Regnefejl i norsk lotto udløser bøde på ti millioner norske kroner

15. OKT 2025 • 14:06UDLAND

I juni fik nordmænd at vide, at de havde vundet store lottogevinster. Det viste sig at være forkert.

Efter at flere tusinde nordmænd ved en fejl fik at vide, at de havde vundet store præmier i Eurojackpot i juni, er Norsk Tipping blevet tildelt en bøde fra det norske spiltilsyn.

Det oplyser tilsynet til nyhedsbureauet NTB.

- Fejlen er et alvorligt tillidsbrud. Spillere skal kunne stole på Norsk Tipping, siger Tore Bell, der er afdelingsdirektør i spiltilsynet.

Norsk Tipping - som er den norske pendant til Danske Spil - skal betale en bøde på ti millioner norske kroner - eller lidt over seks millioner danske kroner.

Det norske medie VG har tidligere beskrevet, at over 400.000 kuponholdere fik besked om store præmier med to rigtige tal samt et tillægstal.

Desuden fik 28.000 personer besked om, at de havde vundet over 2,5 millioner norske kroner med tre rigtige lottotal plus et tillægstal.

VG så også et skærmbillede, som angiveligt viste, at tre personer havde vundet op imod 72 millioner norske kroner.

Ifølge NTB opstod fejlen, da man kom til at gange med 100 i stedet for at dividere med 100, da præmien skulle omregnes fra euro til norske kroner.

Norsk Tipping har flere gange i løbet af det seneste år haft problemer.

I foråret førte tekniske problemer til, at det tog over et døgn, før flere vindere blev kontaktet om, at de havde vundet mindst én million kroner.

Ved årsskiftet blev det desuden konstateret, at der var fejl ved trækning af Eurojackpot.

NTB skriver, at det norske tilsyn varslede bøden i september, men at den nu er vedtaget.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT