City lægger pres på duksen Arsenal med sejr over Newcastle
Nico O'Reilly sikrede med to scoringer Manchester City en 2-1-sejr over Newcastle i Premier League.
Lørdag aften blev der pustet ny spænding ind i kampen om det engelske mesterskab.Manchester City vandt på eget græs 2-1 over Newcastle takket være to mål fra Nico O'Reilly og ånder dermed Premier League-topholdet Arsenal i nakken.
Pep Guardiolas tropper har nu blot to point op til Arsenal, der søndag møder rivalen Tottenham.
Men de to hold har altså en formkurve, der peger i hver sin retning.
Arsenal har spillet de seneste to ligakampe uafgjort, mens lørdagens City-sejr var den tredje i rap i ligaen.
Tidligt i opgøret mod Newcastle lignede holdet fra den lyseblå del af Manchester et mandskab, der havde i sinde at øge presset på Arsenal.
Der var ikke engang spillet et kvarter, før 20-årige O'Reilly strøg afsted i en kontra og udplacerede Newcastle-keeper Nick Pope.
Halvvejs i første halvleg stak Newcastles venstreback Lewis Hall midlertidigt en kæp i City-hjulet, da hans afrettede forsøg røg i kassen.
Det var dog ikke længe, at den udligning holdt. Få minutter senere dukkede unge O'Reilly, der i denne sæson for alvor har fået gennembruddet hos City, op i feltet.
Stjerneangriber Erling Haaland indtog en noget uvant oplæggende rolle. Han løftede et indlæg ind i panden på O'Reilly, der kom frem til bolden med fuld fart.
City havde ganske fornuftigt styr på opgøret derfra.
Værterne kontrollerede det meste af anden halvleg, og det var kun i forbindelse med et par dødbolde, at Newcastle snusede til udligningen.
/ritzau/
