Antonsen åbner titelforsvar med sejr over tidligere topspiller
Anders Antonsen tog hul på Denmark Open med en sejr i to sæt, 21-7, 21-19, over Anthony Ginting.
I første runde af dette års Denmark Open lignede Anders Antonsen langt hen ad vejen en, der har fundet formen til at forsvare sin titel fra turneringen i fjor.Aarhusianeren åbnede onsdag turneringen med en sejr i to sæt over den tidligere indonesiske topspiller Anthony Ginting. 21-7, 21-19 lød de sejrscifrene på.
Det er ikke lang tid siden, at Ginting var med helt i verdenstoppen i herresingle. I det meste af 2023 lå indoneseren lå nummer to på verdensranglisten.
Men det seneste år har Ginting været plaget af skader og sidenhen haft svært ved at nå fordums styrke.
Det var også til at se i onsdagens kamp mod Antonsen. Ginting viste i små glimt sit tidligere topniveau, men han havde svært ved at finde stabiliteten og være med, når aarhusianeren skruede op for tempoet.
Som første sæt skred frem, blev Antonsen mere og mere suveræn, og han sluttede sættet af med at vinde ni point i træk.
Ginting genfandt lidt af det tidligere niveau fra andet sæts begyndelse, og denne gang holdt han bedre fast.
Samtidig blev Antonsen en mere frustreret og havde svært ved at finde hullerne i den indonesiske defensiv på samme måde som tidligere.
Foran 19-16 lignede Ginting en, der var ved at fremtvinge et tredje sæt, men så strammede aarhusianeren skruen.
Med fem point i træk sikrede Antonsen en sejr i to sæt, da han på den første matchbold smashede fjerbolden i halgulvet.
/ritzau/