Inter-spillere fejrede søndag det italienske mesterskab, men skuffelserne fra sidste sæson sad i erindringen.
Inter fik søndag en smule oprejsning for sidste sæsons mange skuffelser, da holdet sikrede sig det italienske mesterskab.Topscorer Lautaro Martinez genkaldte sig følelsen fra sidste sæson efter søndagens 2-0-sejr på hjemmebane over Parma. Sejren sikrede Inter titlen i fjerdesidste spillerunde, så guldfesten kunne bryde løs.
- Det var ikke nemt at starte op igen efter en sæson, hvor vi tabte alle de turneringer, vi var med i, helt til sidst.
- Jeg er meget glad for det, vi har opnået i dag, siger Martinez.
Inter kæmpede i sidste sæson med om Serie A-titlen frem til sidste spillerunde, hvor Napoli endte som mester.
Holdet fra Milano havde også spillet sig frem til finalen i Champions League, hvor det endte med en ny nedtur, da Inter blev banket med 5-0 af Paris Saint-Germain.
Lautaro Martinez fortæller, at mesterskabet var et vigtigt mål for Inter i denne sæson.
- Måske var der mange, der ikke så os som favoritter i betragtning af, hvad der skete sidste sæson, men vi arbejdede virkelig hårdt både på og uden for banen, siger angriberen.
Med tre spillerunder tilbage af Serie A har Inter et forspring på 12 point til Napoli på andenpladsen.
Anfører Nicolo Barella er stolt over sammenholdet på Inter-mandskabet.
- Jeg har altid sagt, at man kan begå fejl på banen, men vi holdt sammen. Vi gav altid alt, hvad vi havde, siger Nicolo Barella til tv-streamingtjenesten DAZN.
Inters næste chance for at hente en titel er torsdag den 14. maj, hvor holdet møder Lazio i den italienske pokalfinale.
Milano-klubben spillede denne sæson også med i Champions League, hvor holdet røg ud i en playoff-runde før ottendedelsfinaler. Inter tabte både ude og hjemme til norske Bodø-Glimt.
/ritzau/Reuters