til at stemme, da valgstederne åbnede klokken 8. For nogle er det en tradition at stemme fra morgenstunden, for andre er det en praktisk foranstaltning på dagen. Det var det for Carsten Engmann, som var en af de første vælgere i Rønne Idrætshal.

– Jeg kan godt lide at få ting ordnet fra morgenen af, og så har jeg en dag fyldt med arbejde og andre aktiviteter, fortæller han efter at have sat sine krydser til kommunal- og regionsvalget.

I lyset af det stigende smittetryk har corona fyldt en hel del i dagene op til valget, ikke mindst forholdsreglerne for at undgå yderligere smittespredning på valgstederne. Det var dog ikke noget, som bekymrede Carsten Engmann.

– Ikke spor, jeg vidste også, at der ville være markeret med afstand og så videre, så jeg har ikke haft nogen bekymringer overhovedet. Jeg synes, det fungerede rigtig fint. Der var styr på det, siger han.

Interessant polemik

Carsten Engmann interesserer sig generelt for politik og følger både med på nationalt og lokalt plan, så han har fulgt en del med i valgkampen op til valget.

– Ved det her valg har det været særligt interessant at følge den polemik, der har været omkring Thomas Thors og omkring det med rådhusbyggeriet og det budget, som Venstre har indgået med Socialdemokratiet, og det vil alle andre åbne, siger Carsten Engmann.

Personligt lagde han vægt på fornyelse, da han satte sit kryds på den hvide af dagens to stemmesedler.

– Jeg kunne godt tænke mig, at der kom lidt mere liv og lidt nyt blod ind i kommunalbestyrelsen, siger han.