USA varsler omkostninger for Rusland hvis krigen i Ukraine fortsætter
USA er klar til at tage skridt for at påføre Rusland "omkostninger", hvis ikke krigen stoppes, siger Hegseth.
Hvis Rusland ikke er villig til at slutte fred med Ukraine på kort sigt, så er USA klar til at øge "omkostningerne" for Rusland.Det siger USA's forsvarsminister, Pete Hegseth.
Udmeldingen kommer ved indledningen på mødet i Ukraine Defence Contact Group i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles onsdag.
- Hvis krigen ikke slutter. Hvis der ikke er en vej til fred på kort sigt, så er USA sammen med de allierede klar til at tage de nødvendige skridt til at påføre Rusland omkostninger for landets fortsatte aggression, siger Pete Hegseth.
Dermed sætter den amerikanske forsvarsminister streg under den tiltagende kritik fra Trump-administrationen af Ruslands modvilje mod at indlede reelle fredsforhandlinger.
Forud for et møde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, fredag har USA's præsident, Donald Trump, ikke villet udelukke, at USA vil levere langtrækkende Tomahawk-missiler til Ukraine.
Tomahawk-missiler har en rækkevidde på 2500 kilometer, hvilket er langt nok til at ramme mål dybt inde i Rusland.
Ukraine efterspørger missilerne som supplement til Ukraines langtrækkende droner, så man kan ødelægge Ruslands militære infrastruktur længere inde i landet.
Pete Hegseth nævner ikke specifik Tomahawk-missiler eller andre konkrete våben, som USA vil give til Ukraine, men siger:
- Hvis vi må tage dette skridt, vil USA's krigsministerium være klar til at levere på en måde, som kun USA kan, siger Pete Hegseth.
USA råder over en række af verdens mest avancerede våben. Det blev senest demonstreret, da USA den 22. juni angreb tre atomanlæg i Iran med særlige "bunker buster" bomber, der er beregnet til at ødelægge stærkt befæstede anlæg.
I forhold til Rusland vil USA dog alene forsyne Ukraine med våben, som landet derefter kan bruge mod Rusland.
- Vi er bevidste om, at den mest effektive afskrækkelse over for russiske aggression er et dødbringende, europæisk ledet Nato og et troværdigt ukrainsk militær, der kan forsvare sig selv.
- Vi ønsker fred gennem styrke, siger Pete Hegseth.
Han fastslår, at "krigen skal slutte". Og ifølge Hegseth er Donald Trump den rigtige til at sørge for, at det sker:
- Som vi så det i Mellemøsten, så forstår præsident Trump at skabe fred i situationer, hvor fred synes langt væk.
- Krigen i Ukraine begyndte ikke på præsident Trumps vagt, men den vil slutte på hans vagt, siger Pete Hegseth.
/ritzau/