USA indfører visumstop for personer fra Sydsudan

6. APR 2025 • 01:03UDLAND

Hvis Sydsudan vælger at samarbejde, vil USA genoverveje visumbeslutning, siger Marco Rubio.

USA vil inddrage alle visa fra personer med pas udstedt i det afrikanske land Sydsudan.

Det oplyser den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, lørdag aften.

Begrundelsen fra udenrigsministeren lyder, at Sydsudan ikke tager imod statsborgere, som er blevet udvist af USA.

Marco Rubio anklager overgangsregeringen i Sydsudan for at "udnytte" USA og siger videre, at der ikke vil blive udstedt nye visa til borgere fra landet for at sikre, at de ikke kommer ind i USA.

Indsatsen med at inddrage visa går i gang med det samme, lyder det fra Rubio. Han tilføjer, at USA er villig til ændre kurs, hvis Sydsudan samarbejder.

- Vi vil være klar til at genoverveje disse tiltag, når Sydsudan samarbejder fuldt ud, siger udenrigsministeren.

USA har i de seneste måneder iværksat omfattende deportationer af migranter.

Det er sket efter indsættelsen af Donald Trump som præsident. Han lovede under valgkampen i efteråret at slå hårdt ned på migranter i USA, der ikke har opholdstilladelse.

Et stort antal er blevet sendt tilbage til Centralamerika og Sydamerika, herunder til lande med mange voldsforbrydelser og drab fra kriminelle bander, som migranterne siger, at de er flygtet fra.

Situationen i Sydsudan, som er et af de fattigste lande i verden, er ligeledes usikker. Mellem 2013 og 2018 var der borgerkrig i landet, som kostede 400.000 mennesker livet, og i den seneste tid har der på ny været sammenstød mellem regeringsstyrker og militante.

På trods af kritik fra blandt andet menneskerettighedsorganisationer holder Trump-administrationen fast i, at USA er i sin gode ret til at udvise migranterne, og at andre lande har pligt til at tage imod dem.

Det budskab gentager Marco Rubio lørdag.

- Alle lande er nødt til rettidigt at tage imod hjemsendte borgere, når et andet land ønsker at udvise dem, siger udenrigsministeren.

Sydsudan ligger i det nordøstlige Afrika. Der bor 11,5 millioner mennesker i landet.

Nicholas Haysom, FN's specialrepræsentant i Sydsudan, sagde i slutningen af marts, at landet står på randen af en ny borgerkrig.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT