Zelenskyj: Krigen i Ukraine slutter hurtigere med Trump ved roret

16. NOV 2024 • 11:54UDLAND

Det er usikkert, i hvilket omfang Donald Trump - som præsident - vil støtte Ukraine i krigen mod Rusland.

Krigen i Ukraine vil slutte tidligere end ellers med Donald Trump i spidsen for Det Hvide Hus i Washington D.C.

Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et interview med det ukrainske medie Suspilne ifølge britiske BBC.

Zelenskyj siger videre, at Ukraine "skal gøre alt for, at krigen slutter næste år", og at det skal ske gennem diplomati.

Den ukrainske præsident og Trump har talt i telefon sammen efter Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg tidligere i november.

Det er tilsyneladende på baggrund af denne samtale, at den ukrainske præsident kommer med sin udmelding om krigens videre forløb.

USA har været en central økonomisk støtte for Ukraine under krigen, som begyndte med Ruslands invasion i februar 2022.

Men det er uvist, hvordan og i hvilket omfang amerikanerne kommer til at hjælpe Ukraine med Donald Trump som præsident.

Trump har sagt, at det er en prioritet for ham at sørge for, at krigen slutter, og dermed at fjerne behovet for amerikansk militærhjælp, som - ifølge ham - dræner den amerikanske statskasse.

Zelenskyj fortæller ikke i interviewet med Suspilne, om Trump har stillet nogen krav til Ukraine i forbindelse med potentielle fredsforhandlinger med styret i Rusland.

Den ukrainske præsident nøjes med at konstatere, at han har haft en "konstruktiv meningsudveksling" med Trump, skriver BBC.

Fra krigens begyndelse i februar 2022 til slutningen af juni 2024 afsatte USA 55,5 milliarder dollar - 391 milliarder kroner - i form af våben og militært udstyr til Ukraine, hvilket gør USA til den største enkeltstående donor.

Det viser en opgørelse fra det tyske forskningsinstitut Kiel Institute for the World Economy ifølge BBC.

Allerede tidligt i krigen fremsatte Rusland flere krav til Ukraine i forbindelse med en eventuel fredsforhandling.

Rusland var klar til at lægge våbnene, hvis Ukraine blandt andet accepterede, at Krim-halvøen er russisk, og at Luhansk og Donetsk i det østlige Ukraine er selvstændige regioner.

Ingen af delene var Ukraine interesseret i.

Siden har Ruslands præsident, Vladimir Putin, krævet, at ukrainske styrker trækker sig tilbage fra både Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja og Kherson, for at fredsforhandlinger overhovedet kan komme på tale.

Rusland hævdede i september 2022 at have annekteret alle fire regioner, som ligger i det østlige Ukraine.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT