Europæiske lande opfordrer til øjeblikkelig våbenhvile i Gaza
Efter omfattende israelske luftangreb i Gaza opfordrer Tyskland, Frankrig og Storbritannien til våbenhvile.
Tyskland, Frankrig og Storbritannien opfordrer til, at våbenhvilen i Gaza "øjeblikkeligt" genoptages.Det fremgår af en fælles udtalelse fra landenes udenrigsministre.
- Genoptagelsen af israelske angreb i Gaza markerer et dramatisk tilbageskridt for Gazas befolkning, gidslerne, deres familier og hele regionen. Vi er rystede over de civile ofre og opfordrer indtrængende til en øjeblikkelig tilbagevenden til en våbenhvile, lyder det.
Udtalelsen kommer, efter at den israelske forsvarsminister, Israel Katz, fredag truede med at tage permanent kontrol over mere territorium i Gazastriben, hvis den militante gruppe Hamas ikke frigiver flere gidsler.
Det er Frankrigs Jean-Noel Barrot, Tysklands Annalena Baerbock og Storbritanniens David Lammy, der har udsendt udtalelsen.
Første fase af en våbenhvile mellem Israel og Hamas udløb 1. marts.
Natten til den 18. marts lød det fra Israels militær, IDF, at man udførte "omfattende angreb" mod mål tilhørende Hamas i Gaza.
Over 470 er døde i angrebene, lød det fra en talsperson for civilforsvaret i det Hamas-kontrollerede Gaza onsdag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.
Dagen efter lød det, at Israel er begyndt på "målrettede" operationer på landjorden i Gaza.
De europæiske udenrigsministre opfordrer "alle parter til at genoptage forhandlingerne og sikre, at våbenhvilen gennemføres fuldt ud samt bliver permanent".
Det lyder samtidig, at Hamas skal frigive de gidsler, der er tilbage i det palæstinensiske område, og at gruppen "hverken må styre Gaza eller være en trussel mod Israel længere".
Det lyder videre fra de tre europæiske lande, at Israel skal "respektere international lov fuldt ud" og tillade, at hjælp kommer ind i området.
Gidslerne blev taget til fange under et angreb mod Israel den 7. oktober 2023.
Siden da har Israel udført et stort antal angreb i Gazastriben, hvor over 40.000 palæstinensere er blevet dræbt.
/ritzau/