Skibe i Hormuzstrædet er ved at løbe tør for mad, siger Trump. USA's militær vil sikre fri sejlads i strædet.
USA vil begynde at hjælpe strandede skibe ud af Hormuzstrædet mandag.Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på sit sociale medie, Truth Social.
Operationen i Hormuzstrædet vil begynde mandag morgen lokal tid.
Ifølge præsidenten har lande fra hele verden anmodet USA om at få hjælp til at få skibene ud af den strategisk vigtige flaskehals i Mellemøsten.
- For Irans, Mellemøstens og USA's skyld har vi fortalt disse lande, at vi leder deres skibe sikkert ud af disse indskrænkede farvande, så de frit og effektivt kan fortsætte deres forretning, skriver Trump.
Trump omtaler det som en humanitær operation, da flere skibe ifølge præsidenten begynder at løbe tør for mad og andre forsyninger.
- Bevægelsen af skibe har udelukkende til formål at frigøre mennesker, virksomheder og lande, som absolut ikke har gjort noget forkert - de er blot ofre for omstændighederne, skriver Trump i opslaget.
USA's militær vil støtte operationen. Det skriver det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, natten til mandag på det sociale medie X.
Militæret vil assistere med krigsskibe, over 100 fly og 15.000 soldater, oplyser Centcom.
Det amerikanske militær betegner det som en defensiv mission, der har til formål at genoprette den frie sejlads for skibe gennem Hormuzstrædet.
Ifølge det maritime efterretningsfirma AXSMarine var der flere end 900 handelsskibe i Den Persiske Golf i slutningen af april. Da krigen brød ud, befandt der sig over 1100 kommercielle fartøjer i området, skriver nyhedsbureauet AFP.
Skibstrafikken i Hormuzstrædet er stort set gået i stå, efter at USA og Israel indledte en krig mod Iran den 28. februar.
Iran svarede igen ved blandt andet at lukke ned for det meste af skibstrafikken i strædet.
Energipriserne er røget i vejret verden over, da en stor del af verdens olie og naturgas under normale omstændigheder fragtes gennem det smalle stræde, der forbinder Den Persiske Golf og Omanbugten.
Efter flere ugers krig blev USA og Iran enige om en midlertidig våbenhvile i begyndelsen af april.
Siden det første og hidtil eneste fysiske møde mellem en iransk og en amerikansk delegation fandt sted i april i Pakistans hovedstad, Islamabad, har der ikke været ryk i forhandlingerne.
Trump skriver i sit seneste opslag på Truth Social, at der lige nu er det, som han kalder meget positive drøftelser med Iran.
Irans indenrigsministerium oplyste tidligere søndag, at USA har svaret på et fredsudspil på 14 punkter, som iranerne har sendt via pakistanske mæglere.
/ritzau/