Niende skiløber fundet død efter voldsom lavineulykke i Californien

22. FEB 2026 • 03:11UDLAND

Tirsdag blev en gruppe på 15 skiløbere ramt af en lavine i Sierra Nevada-bjergene. Kun seks overlevede.

Redningshold i den amerikanske delstat Californien har lørdag fundet liget af den niende og sidste person, der var savnet efter en lavine i Sierra Nevada-bjergene tidligere på ugen.

Det oplyser det lokale sherifkontor.

Eftersøgningen har varet siden tirsdag, hvor en gruppe skiløbere blev ramt af en lavine uden for pisterne på bjerget Castle Peak i Lake Tahoe-området.

I alt var 11 skiturister og fire guider med på turen, der skulle vare i tre dage. Kun seks overlevede.

Det er dermed en af de dødeligste lavineulykker i moderne amerikansk historie.

- Ni personer, der mistede livet i lavinen på Castle Peak den 17. februar, er nu sikkert blevet bjærget fra bjerget, lyder det fra sherifkontoret i amtet Nevada County i en erklæring.

- Der findes ikke ord, der virkelig kan beskrive dette tab, og vores hjerter sørger sammen med familierne til dem, der er berørt af denne katastrofale begivenhed, siger sherif Shannan Moon.

Dagen efter ulykken blev otte fra gruppen fundet døde på bjerget.

Myndighederne advarede torsdag om, at eftersøgningen efter den sidste savnede person ville strække sig ind i weekenden på grund af dårligt vejr.

Adskillige redningsfolk har været indsat i eftersøgnings- og redningsarbejdet, der ifølge politiet er foregået under ekstreme betingelser i form af snevejr og kraftig vind i et svært fremkommeligt område.

De seks personer, der overlevede, formåede at ringe efter hjælp, kort efter lavinen ramte. Men snevejret og risikoen for yderligere laviner gjorde, at redningsmandskabet ikke kunne nå frem til de nødstedte skiløbere i adskillige timer.

Ifølge en erklæring fra flere af de pårørende, som er blevet beskrevet i amerikanske medier, var seks af ofrene kvinder.

- De var passionerede, dygtige skiløbere, der satte stor pris på tid sammen i bjergene. Vi har mange ubesvarede spørgsmål, lød det i erklæringen fra familierne.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT