Tyrkisk politi bruger peberspray i demonstrationer mod anholdelse

22. MAR 2025 • 02:40UDLAND

Ifølge oppositionsleder var 300.000 mennesker mødt op til demonstration efter anholdelse af borgmester.

Demonstranter har fredag endnu en gang vist deres vrede over en anholdelse af Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu.

Fredag har tyrkisk politi brugt gummikugler og peberspray i landets største by, da demonstranter protesterede mod anholdelsen.

Det beretter journalister fra AFP og tyrkiske medier, skriver AFP.

Den tyrkiske oppositionsleder Ozgur Ozel har sagt, at demonstranter var samlet flere steder i Istanbul på grund af lukninger af veje og broer, der forhindrede folk i at være samlet det samme sted.

- Vi er 300.000 mennesker, sagde Ozel til demonstranterne foran byens rådhus.

Ekrem Imamoglu blev anholdt onsdag som en del af en større korruptionsundersøgelse i landet.

Borgmesteren er - ligesom Ozel - fra partiet Det Republikanske Folkeparti, CHP, og anses for at være en markant rival til Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

CHP er Tyrkiets ældste parti med dybe sekulære rødder, og det anses for at være det største oppositionsparti. Partiet blev grundlagt i 1923 af Tyrkiets grundlægger og første præsident, Kemal Atatürk.

Imamoglu er anklaget for svindel og at støtte en terrorgruppe. Anholdelsen skete som en del af en større korruptionsefterforskning.

Både Imamoglu og CHP afviser anklagerne og mener, at de er politisk motiverede. De kalder det et tidligt "kupforsøg" for at forhindre Imamoglu i at udfordre Erdogan ved næste præsidentvalg.

Det er ifølge AFP tredje aften i streg, at demonstranter har protesteret mod anholdelsen.

Fredag er der affyret otte skud mod facaden på den irakiske ambassade i Istanbul. Skuddene blev affyret fra en motorcykel.

Det oplyser Iraks udenrigsministerium fredag aften, skriver Reuters. Det står endnu ikke klart, om hændelsen har en direkte forbindelse til demonstrationerne.

Demonstrationerne har hurtigt spredt sig fra Istanbul til mindst 40 af Tyrkiets 81 provinser, viser en optælling fra AFP.

Tidligere fredag sagde Erdogan, at landet ikke ville overgive sig til "gadeterror".

Torsdag brugte politiet gummikugler og tåregas mod demonstranter i Istanbul og hovedstaden Ankara, hvor mindst 88 demonstranter blev anholdt. Det har tyrkiske medier berettet ifølge AFP.

- Dette er ikke en CHP-samling. De folk, der er her, er fra alle partier og er kommet for at vise solidaritet med borgmester Imamoglu og for stå op for demokratiet, lød det fredag fra Ozgur Ozel.

Imamoglu blev anholdt, få dage før partiet 23. marts skulle afholde primærvalg og udvælge dets næste præsidentkandidat frem mod præsidentvalget, der skal holdes senest i 2028.

Her var det den klare forventning, at Imamoglu ville blive valgt som CHP's kandidat.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT