Ukraine ser milliardpotentiale i våbeneksport

20. FEB 2026 • 08:12UDLAND

Ukraine indstillede al våbeneksport i 2022. Flere våbenproducenter har nu fået godkendt eksportansøgninger.

Ukraine har potentiale til at eksportere forsvarsudstyr og -tjenester for flere milliarder dollar i 2026.

Det oplyser Davyd Alojan, der er stedfortrædende sekretær for Ukraines nationale sikkerheds- og forsvarsråd fredag.

Samtidig overvejer Ukraine at indføre en skat på eksportindtægterne fra salg af forsvarsudstyr.

Sekretæren fortæller, at potentialet for våbensalg er stort allerede i år.

- Med udgangspunkt i færdigproducerede produkter, reservedele, komponenter og tjenester, der kan leveres, beløber det sig til flere milliarder dollar, siger Davyd Alojan.

Meldingen kommer, efter at den statslige kommission, der håndterer licenser i krigstid, i februar har godkendt størstedelen af 40 eksportansøgninger fra ukrainske producenter i forsvarsindustrien.

Ukraine indstillede al våbeneksport, efter at landet i februar 2022 blev invaderet af Rusland.

Under den nu snart fire år lange krig med Rusland har Ukraine været afhængig af våbenleverancer fra allierede for at kunne forsvare sig.

Sideløbende har Ukraines regering investeret i landets egen våbenindustri - især inden for droner og missiler.

Davyd Alojan betegner potentialet for ukrainsk våbeneksport som markant større end før krigen.

Flere af Ukraines allierede har vist interesse for at få adgang til den ukrainske forsvarsteknologi, siger han.

Alojan nævner de nordiske lande, Tyskland, Storbritannien, USA, tre lande i Mellemøsten samt et asiatisk land som nogle af de mest interesserede.

Ukrainske våbenproducenter har længe presset på for at få lov til at eksportere, men frem til nu fået nej. Flere har åbnet datterselskaber i udlandet for ikke at gå glip af ordrer.

Davyd Alojan, der selv er medlem af den statslige licenskommission, forventer dog ikke et øjeblikkeligt ukrainsk boom inden for våbensalg.

Ukraines egne militære behov står i første række, siger sekretæren og henviser til, at russiske styrker arbejder på at rykke frem i det østlige Ukraine, og at Ukraines hovedstad, Kyiv, og andre byer ofte er udsat for luftangreb.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT