Dele af Heathrow er igen tilsluttet strømnet efter brand
Brand i transformerstation nær Heathrow Lufthavn har ført til strømafbrydelser og indstillede flyvninger.
Dele af Heathrow Lufthavn uden for London er midlertidigt blevet tilsluttet strømnettet igen, efter at der torsdag udbrød brand i en transformerstation.Det oplyser det britiske gas- og elselskab National Grid fredag eftermiddag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Branden brød ud torsdag aften i en transformerstation i Hayes nær Heathrow.
Den har ført til, at alle flyvninger til og fra Heathrow fredag er indstillet indtil midnat.
- Netværket er blevet omkonfigureret til at genoprette strøm til alle berørte kunder, inklusive muligheden for at genforsyne de dele af Heathrow Lufthavn, der er forbundet til North Hyde (transformerstation, red.), siger en talsperson fra National Grid.
Vedkommende understreger, at det er en "midlertidig løsning", mens man udfører yderligere arbejde på North Hyde "for at bringe transformerstationen og vores netværk tilbage til normal drift".
Lufthavnen oplyste tidligt fredag morgen, at man oplevede betydelige strømafbrydelser som følge af branden.
Heathrow er den travleste lufthavn i Europa.
Reuters har tidligere skrevet, at der var 1351 planlagte flyvninger til og fra Heathrow fredag. Op mod 291.000 passagerer skulle have været gennem lufthavnen.
Heathrow Lufthavn oplyste tidligere fredag eftermiddag, at der er en "væsentlig strømafbrydelse i hele lufthavnen".
Det stod endnu ikke klart, hvornår strømmen bliver genoprettet. Det har en talsperson udtalt ifølge nyhedsbureauet PA, skriver The Guardian.
Den engelske lufthavn forventer "væsentlige forstyrrelser i løbet af de kommende dage". Derudover bør passagerer "under ingen omstændigheder" rejse til lufthavnen, før den genåbner, lød det videre.
Sky News har skrevet, at det ser ud til, at strømmen er tilbage i terminal 4, som sammen med lufthavnens terminal 2 har været uden strøm.
Derudover skriver mediet, at lysene er tændt i hovedbygningen, ligesom at elevatorerne igen kører på den flere etagers høje parkeringsplads.
Antiterrorkommandoen ved politiet i London står i spidsen for undersøgelserne af branden.
Det oplyste en talsperson for The Metropolitan Police - politiet i London-området - Reuters og The Guardian.
/ritzau/