Boet efter Epstein vil indgå millionforlig i massesøgsmål

20. FEB 2026 • 09:46UDLAND

Forlig på op mod 35 millioner dollar vil afslutte et søgsmål fra 2024 mod to af Epsteins tidligere rådgivere.

Boet efter den afdøde seksualforbryder og finansmand Jeffrey Epstein har indvilliget i at betale op til 35 millioner dollar i et forlig, som skal afslutte et massesøgsmål mod to af Epsteins rådgivere.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af et dokument, som blev indsendt til retten torsdag.

Søgsmålet har anklaget de to rådgivere for at understøtte Epsteins menneskehandel med unge kvinder og teenagepiger.

Jeffrey Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige.

Myndighederne har efterfølgende konkluderet, at finansmanden begik selvmord.

I 2008 blev Jeffrey Epstein dømt for seksualforbrydelser mod mindreårige.

Forliget på op mod 35 millioner dollar vil afslutte et søgsmål fra 2024 mod Epsteins tidligere advokat Darren Indyke og hans tidligere revisor Richard Kahn.

De er begge medbestyrere af boet efter Jeffrey Epstein.

Hverken Indyke eller Kahn "indrømmer eller tilstår nogen form for tjenesteforseelse" i forliget, skriver deres advokat Daniel H. Weiner i en skriftlig udtalelse ifølge Reuters.

- Fordi de ikke har gjort noget forkert, var medbestyrerne klar til at bekæmpe anklagerne i en retssag. Men de er gået med til at mægle og afgøre dette søgsmål for at opnå endelig afklaring for alle eventuelle krav mod Epstein-boet, siger advokaten i udtalelsen.

Han siger videre, at forliget vil give "en fortrolig mulighed for finansiel lindring" for de af Epsteins ofre, som endnu ikke har fået afklaret eventuelle krav mod boet.

I søgsmålet fra 2024 anklager advokater Indyke og Kahn for at hjælpe Epstein med at skabe et kompliceret net af selskaber og bankkontoer, som lod ham skjule sine forbrydelser og betale ofre og personer, som hvervede kvinder.

Det er advokatfirmaet Boies Schiller Flexner, som står bag søgsmålet. Firmaet har tidligere indgået forlig med bankerne JPMorgan Chase og Deutsche Bank for i alt 365 millioner dollar.

Bankerne var anklaget for at overse røde flag i forbindelse med Epstein, som var kunde i de to banker.

Det amerikanske justitsministerium har ad flere omgange offentliggjort sammenlagt millioner af dokumenter med forbindelse til Epstein.

Dokumenterne kaster nyt lys over hans netværk og relationer til en række magtfulde mennesker.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT