Drama om politisk pres i Tyrkiet vinder Guldbjørnen i Berlin

21. FEB 2026 • 21:08UDLAND

Hovedprisen på Berlinalen går til den tyrkisksprogede film "Gelbe Briefe", som er optaget i Tyskland.

Dramaet "Gelbe Briefe" (Gule Breve) af den tysk-tyrkiske instruktør Ilker Çatak har lørdag aften modtaget Guldbjørnen - prisen for Bedste Film - ved den internationale filmfestival Berlinalen i Tysklands hovedstad.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Filmen har de tyrkiske skuespillere Özgü Namal og Tansu Biçer i hovedrollerne.

De er gift i dramaet og mister deres job som henholdsvis skuespiller og dramatiker, da de kommer under pres fra den tyrkiske stat efter at have offentliggjort regimekritisk indhold på nettet.

- Den virkelige trussel er ikke iblandt os. Den er derude. Det er autokraterne. Det er højrefløjspartierne. Det er vor tids nihilister, der forsøger at komme til magten og ødelægge vores levemåder, sagde instruktør Ilker Çatak, da han tog imod hovedprisen på Berlinalen.

- Lad os ikke bekæmpe hinanden. Lad os bekæmpe dem.

"Gelbe Briefe" er optaget i Berlin og Hamburg, men foregår i filmen i de tyrkiske storbyer Ankara og Istanbul.

Formanden for juryen ved Berlinalen, Wim Wenders, kaldte filmen for "et frygtindgydende forvarsel, et blik ind i en nær fremtid, som muligvis kan udspille sig i vore lande også".

- Dette er en film, der meget tydeligt siger sin mening om totalitarismens politiske sprog som en modsætning til biografens empatiske sprog, sagde juryformanden ved uddelingen af Guldbjørnen.

22 forskellige film var med i opløbet om hovedpisen.

Sølvbjørnen, der rangerer lige under Guldbjørnen, gik til den tyske skuespiller Sandra Hüller for hendes rolle i det tyske drama "Rose", hvor hun spiller en kvinde, der udgiver sig for at være en mand i en landsby i det 17. århundrede.

Det er anden gang, at Sandra Hüller hædres med Sølvbjørnen. Første gang var i 2006, hvor hun modtog prisen for sin rolle i filmen "Requiem".

Filmfestivalen i Berlin begyndte den 12. februar og har budt på en lang række filmvisninger og præmierer, inden den kulminerede i uddeling af filmpriser lørdag aften.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT