To Vinicius-perler udskyder Barcelonas mesterskabsfest

3. MAJ 2026 • 22:59SPORT

Med en sejr på 2-0 ude over Espanyol holdt Real Madrid liv i det meget spinkle håb om et spansk mesterskab.

Real Madrid var i Barcelona for at møde Espanyol. Formåede hovedstadsklubben ikke at vinde, skulle spillerne finde vej hjem gennem en catalansk mesterskabsfest for ærkerivalen FC Barcelona.

Motivationen for at undgå det var stor nok til, at Real Madrid fik bjærget en 2-0-sejr hjem. Det sørgede Vinicius Junior for med to flotte mål.

Til gengæld kan Barcelona sikre titlen mod netop Real Madrid i næste weekend, når de to giganter tørner sammen i La Liga.

Uden topscorer Kylian Mbappé var det op til især Vinicius og Jude Bellingham i en fremskudt rolle at skabe gæsternes chancer.

Det lykkedes kun delvist. Det blev til to-tre store chancer i løbet af første halvleg, men med 65 procent boldbesiddelse burde hovedstadsklubben have været i stand til at skabe mere.

I den anden ende kom Espanyol frem til flere fine muligheder, men afslutningerne var ringe.

Først i halvlegens tillægstid måtte Andriy Lunin i Real-målet diske op med en stor refleksredning på et farligt hovedstød.

Ellers var det dramatiske højdepunkt før pausen, da dommeren stak Omar El Hilali et rødt kort efter 25 minutter for en hævnakt på Vinicius.

Et VAR-gennemsyn viste dog, at El Hilali ikke stemplede brasilianeren, men blot kom for sent ind i tacklingen. Derfor blev det røde kort korrekt vekslet til et gult.

Real Madrid kunne altså ikke drage fordel af et overtal i jagten på den sejr, som skulle holde den teoretiske mesterskabschance åben.

Træner Alvaro Arbeloa erkendte tidligt i anden halvleg, at opstillingen uden en reel 9'er ikke fungerede.

Efter 53 minutter kom Gonzalo Garcia på banen, og det var en god idé. To minutter senere agerede han bande for Vinicius Junior i et smukt opspil, som brasilianeren afsluttede med målet til 1-0 efter en fiks dribling.

Det meste offensivt kom fra brasilianeren, og ti minutter senere var han også manden bag 2-0-målet. Det var endnu flottere end det første.

Bellingham afleverede med hælen til Vinicius, som hamrede den op i det lange hjørne.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT