Fin placering undrer Tauson: Har været et mærkeligt år

16. NOV 2024 • 10:53SPORT

Clara Tauson ligger nummer 52 i verden, selv om hun ikke føler, at hun har haft en god sæson.

Clara Tauson udbyggede fredag sin flotte landsholdsstatistik, da hun bragte Danmark på 1-0 mod Mexico i Billie Jean King Cup i Farum.

Dermed har hun vundet samtlige sine ti kampe for landsholdet i 2023 og 2024.

Anderledes ujævnt har det været for Tauson på WTA Tour. Her har det været lidt op og ned, men efter en fin afslutning ligger hun trods alt nummer 52 på verdensranglisten.

- Jeg synes, at det har været et lidt mærkeligt år, hvor det har været meget op og ned. Jeg føler ikke, at det har været i nærheden af et godt år, og derfor føles det underligt, at jeg lige nu har min højeste placering i år.

- Jeg sluttede selvfølgelig godt af, men det er stadig lidt uvirkeligt for mig at være så tæt på top-50, siger Clara Tauson.

Hun stormede derudaf som teenager og var blot lige fyldt 19 år, da hun tidligt i 2022 var helt oppe som nummer 33 i verden.

Da vurderede eksperter, at hun snart ville blive en del af top-20, men sådan skulle det ikke gå til at begynde med.

I sæsoner præget af formsvigt og skader har hun tilbragt en periode helt uden for top-100, men nu går det altså igen den rigtige vej, selv om det ofte kun var lige ved og næsten i 2024.

- Det giver selvfølgelig en god fornemmelse at ligge et godt sted her til sidst efter et år, hvor jeg har haft mine momenter hist og her, men ikke har været stabil set over hele året. Det er positivt, at jeg kan ligge tæt på top-50 uden at have spillet top-top-tennis.

Nu handler det om at finde den stabilitet, der kan bringe hende tættere på den absolutte top.

- Stabilitet er det vigtigste, hvis man vil i top-20 eller top-10. Der er mange uden for top-20, der har spillet til det, men mangler stabilitet. Det handler om, hvornår man finder den, hvis man finder den, lyder det fra Tauson.

Lørdag klokken 12 spiller hun sin anden kamp i Billie Jean King Cup mod Renata Zarazua fra Mexico. Derefter spiller Johanne Svendsen mod Giuliana Olmos, og der sluttes af med en double.

Stillingen efter fredagens kampe er 1-1, og den samlede vinder tager et skridt mod Billie Jean King Cup Finals i 2025.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT