Dansk herredouble skuffer i første runde i Denmark Open
Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen tabte i første runde i Denmark Open i tre sæt til en double fra Taiwan.
Dette års Denmark Open blev en kort fornøjelse for den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen.Makkerparret tabte i turneringens første runde i tre sæt, 17-21, 21-13, 15-21, til Hsiang Chieh Chiu og Chi-Lin Wang fra Taiwan, der ligger nummer 21 på verdensranglisten.
Dermed bliver der ikke en gentagelse af sidste års finaleplads i turneringen for Astrup og Skaarup, der var seedet som nummer fire i turneringen og i august vandt VM-bronze.
Optakten har dog ikke været optimal for den danske double, hvor Kim Astrup har døjet med en skade. Det var også til at se i store dele af kampen, at Astrup og Skaarup manglede rytme.
I første sæt var det særligt en periode midt i sættet, hvor taiwaneserne vandt otte point i træk og kom foran 15-9, der blev afgørende.
Selv om danskerne kæmpede, kunne de ikke lukke det hul, og på den tredje sætbold afgjorde Chiu og Wang det.
Fra andet sæts begyndelse var der allerede langt bedre takter at spore hos Astrup og Skaarup.
Danskerne virkede meget bedre tilpas på banen og styrede samtlige dueller. På den første sætbold sørgede makkerparret for at fremtvinge et tredje og afgørende sæt.
Her var det i starten danskerne, der var i styring. Det var ikke mange dueller, der var på mere end et par slag, og derfor var det særligt skarpheden ved nettet, der ofte gjorde udslaget.
Og undervejs i det afgørende sæt fandt taiwaneserne rytmen i det spil.
Bagud 10-12 vandt Chiu og Wang seks point i træk, og det var afgørelsen.
Astrup og Skaarup kunne ikke rejse sig fra det, og på den første matchbold var det overraskende danske exit en realitet.
/ritzau/