USA's ambassadør er kommet i stormvejr efter Israel-kommentar
Amerikansk ambassadør sagde i podcast, at det var fint, hvis Israel tog stort landområde i Mellemøsten.
Flere arabiske og muslimske lande fordømmer udtalelser fra USA's ambassadør om, at Israel har en bibelsk ret til et stort område af Mellemøsten.Den amerikanske ambassadør i Israel, Mike Huckabee, sagde fredag i en podcast med den konservative kommentator Tucker Carlson, at "det ville være fint, hvis de (Israel, red.) tog det hele".
Det skete, efter at han blev presset til at forklare betydningen af et vers fra biblen, der nogle gange bliver fortolket som en erklæring om, at Israel har ret til landet mellem floden Nilen i Egypten og Eufrat i Syrien og Irak.
Huckabee har senere tilføjet, at udtalelsen var noget overdrevet, og at Israel ikke har tænkt sig at udvide landets territorium. Det har dog ikke mildnet de kritiske røster.
De arabiske og muslimske lande mener, at USA-ambassadørens udtalelser er i strid med FN's charter og bestræbelserne på at sikre fred efter krigen i Gazastriben.
Den fælles erklæring er underskrevet af De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Jordan, Indonesien, Pakistan, Tyrkiet, Saudi-Arabien, Qatar, Kuwait, Oman, Bahrain, Libanon, Syrien og Det Palæstinensiske Selvstyre.
Flere af landene har allerede udsendt selvstændig kritik af den amerikanske ambassadørs kommentarer.
Saudi-Arabien beskriver Huckabees udtalelser som "ekstremistisk retorik" og "uansvarlige", mens Jordan siger, at det er "angreb på suveræniteten af landene i regionen".
Siden Israel blev oprettet i 1948 har landet ikke haft fuldt anerkendte grænser, skriver nyhedsbureauet AP. Israels grænser med arabiske nabolande har ændret sig som følge af krige, annekteringer, våbenhviler og fredsaftaler.
Under seksdageskrigen i 1967 erobrede Israel Vestbredden og Østjerusalem fra Jordan, Gaza og Sinaihalvøen fra Egypten og Golanhøjderne fra Syrien.
Israel trak sig tilbage fra Sinaihalvøen som en del af en fredsaftale med Egypten efter krigen i 1973. Israel trak sig også ensidigt ud af Gaza i 2005, skriver AP.
Israel har i de seneste måneder forsøgt at øge kontrollen over den besatte Vestbred. Landet har udvidet byggeriet af jødiske bosættelser.
Huckabee er stærk tilhænger af Israel og bosættelserne på Vestbredden. Han har længe været imod ideen om en to-statsløsning for Israel og det palæstinensiske folk, skriver AP.
/ritzau/AFP
